28. marts 2020
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Brasilien Rundt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Brasilien Rundt

Salvador - Brasiliens perle

Opdateret 18. februar 2020 kl. 10:01
Heden - 18. februar 2020 kl. 08:30
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

5. rejsebrev af Kim Greiner, Borup.

Efter et besøg i den herlige by Manaus i Amazonas var det tid til at drage videre til vores sidste destination Salvador.
Salvador ligger i landsdelen Bahia lige ud til Atlanterhavet et godt stykke nord for Rio de Janeiro. Det var her, portugiserne satte deres hvide fod første gang i 1500-tallet og grundlagde Salvador, som i 200 år var Brasiliens hovedstad. Byen vrimler derfor med kirker og bygninger fra kolonitiden.
En trediedel af de afrikanere, der endte som slaver i Amerika, kom til Brasilien, og af dem blev flertallet sat i land på Bahias 900 km lange kyst.
Bahianerne er stolte af deres arv og livsstil, som er en hyldest til de millioner af afrikanske slaver, der satte livet til i bestræbelserne på, at de hvide portugisere kunne have det fedt og godt.
Salvdor syder af liv og larm i en energisk afro-brasiliansk atmosfære. Som portugisernes hovedstad i den nye verden blev Salvador rig på handel med sukker, tømmer, diamanter og kakao. Det medførte opførelsen af bygninger og kirker i overflod. Salvador er derfor den by i Brasilien med flest kirker, og det siges, at der er en for hver af årets dage.
I Centrum ligger den historiske bydel Pelourinho, der er med på Unescos liste over verdens kulturarv, og det er så sandelig velfortjent.
En skrænt deler byens centrum i en øvre del (Cidade Alta) og en nedre del (Cidade Baixa), der er forbundet med elevatorer. Elevatoren mellem bydelene hæver sig med 70 meter og med en fabelagtig udsigt ud over bugten og havnen.
Elevator Lacerda har fungeret siden 1600-tallet, dengang trukket af slaver. I 1868 blev elevatoren dampdrevet, og i 1928 byggede det danske entreprenørselskab Christiani & Nielsen en ny, som fungerede indtil 1997.
Nu er der en endnu nyere elevator, der tager mindst 20 mennesker ad gangen, og så koster det den formidable sum af 0,15 reais, ca. 25 øre for en tur.
Elevatoren er vigtig, for nedenfor ligger krydstogtskibene, og det skal være nemt at komme op til bydelen Pelourinho, der er kronjuvelen i byen.
Da pengene strømmede til byen i 1700-tallet, var kirken ivrig efter at vise sig, og San Francisco Kloster og Kirke er nærmest bemalet med guld og med massive sølvlysekroner. Slaverne byggede kirken, men var forment adgang til at benytte den, og de måtte heller ikke praktisere deres egen religion.
Vi boede på det lille, men dejlige Hotel Case do Amarelindo nede ad en lille gade midt i hele herligheden. Hele hotellet var fint dekoreret med træfigurer og anden eksotisk udsmykning. Elevatoren var af ældre dato og var så langsom, at det var dobbelt så hurtigt at gå op.
Der var en fin udsigt fra værelset og en formidabel udsigt fra toppen af hotellet, hvor der var en lille pool. Receptionisten talte næsten dansk. D.v.s. jysk, for han havde været udvekslingsstudent i Billund. Vi var dog de første danskere, han havde set i det sidste år.
Morgenmaden var portionsanrettet, og der kom 2 store glas forskellig slags juice, kaffe, 3 stykker frugt, 1 yoghurt, brød og omelet. Vi var nødt til at levne.

Rundt i herlige Salvador
Vores sidegade, der myldrede med souvenirbutikker, mundede ud i det hyggelige torv Largo do Cruzeiro, der var omgivet af kirker og endnu flere souvenirbutikker. Og da vi var i december måned, var der kæmpe juletræer i plastik og figurer af julemanden.
En meget kraftig sort dame, der hed Thelma, var farverigt klædt, og jeg ville gerne fotogafere hende. Jeg tænkte på, at hun levede af et klæde sig ud og blive fotograferet, men no amigo. Hun ville gerne vise os sin shop.
Jeg troede, det var en tingeltangelbutik, men det var en meget fin smykkeforretning. Nå, men vi fik da ogå købt for en halv bondegård. Senere på dagen mødte vi hende igen, og hun hilste "I am Thelma". Det var svært at se, for hun havde lige tabt 60-70 kg, da det åbenbart var en snydekjole.
Vi skulle selvfølgelig prøve elevatoren, der endte i et stort turistmarked, da alle krydstogtgæsterne og andet godtfolk skulle igennem her. Vi fandt et pizzaria og fik en ægte portugisisk pizza med æg, tomater og oliven.
En stor flaske øl blev serveret i en køleboks, som var det champagne. Lunken øl er da også ret så klamt. 60 reais for det hele svarende til ca. 100 kr., og det viser, at selvom det er en turistby, er det til at betale.
Vi var inde San Francisco-
kirken, og det er rigtigt nok
– den er overdådig. Ved kirken gik gaden ned ad bakke, og så skiftede bydelen lynhurtig karakter. Ikke en turist, ikke en eneste souvenirbutik og næsten kun sorte mennesker, der var efterkommere af slaverne.
Der var til gengæld masser af tøjbutikker. En dame standsede os og sagde, at jeg skulle gemme kameraet væk. Vi følte os overhovedet ikke utrygge, men vi vader også bare rundt i verden med et åbent sind. Vi mødte faktisk julemanden og to søde lysebrune nissepiger, der sad og sagde ho ho ho.
Jeg gik derhen og ville fotografere dem, og så var der lige en ledig plads ved siden af julemanden, hvor jeg satte mig. Jeg ville give dem en dollar hver, men nej, det var gratis. Jamen det er en julegave sammen med et dannebrogsflag. Nå, så ville de alligevel gerne. For enden af den "farlige gade" drejede vi til venstre og var igen oppe i turisteriet ved elevatoren.

Aftentur til Rio Vermelho
Vi blev hentet af en lokalguide og en chauffør til en aftentur i bydelen Rio Vermelho, der er et folkeligt område med bohemekarakter. Der var fine pladser med masser af cafeer og festlig stemning. Vi fik prøvet deres berømte gadekøkkener med en slags burgere med store rejer med ben, følehorn og det hele.
Nogle drenge gik rundt med skotøjsæsker med en sprække i og samlede ind til et eller andet. Muligvis til små drenges juleaften. Vores guide sagde, at vi ikke skulle give dem noget. Nå, men da guiden vendte ryggen til, fik drengene lige en dollar hver, og de så meget glade ud. Så kom der en dame og gav mig et stort knus, og det ved jeg ikke hvorfor.
Vores Brasilienrejse var ved at være slut, og vi skulle starte på hjemturen næste dag. Vi fik lige gået en tur og mødte flere optog med udklædte voksne og børn og endda en hel flok hvide engle. De havde vinger, men jeg tror ikke, de kunne flyve.
Det havde været en fantastisk spændende rejse rundt i Brasilien. Der havde været det ene højdepunkt efter det andet, med Kristus på bjerget, vandfaldene, Amazonjunglen og de gamle kolonitidsbyer. Ingen havde krummet et hår på vores hoveder, og alle 40 aftaler med flyafgange, hoteller, guider og at hente og bringe os klappede perfekt til tiden.
Kæden hoppede først af til allersidst, da vi ankom til København. Det sidste tog var kørt lidt før kl. 24. Det vidste vi hjemmefra, og vi havde derfor bestilt og betalt en overnatning på hotel Clarion i lufthavnen. Selvom vi havde fortalt dem, at vi kom meget sent, havde de solgt værelset til nogle andre. De kunne så give os en taxa og et værelse på Vesterbro.
Nå, men det viser bare, at i lande, hvor man kun håber på, at aftaler holder stik, der holder de stik, og i vores velordnede land og København, kan de ikke holde en aftale.

"Brasilien på kryds og tværs" indgår selvfølgelig nu i mit foredragsprogram. Læs mere på www.rejsefortaelling.dk

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk