

Se billedserie
Miljø- og planudvalget skal næste uge behandle et lokalplanforslag om en Burger King-restaurant med 'drive-thru' på Ildtornvej i Frederiksværk.
En bygherre har fremsendt forslaget til Halsnæs Kommune, og indtil videre har kommunens administration indstillet det til godkendelse, men anbefaler at der tages særlig stilling til en reklamesøjle eller pylon ved Hillerødvej og en særlig udstykningsmodel i forbindelse med byggeriet ved Maglehøj-bebyggelsen.
I dagsordenteksten fremgår det, at da restauranten vil være en destination, som også vil tiltrække gående fra området, skal lokalplanen også sikre gode forhold for fodgængere til og fra restauranten. Derfor anlægges der et fortov langs Ildtornvej på siden mod Karlsgavevej, hvor restauranten er tænkt placeret. Der anlægges også et overgang på Ildtornvej, som forbinder boligområdets stisystem med restauranten og busstoppestedet på Karlsgavevej.
Samtidig skal der ske en omlægning af Ildtornvej for at sikre gode parkeringsforhold og god afvikling af trafikken, da det forventes, at restauranten vil skabe øget biltrafik i området med ca. 350 boliger.
Der er stillet krav om 25 p-pladser til restaurantens gæster, godt 10 p-pladser mere, end normen foreskriver, og med hensyn til den særlige udstykningsmodel refererer det til nogle bestemmelser om, at der kun må reklameres på egen grund:
"For at overholde kommuneplanens principper om, at der kun reklameres på egen grund, har bygherre købt et areal i en stribe jord fra restaurantens placering til rundkørslen. Denne type udstykning kan danne præcedens og skabe mulighed for synlighed af reklameskilte langs hovedvejene i kommunen, da der kan være andre virksomheder i anden række fra hovedfærdselsårer, der køber kiler ud til vejene og opsætter skiltning. Pylonen opføres i samme størrelse/højde som pylon på McDonald's på den modsatte side af vejen," fremgår det af dagsordenteksten.
Der henvises til, at Vejdirektoratet har vurderet skiltets placering som uhensigtsmæssigt, da det kan forstyrre trafikken, men direktoratet er dog ikke myndighed, fordi skiltet ligger uden for vejbyggelinjen, og det er derfor op til lokalpolitikerne at tage stilling til udstykningsmodellen, som kan give mulighed for at reklamere ved større veje.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her