22. oktober 2021
Illustrationen viser hvordan bestanden af den grønlandske slædehund er halveret. Foto: Niels J. Larsen
gallery icon

Se billedserie

Illustrationen viser hvordan bestanden af den grønlandske slædehund er halveret. Foto: Niels J. Larsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Udstilling om den truede grønlandske slædehund

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udstilling om den truede grønlandske slædehund
Halsnæs - 22. september 2021 kl. 05:14
Af Niels Jørgen Larsen

Siger man Knud Rasmussen må man også sige Grønland og slædehunde. I 100-året for starten på polarforskerens største ekspedition, der ikke kunne udføres uden slædehunde, kan man konstatere at det går voldsomt tilbage for den grønlandske slædehund - qimmeq som navnet er på grønlandsk.

På 20 år er bestanden af grønlandske slædehunde halveret. Fra 30.000 til nu under 15.000 og nedgangen fortsætter. Det sættes der fokus på i en særudstilling i Palæet i Frederiksværk om Qimeq, den grønlandske slædehund. Udstillingen åbner torsdag 23. september og kan ses frem til 19. november.

Baggrunden for udstillingen er et stort forskningsprojekt om slædehunden, som Industrimuseet Frederiks Værk og Knud Rasmussens Hus har været del af siden 2015. Udstillingen har været rundt på turné i Grønland og vises nu for første gang i Danmark i Frederiksværk. Herfra skal den videre til Svendborg, hvorefter den vender tilbage som permament udstilling i Grønland.

- Slædehunden er tæt forbundet med grønlandsk identitet og en central del af fortællingen om Knud Rasmussen, siger museumsinspektør Søren la Cour.

Grønland huser den største eksisterende slædehundepopulation i Arktis og en slædehundekultur, der er unik i verden. Men både slædehunden og den højt specialiserede teknologi og viden, der er knyttet til dens oplæring og anvendelse, er altså i fare for at forsvinde.

Der er flere årsager til at bestanden går så kraftigt ned. Det handler bl.a. om den globale opvarmning, priser på foder og om udbredelsen af snescootere. Udstillingen sætter fokus på slædehunden og afliver bl.a. en myte om slægtskab med ulven. Der vises billeder og film, bl.a. fra et slædehundeløb.

Nationalmuseet har netop markeret 100-året for Knud Rasmussens store slæderejse, den 5. Thuleekspedition, som også er tema for særudstillingen i Knud Rasmussens Hus i Hundested i år og de kommende år 2021-24, svarende til de tre år Knud Rasmussens ekspedition varede.

Derfor er museumsinspektør Søren la Cour glad og stolt over at kunne vise udstillingen om slædehunden lige nu i Palæet. Udstillingen åbner officielt torsdag, hvor bl.a. projektleder for forsknings- og formidlingsprojektet Morten Meldgaard vil være tilstede sammen med repræsentanter for hans team af dyrlæger,

Der er gratis adgang til udstillingen som udover Palæets normale åbningstid tirsdag-fredag kl.10-14 kan ses hver søndag kl.11-16. Efter aftale er der mulighed for åbent for grupper og skoleklasser.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?