18. september 2021
'Lockdown Walk' blev startskuddet til en berigende form for motion, nemlig vandring
'Lockdown Walk' blev startskuddet til en berigende form for motion, nemlig vandring
Foto: Thomas Quvang
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: "Jeg havde jo sort bælte i buffet'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Jeg havde jo sort bælte i buffet'

46-årige Janni Brask Olsen tog vandreskoene på i kampen mod kiloene

Halsnæs - 29. juli 2021 kl. 12:35
Af Thomas Quvang

”Jamen jeg husker jo tydeligt datoen, den 23. februar 2020 – der kunne det være nok, jeg kunne ikke holde ud og se mig i spejlet mere, det skulle simpelthen være løgn”.

116 kilo sagde vægten i badeværelset når 46-årige Janni Brask Olsen stillede sig op på den for snart 1½ år siden, og der blev beslutningen taget, nu var nok – nok.

Farvel til 36 kilo - indtil nu

Det blev startskuddet til livsstils ændring af de helt store for den lokale kvinde fra Enghaven i Frederiksværk. En ændring der på næsten 1½ år har betydet et farvel til – hold nu fast – 36 kilo:

”Til at starte med var det simpelthen fravalg og kostomlægning. Slut med chips, grill-kyllinger, pizza’er. Jeg havde jo nærmest sort bælte i buffet, og den dag i dag fatter jeg ganske enkelt ikke, at jeg dengang kunne spise så meget”, siger Janni Brask Olsen og tilføjer:

”1500 kalorier dagligt, det er max-grænsen for mig og har været det siden dag et”.

Svære skridt

Og ganske hurtigt røg de første mange kilo af sidebenene, og det betød, at Janni tog mod til sig og brød en af de første store grænser, at vise sig i et fitness-center i tæt siddende træningstøj:

”Det var en svær vej, nogle svære skridt at bevæge sig ned i det lokale fitness-center. Tidligere har jeg været i motionscenter, alt for useriøst og ofte trak jeg 'jeg har det hårdt kortet’ og droppede træningen. Men jeg gjorde det denne gang og det satte også ekstra gang i ’farvel til kiloene-processen’”, fortæller Janni der gik et par måneder i motionscenter.

'Lockdown Walk'

Men så kom coronaen på ny snigende, og det betød nedlukning af motionscentre, og det var en bet for Janni. Hun kom dog ganske hurtigt på en ny motionsform, nemlig vandring, og den har vist sig at være utrolig givende for Janni:

”Jamen jeg begyndte jo at gå og startskuddet var egentlig et corona-arrangement af Kasper Kristoffersen fra Intersport i centeret, der lavede ’Lockdown Walk – gå sammen hver for sig’. Et super fint arrangement som tiltalte mig rigtig meget”, siger Janni der siden har vandret lokalområdet tyndt.

Gik til Rødovre

Det er blevet til ufattelig mange kilometer på landevejen, med lyden til musik, lydbøger og podcasts i ørerne, som eneste følgesvend:

”Jeg har vel slidt 4-5 par kondisko op alene i år. Det er blevet til gåture rundt om Arresø, jeg har gået tre maraton-ruter, jeg har gået til og fra arbejde i Hillerød, og da der var storskærms arrangement i Rødovre i forbindelse med EM-kvartfinalen i fodbold mod Tjekkiet, så gik jeg fra Nellikkevej derind og følte lidt, at alle dem her var samlet heppede bare en smule på mig. Efter kampen, og blev så hentet og kørt hjem. Det var en tur på 50 kilometer”, fortæller Janni Brask Olsen, som bl.a. finder inspiration til de daglige gåture fra en noget anderledes vinkel:

Konkurrerer med folk

”Jeg konkurrerer med folk uden at de ved det”, smiler Janni og kommer med et eksempel:

”Hvis jeg eksempelvis ser et opslag på de sociale medier, at en ven eller veninde har gået så og så mange kilometer, jamen så skal jeg bare gå endnu længere. Det lyder måske lidt mærkeligt, men det virker rigtig godt for mig”.

Camino og Mammut

Og trods de lange distancer på gå-ben, så er der mod på endnu mere:
”Jeg har for kort tid siden tilmeldt mig ’Mammut-ruten’ som er et helt specielt event der foregår den 28. august. Det går i al sin enkelthed ud på, at gå en rute på 100 kilometer og gøre det indenfor 24 timer. Det bliver hårdt, men jeg tror på, at det kan lade sig gøre for mig, og til den begivenhed har Kasper Kristoffersen været så venlig, at sponsere det rigtige fodtøj”, siger Janni der også har en fremtidsdrøm i støbeskeen:

”Jeg kunne rigtig godt tænke mig at gå ’Caminoen’, de 800 kilometer fra Pyrenæerne langs pilgrimsvejen frem til Santiago de Compostela, det er et fremtidigt mål for mig”, siger Janni Brask Olsen, der gennem sin snart 1½-år lange rejse har fået mange opmuntrende tilkendegivelser:

Surrealistisk oplevelse

”De to ord ’godt gået’ har jeg jo hørt ufattelig mange gange”, griner hun og uddyber:

”Der er jo rigtig mange ting i hverdagen som spiller med, altså det at jeg nu kan handle i en almindelig tøjbutik er jo en fuldstændig surrealistisk oplevelse. Før kunne jeg kun kigge på tøj på den ene side af væggen i forretninger, nu kan jeg kigge over det hele”, siger Janni og kommer med endnu et eksempel:

”En bekendt jeg har, som ligeledes gør en fantastisk indsats for at komme af med kiloene, skrev, at hun havde været ude og køre go-cart. Hun blev godt nok sidst i selve racet, men for hende var det en kæmpe sejr, at hun nu kunne få sin røv ned i sædet og være med. Det er jo lige præcis sådan jeg selv har det, det var beskrevet spot-on”, siger Janni Brask Olsen der tilføjer:

”Samtidig vil jeg sige, at rigtig mange har bakket op, og det luner så utrolig meget når der kommer anerkendende skulderklap, specielt når selv hærdede lokale jernmænd og ekstremsportsudøvere giver en ’thumbs up’ med på vejen”.

Inspiration for andre

Janni Brask Olsen slutter med en positiv opsang og samtidig med en lille bøn:

”Jeg håber virkelig, at min historie vil være en inspirationskilde til andre der kæmper med kiloene, det kan godt lade sig gøre at komme dem til livs. Og specielt her i Halsnæs er der bare så mange smukke ruter man kan gå, bl.a. fra Hundested mod Kikhavn, videre mod Hyllingebjerg og Liseleje, det er så flot og berigende".

"Det eneste minus jeg kan få øje på er den irriterende mangel på offentlige toiletter langs stierne, det ville være så fint, hvis der lige blev opgraderet på det punkt”, slutter Janni Brask Olsen.

Synes du, at kommunen er der for dig?