
Fra næste uge vil medarbejdere i dag- og plejetilbud i Halsnæs Kommune få besøg af mobile testenheder på deres arbejdsplads, som lyntester personalet for coronavirus. Regeringen og regionerne har indgået aftaler med private testleverandører om, at kommunerne kvit og frit kan bestille mobile testvogne. Det fik Halsnæs Kommune besked om torsdag.
- Vi arbejder benhårdt i dag (fredag, red.) og i weekenden, så vi fra starten af næste uge forhåbentligt kan starte med at teste mere personale, så vi kan drage bedre omsorg om de medarbejdere, som er meget udsat, siger Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs Kommune, til Frederiksborg Amts Avis.
Der er i øjeblikket ledig testkapacitet på landets testcentre og hos de private udbydere, der tilbyder gratis hurtigtest. Den samlede mobile hurtigtestkapacitet er aktuelt på over 30.000 daglige test ifølge leverandørerne selv. Et tal der øges til 60.000 fra februar.
- Vi har tidligere drøftet og forespurgt om muligheden, men nu er der åbenbart kapacitet, og så går vi da bare i gang hurtigst muligt, siger borgmesteren.
For at forhindre yderligere smittespredning på de arbejdspladser, der fortsat er åbne, har regeringen opfordret regeringen til, at ansatte - særligt ansatte der ikke kan undgå kontakt med mange mennesker - lader sig teste mindst en gang om ugen. Også selv om de ikke har symptomer eller i øvrigt har grund til at mistænke, at de skulle være smittede.
Her er blandt andet landets pædagogiske personale og plejepersonale særligt udsat, fordi det ikke er muligt for dem at passe deres arbejde og samtidig holde fysisk afstand til bl.a. de børn og ældre, som de skal drage omsorg for.
En nyligt nedsat arbejdsgruppe skal i Halsnæs stå for at koordinere den omfattende lyntestning sammen med lederne af de enkelte dag- og plejetilbud.
- Det er faktisk lederne selv, der skal bestille mobile testvogne, og jeg tror også, at det er nemmest for dem at koordinere det. Vi har givet lederne besked, og vi forventer, at det kommer hurtigt i gang. Vores mål er at få testet medarbejderne mindst én gang om ugen, og vi vurderer, at mange vil kunne leve op til det, siger Steffen Jensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her