

Se billedserie
UDVIKLING: Halsnæs Kommune vil have eksperter til at komme med bud på, hvordan Hundested kan udvikles og blive et fyrtårn for andre danske havnebyer. Torsdag aften vil politikerne højst sandsynligt igangsætte arbejdet med en helhedsplan for havnebyen.
Ved en velbesøgt ceremoni i Gjethuset i 2014 blev et hold arkitekter, rådgiver, museumsledere og byplanlæggere kåret som det team, der skulle udvikle Frederiksværk med byens industrihistorie og kulturarv for øje. Siden er der med jævne mellemrum gennemført Stålsat By-projekter i byen. Valsetorvet i Nørregade, boardwalken »Kystlinjen« bag gymnasiet og netop nu arbejdes der på en legeplads ved Torvet, hvor der kan støbes kanonkugler i sandkassen og to nye broer over Krudtværkskanalen, som skal gøre kanalen mere fremtrædende og forbinde Krudtværksområdet og byen bedre, hvorefter der følger et projekt ved Mølledammen. Og står det til Venstre skal man i fremtiden se et lignende forløb i Hundested.
- Hundested fortjener en lignende helhedsplan og udvikling, siger Michael Thomsen, borgmesterkandidat for Venstre, forud for, at byrådet i Halsnæs Kommune torsdag aften holder virtuelt møde.
På dagsordenen er netop en sag om at udvikle Hundested som bosætnings-, oplevelses-, handels- og havneby. Politikerne skal tage stilling til, om der skal igangsættes en udviklingsplan med titlen »Råt og Autentisk Hundested«, et forslag som blev født i Venstre-regi i forbindelse med sidste års budgetlægning, i følge Michael Thomsen.
- Vi er glade for, at et stort flertal ser ud til at stå bag forslaget. Det kan blive startskuddet til en stor sag, siger han og sætter ord på, hvorfor Hundested har brug for en samlet helhedsplan.
Det vil betyde reel byudvikling med en rød tråd og hele byens udtryk for øje i stedet for sporadiske forskønnelser for kommunale puljemidler.
- Vi har som byråd forsøgt gennem flere år at lave udviklingstiltag i Hundested. Samtidig har vi set, hvordan Stålsat By har udfoldet sig i Frederiksværk, hvor man har lavet en samlet plan og følger den i takt med, at der er penge til det. Vi kan se, at med lidt tålmodighed bliver det godt i Frederiksværk, og vi ønsker at bruge samme løsning i Hundested.
Det er særligt fire temaer og udfordringer, som en ny helhedsplan skal finde løsninger på. Ét tema er at skabe bedre sammenhæng mellem havnen og byen, så Trekanten, det kommende arktisk center, Hundested Havn, Nørregade, Hundested Station og alt ind imellem fremstår som »en samlet, rå og autentisk havneby«.
Hvis du tænker, at det lyder genkendeligt, så tager du ikke fejl. Da Halsnæs Kommune i 2008 vedtog en masterplan og helhedsplan for Hundested og otte år senere udarbejdede et nyt kommuneplantillæg, var det også med visioner om at binde by og havn bedre sammen.

I følge Michael Thomsen er tankerne om en helhedsplan født i Venstre-regi sidste år. Screendump: Venstre Halsnæs på Facebook
- Det her trækker spor tilbage til den gamle masterplan, og det er noget, som man har prøvet på at løse i mange år. Vi ønsker både liv og gang i erhvervet i byen og på havnen, og vi har stadig de samme udfordringer med at binde de to ting sammen. Men vi har heller ikke haft nogen til at se på det samlede billede før, siger Michael Thomsen.
Hvis arbejdet med helhedsplanen som forventet sættes i gang torsdag aften, så vil Hundested i den nærmeste fremtid blive nærstuderet af byudviklere og arkitekter. Det er nemlig planen, at afholde en arkitektkonkurrence, hvor tre tværfaglige rådgiverteams udvælges - den samme model som også blev brugt i Stålsat By-regi.
Undervejs vil der være inddragelse af lokale aktører og ildsjæle til dialogmøder og workshops, inden de tre hold i sidste ende indleverer hver deres byplanforslag. Ét vinderforslag udvælges af en dommerkomite bestående af fagdommere, en styregruppe og politiske repræsentanter.
Det udvalgte team udarbejder herefter en byudviklingplan, som skal være så konkret, at den også indeholder anlægsbudget for delprojekter.
Udover bedre sammenhæng mellem by og havn, er der tre andre temaer, som arkitekterne skal tage højde for. Bycenterområdet omkring gågaden, Nørregade, er utidssvarende og begrænset med enkelte små fragmenter af byrum og byliv, og meget erhverv og kultur er søgt mod havnen. Der skal derfor skabes bedre rammer for erhvervs- og kulturliv hele året.
- Det er vigtigt, at vi gør noget ved de fysiske rammer. Med Stålsat By har vi set, at så snart der sker fysiske forandringer og nye byrum opstår, så skaber det glæde, nye muligheder og nye aktiviteter, når borgerne begynder at bruge dem, siger Michael Thomsen.
Foruden et begrænset udbud af overnatningsmuligheder og parkeringspladser fremhæves også den eksisterende trafik i byen som et problem. I følge kommunens administration, som står bag de fire temaer, udgør trafikken på Strandvejen og Amtsvejen en fysisk barriere for de bløde trafikanter, som vil bevæge sig mellem by og havn. Af mulige løsninger på det problem nævnes blandt andet at lukke Nordre Beddingsvej for biler, at etablere flere fartdæmpende foranstaltninger og overgang på Strandvejen og at forskyde noget af trafikken til Læssevejen og Fjordvej i stedet.
Halsnæs Kommune estimerer selv, at det vil koste omkring 2,3 millioner kroner til sammen i 2021 og 2022 at udvikle og søsætte helhedsplanen. Derudover er der i 2023 sat yderligere penge af til en projektleder, som skal realisere planen, så det samlede budget rammer 2,8 millioner kroner.
En mulig medfinansiering kan reducere Halsnæs Kommunes omkostninger til cirka 1,5 millioner kroner. Kommunen har nemlig søgt medfinansiering for omkring 800.000 kroner i alt hos henholdsvis Statens Kunstfond, Dansk Kyst- og Naturturisme og Realdania. Sidstnævnte har bevilget en stor del af de midler, som er gået til Stålsat By-projekterne i Frederiksværk.
Michael Thomsen håber, at kommunen i foråret 2022 kan stå med et vinderbud i hånden.
- Der kommer til at gå noget tid med forslag, inddragelse af lokale aktører og vurdering af budene, men inden for et års tid tror jeg, at vi vil være klar med en plan, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her