
Søndag 7. marts er det sommer i Lynæs! Ihvertfald på den måde, at der vil være livredder på Lynæs havn og strand.
Mens svømmehallerne fortsat er Corona-lukkede, så er det store, kolde bassin åben. Den Nordsjællandske Kystlivredningstjeneste tyvstarter sæsonen allerede første søndag i marts.
- Vi kalder det svømme søndage, og der vil være livredder i Lynæs hver søndag kl.10-14 frem til den normale sæsonstart i juni, fortæller cheflivredder John Mogensen.
Halsnæs Kommunes repræsentant i udvalget bag livredningstjenesten Thomas Møller Nielsen (V) vil være tilstede i Lynæs og tager måske selv en tur i vandet.
Også i november var livredderne ekstraordinært på vagt i Lynæs og et par andre steder for at servicere vinterbadere, og nu er man altså klar til de tidlige forårsbadere. Halsnæs Kommune besluttede sidste år at åbne livreddervagt i Lynæs, og den er med på budgettet for de kommende år også i skolernes sommerferie, men altså også ekstraordinært på søndage i hele foråret.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her