20. september 2019
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Arkæologer finder jernalderlandsby på mark i Borup

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arkæologer finder jernalderlandsby på mark i Borup

Før der kan bygges huse på Møllebankerne i Borup har arkæologer været i gang med at undersøge området. Deres fund har givet nye brikker til det store puslespil om jernalderen

Heden - 14. august 2019 kl. 09:05
Af Heden Midtsjællands Avis
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

På en af de allervarmeste sommerdage går fire mænd rundt på en mark og længes efter regn og lavere temperaturer. Ikke bare fordi de har det varmt, men fordi solen og varmen vanskeliggør deres arbejde. De fire mænd er arkæologer fra Museum Sydøstdanmark, og deres arbejde har de seneste måneder bestået i at undersøge jorden for fortidslevn på Møllebankerne ved Borup, hvor der siden skal bygges huse. Men det varme vejr udtørrer jorden, og det gør det sværere at få øje på de ting, der skal undersøges nærmere, fortæller arkæolog Mathias Søndergaard.
Helt umuligt har det dog ikke været at arbejde i området. Arkæologerne har nemlig gjort fund, der viser, at der for mange hundrede år siden har boet mennesker på området.
"Vi har fundet flere stolpehuller, der stammer fra konstruktion af huse, og som husene ser ud, tyder det på, at det er bebyggelse fra oldtiden, nærmere bestemt den germanske jernalder. Så det er altså huse fra 400-500-tallet," fortæller Mathias Søndergaard og viser på et kort, hvor husene har været.
Her kan man se, at nogle står lidt for sig selv, mens andre er klumpet mere sammen. Det viser ifølge arkæologen, at der har været et helt landsbyfællesskab. Da der for små 10 år siden skulle bygges huse på det nærliggende areal, blev der gjort tilsvarende fund, så alt i alt har det været et stort område.
Som det altid sker, når der er udstykket grunde til bebyggelse, blev der også på marken i Borup til at begynde med gravet søgegrøfter – lange grøfter på tværs af hele arealet. Det gør man for at undersøge, om der er noget af historisk interesse i jorden.
Det er der ofte, fortæller Mathias Søndergaard, og der var der altså også her. Derfor måtte gravemaskinen i gang igen og grave hele jordlaget af ned til det niveau, hvor landbrugsmaskinerne tidligere har været. Herfra har det så været arkæologerne, der med spade og skovl har gravet videre. Og hver gang de har fundet en brunlig aftegning, er det blevet undersøgt nærmere.
Ifølge arkæologen er det meget få fysiske ting, der er blevet fundet, dog har der været en smule skår, der formentlig kommer fra lerkar. Men ellers er det de mange stolpehuller, der er løbet med opmærksomheden.
"Vi tager en masse jordprøver med hjem fra stolpehullerne, og de bliver så undersøgt nærmere. For eksempel kan det være, at man finder noget forkullet korn. Det kan man så analysere med kulstof 14-metoden og dermed datere inden for 100-150 år," siger Mathias Søndergaard.
På den måde bliver det muligt at hente viden om forskellige typer bebyggelse i forskellige perioder. Og særligt for jernalderen er der tit gevinst, når jorden undersøges inden husbyggeri, fortæller arkæologen:
"Det er lidt som et puslespil fra jernalderen, hvor vi hele tiden får nye brikker. Der danner sig et større billede, der har værdi for vores viden om tiden."
Udgravningerne på arealet i Borup er ved at være ved vejs ende, og forude ligger arbejdet med at analysere materialet. Men om nogle år, når resultaterne foreligger, vil det være muligt for offentligheden at se nærmere på, hvad det var, der gemte sig i jorden under Møllebankerne.
Slots- og Kulturstyrelsen har en side, der hedder "Fund og Fortidsminder", og her kan man søge på fortidsminder og steder, hvor der er gjort arkæologiske fund – måske kan man endda finde ud af, at der er fortidsminder i jorden, hvor man selv bor.

Af Marie Louise Rasmussen

Tip os

57522288


heden@sn.dk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk