25. september 2021
De knap 20 meter lange miljøskibe har fået plads i fiskerihavnen i Hundested. 				                       Foto: Miljøstyrelsen
gallery icon

Se billedserie

De knap 20 meter lange miljøskibe har fået plads i fiskerihavnen i Hundested. Foto: Miljøstyrelsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Miljøskibe får base i Hundested

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Miljøskibe får base i Hundested
Halsnæs - 18. maj 2021 kl. 10:20
Af Kasper D. Dønbo

Kutterne i Hundesteds fiskerihavn får i fremtiden selskab af to særlige gæster. Det er Miljøstyrelsens blå-hvide katamaranskibe, Sif og Frigg, som har fået base i Hundested Havn, og et af miljøskibene lavede det første prøveanløb i sidste uge. Efter at have ligget i havn henover weekenden, er det nu stukket til søs igen, og den procedure vil man kunne opleve en del i fremtiden.

- Vores skibe dækker de danske farvande fra Skagen til Bornholm, og vi har fordelt vores baser, så de ligger nogenlunde centralt, og så besætningen nemt kan komme til og fra baserne, siger Morten Jepsen, kontorchef fra Miljøstyrelsen.

Hundested Havn og Miljøstyrelsen har tidligere haft et samarbejde, hvor mindre miljøbåde sejlede ud fra Hundested. De er nu udfaset til fordel for katamaranerne, men samarbejdet fortsætter.

Miljøskibene
  • Sif og Frigg har en maksimum fart på 45 kilometer timen (25 knob).

  • Miljøskibene blevet forlænget med 2,4 meter i forhold til de oprindelige 17,5 meter og udstyret med laboratorie og kahytter. Dybdegangen er opgivet til 1,4 meter.

  • Svendborg er hjemhavn for de to skibe, men de har baser andre steder i landet, blandt andet Hundested.

  • Besætningen består af syv mand, som er fordelt på de to skibe.

- De nye skibe har brug for lidt mere plads, og vi har etableret et grønt landstrømsanlæg, en kloakordning og gjort forberedelser til at etablere et tankanlæg til skibene, hvis der er ønske om det, siger Søren Brink, havnefoged på Hundested Havn.

- Det er dejligt, at Miljøstyrelsen har valgt os. Men hvis du tager en passer og et danmarkskort, så ligger Hundested også lige midt i det hele.

Miljøskibene indsamler data om det danske havmiljø og har eget laboratorium ombord. Foto: Miljøstyrelsen

Sødygtige laboratorier

Miljøskibene er oprindelig bygget til at betjene engelske olieboreplatforme, men er er nu ombygget og indrettet til effektiv overvågning af det danske havmiljø, blandt andet med egne laboratorier ombord. Sif og Frigg er samtidig cirka dobbelt så hurtige som deres forgængere, større og mere sødygtige. Det øger miljøskibenes rækkevidde og gør, at der kan arbejdes og tages prøver, selvom vejrguderne spiller med musklerne.

Katamaraner er brede skibe med en meget lav dybgang, og det er en fordel, når der skal tages vandprøver i fjorde og langs kyster, hvor vanddybden ikke er så stor. Fra skibene måles der bl.a. lys, temperatur og iltindhold med sonder og der indsamles vandprøver, som analyseres for blandt andet næringsstoffer og miljøfremmede stoffer. Der indsamles desuden sedimentprøver og bunddyr.

- Vores primære opgave er at indsamle al data om det danske havmiljø. Det data bruges som vidensgrundlag, når politikerne skal regulere og lovgive på området, og når Danmark skal leve op til sine EU-forpligtelser og afrapportere om tilstanden i de danske farvande, siger Morten Jepsen.

Forsinket

Miljøstyrelsen købte Sif og Frigg i 2015, men har først i marts i år overtaget skibene. I efteråret og vinteren har skibene været under ombygning på Faaborg Værft. Morten Jepsen kalder det en svær fødsel, men glæder sig over det endelige resultat og at begge både nu er taget i brug.

- Vi har uddannet vores egne folk i at sejle de hurtiggående katamaraner og i at bruge nyt prøvetagningsudstyr, og vi har nu begge skibe i fuld drift, siger Morten Jepsen.

Stemmer du til kommunalvalget i år?