Martin Klit døde fredag den 7. august 2020 i sit hjem i Ølsted. Martin måtte opgive til kræften. Martin var oprindelig fra Jylland, hvor han for 52 år siden blev gift med Ragnhild. De flyttede i første omgang til Lynge, hvor Martin fik job som kommis i Lynge Brugs. I 1973 fik Martin jobbet som brugsuddeler i Ølsted. Sammen med Ragnhild flyttede han til Ølsted og boede i starten oven på den dengang lille brugs. I 1976 fik de sønnen Jakob.
Brugsen med Martin voksede med årerne ,og omsætningen blev større og større. Brugsen tiltrak mange fra nær og fjern. Martin var kendt som en omgængelig og altid nærværende person, og han var altid parat til at hjælpe. Ølsted Brugs var i Martins tid kendt som et sted, hvor man kunne købe alt.
Martin var altid imødekommende overfor det lokale foreningsliv og sponserede, når der var brug for det - ingen gik forgæves. Som Brugsuddeler var Martin utrolig hjælpsom med levering af f.eks. drikkevarer til skolemøder og andre store og små fælles aktiviteter i byen. Brugsen havde varevogn og chauffør, der leverede varerne og hentede eventuelle returvarer - gratis. Det var utrolig nemt og tillidsfuldt. Sådan var Martin.
Brugsen var Martins liv. Han mødte som regel ved 5-tiden om morgen og gik ofte først hjem ved 21-tiden alle ugens dage. Folk med god hukommelse kan dog huske, at der var dage, hvor Martin har holdt fri! Martin var uddeler i Ølsted Brugs i over 36 år, hvorefter han gik på pension.
Fra 2010 var Martin lidt mere "løs på tråden". Selvom Martin var blevet pensionist, hjalp han den nye ledelse i Ølsted Brugs i gang. Pensionist tilværelsen var ikke lige noget for Martin, så han blev deltidsansat på sin tidligere arbejdsplads, brugsen i Lynge, hvor han arbejdede indtil januar i år. Martin var i mange år en flittig håndboldspiller i Ølsted IF, ligesom han i nogle år også deltog i motionsløb. I de senere år blev det byttet ud med motionscykling på racercykel.
Han har været med i borgerforeningens bestyrelse og senest formand for den lokale grundejerforening. Martin var også en af to, som sørgede for at vedligeholde de grønne arealer i den lokale grundejerforening, samt aktiv hjælper omkring Ølsted Sommerscene. Martin har i det hele taget været et meget stort aktiv for Ølsted.
Martin Klit bliver sent glemt som brugsuddeler og privat person i Ølsted.
Huset på Guldstjernevej er i årerne blevet godt udbygget. Martin ville have friske æg hver morgen og havde derfor høns i haven. I havedammen var der fisk, og et voliere blev der også plads til.
Vi er en lille gruppe mennesker, der har kendt og mødtes med Martin, siden han og Ragnhild kom til Ølsted. Vi har mødtes til håndbold, motionsløb, cykelture, og senest har vi rejst sammen. Vi har altid sat stor pris på Martins selskab både ved aktiviteter og private sammenkomster. Han efterlader et stort savn i 60er klubben.
Vores tanker går til familien, der har mistet en kærlig og omsorgsfuld mand, far, svigerfar og farfar.
Æret være Martins minde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her