
Mens frygten for en opblussen af Corona-virus breder sig, kan det konstateres, at den store turistmængde og et væld af havefester ikke har rykket dramatisk ved smittetallene i det nordsjællandske kommuner de seneste tre uger.
Således har Halsnæs og Frederikssund kommuner ikke et eneste nyt smittetilfælde siden 13. juli, mens det samlede antal smittede i 11 nordsjællandske kommuner i samme periode er steget med 69. Flest nye tilfælde har der været i Helsingør (14), Rudersdal (13) og Egedal (12). Præcis de tre kommuner, der har de højeste antal smittede i Nordsjælland.
Sommerhuskommunen Halsnæs er gået helt fri for nye tilfælde på trods af at hele 1800 borgere er blevet testet siden starten af juli.
- Det er glædeligt, Især set i lyset af at så mange er testet, men vi ved alle at der formentlig venter en fase to, så udover at rose Halsnæs-borgerne er mit råd, at man fortsat skal passe på sig selv og hinanden, siger borgmester Steffen Jensen (S).
Det samlede antal Halsnæs-borgere med konstateret COVID-19 har siden uge 28, hvor en enkelt ny kom til, ligget på 69.
I alt er der pr. 5. august optalt 1579 smittetilfælde i de nordsjællandske kommuner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her