6. maj 2021
Tirsdag 27. april var der demonstration i Skjoldborgparken, Frederiksværk, mod hjemsendelsen af syriske flygtninge. Blandt deltagerne var Jeanette Munksbøl, tidligere ansat i asylcentret i Auderød.
Tirsdag 27. april var der demonstration i Skjoldborgparken, Frederiksværk, mod hjemsendelsen af syriske flygtninge. Blandt deltagerne var Jeanette Munksbøl, tidligere ansat i asylcentret i Auderød.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Bum! Lær dansk! Så går det dig godt!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Bum! Lær dansk! Så går det dig godt!
Halsnæs - 29. april 2021 kl. 14:59
Af Jeanette Munksbøl, Tollerupvej, Melby

Demonstration mod hjemsendelse af vores syriske venner!

arrow Læs også: Stort fremmøde til protest mod hjemsendelser: - Det var bevægende

Udendørs fællesspisning i bobler i tirsdags i Skjoldborg Parken i Halsnæs Kommune!

'Kringsat af Fjender' gennem mundbind, iskolde rumper og tændte fakler!

Et par taler, varm kaffe og fællesskab!

Demokrati, kalder vi det!
Det er vi mange, der bakker op om her i landet, og det er ret ufarligt.

Der er endda eksempler på, at man kan få politibeskyttelse, hvis det, man siger, er tilstrækkelig rabiat og uforskammet.

Sådan er det her hos os!
Vi er fredelige folk!

Dybest set var det netop sådan, først ægypterne og siden syrerne gerne ville ha det!

Demokrati! Bare det!
Fredeligt at kunne stemme sig til politiske forandringer!
Retssikkerhed!
Ytringsfrihed!
Den slags!

De troede så meget på det, på folkets fredelige revolution, på fakler, bannere og slagord - at det gik galt!

Alle de glade og håbefulde mennesker med deres fakler og syriske forår og demokratifantasier fik pisset Asad så meget af, at han systematisk begyndte at slagte sin egen befolkning!

Godt hjulpet af Putins gamle slangetanks, som ville kunne smadre Nørregade i ét hug, og som ikke skelner mellem civile og soldater, børn eller voksne.

De tar det hele med!
Og det var meningen!
At tryne folket!

Det vidste vi ikke meget om i Danmark i starten!

Heller ikke i Center Auderød havde vi forestillet os forbrydelsens omfang!

Ikke før de kom!
De unge kvinder med deres børn!

Manden, med sin søsters treårige på armen, som ikke havde hørt fra barnets mor, siden han så hende blive fængslet af græske grænsevagter.

Hun sad med mor og far i buldermørke og rystede i husets kælder i en uge, mens tøndebomberne rystede bygningen og gaden og byen.

Nu var hun holdt op med at tale, og blikket var tomt.

Men mødrene begyndte at tale - om fængslerne! Torturen! Voldtægterne! Undertrykkelsen!

Uforudsigeligheden!
Om Asadstyrets tvangsrekruttering af helt unge mænd.

Om, hvad der skete dem og deres familier, når de nægtede at skyde på deres eget folk og slagte civile, bombe hospitaler og lægge skoler i ruiner.

De fortalte om børnenes mareridt - og om deres egne!

Om rædslen ved at flygte alene med et barn op gennem et Europa gennemsyret af korrupte menneskesmuglere og brutale grænsevagter.
Om frygten for aldrig at blive genforenet med sit barns far eller sine andre børn.

Så kom bølgen!
Millioner af syrere presset på flugt!

Helt almindelige mennesker som jyder, amargensere, fynboer, sønderjyder, københavnere - mennesker som os selv!

Mennesker som os!
Som havde et liv!

Familie, venner,
uddannelser,
job, karriere,
hus og bil.

Millioner af internt fordrevne, millioner strandet i trøstesløse flygtningelejre i Libanon!

En del faldt bare i vandet og kom aldrig op.

Og nogle millioner begyndte bare at gå! En traumatiseret hær af angst og tvivl og sorg og håb og håbløs fortvivlelse!

Andre mødre og fædre kom!
Børn kom!
Skyllet op på strandene på Lesbos og videre gennem Europa.

De mødre som nu kom, sad ikke længere stilfærdigt og fortalte.

De faldt i stedet sammen i vores arme, når vi spurgte, hvor de kom fra.

De fik det ikke over deres læber!
Kunne ikke nævne byen!
Aleppo!

De unge mænd kom!
Alene!
Flygtet fra militæret!

Det blev en tsunami!

Nogle få kom til Halsnæs den jul! Julen 2014.

Deres sag var færdigbehandlet, og de fik tilkendt ophold i Danmark.

De mødte op på rådhuset, som de fik besked på.

Allerede på dag ét på første møde med kommunen blev kontrakten lagt foran dem med kuglepennen klar.

Værsgo!
Skriv her!
På den stiplede linje!

Og de skrev under på det stavnsbindende boligindskud til en lejlighed, de ikke havde valgt og der sad de så uden gardiner eller tv i vintermørket og kendte ikke et øje!

Fra krig og skrig og bomber og kaos og menneskemasser til BUM!

Alene i Halsnæs! I Danmark!
Vintersorte vinduer og værsgo!
Her er 1000 kroner til mad til de næste to uger inkl. jul og nyår!

Ring hvis der er noget, kontoret er lukket pga juleferie.
Vi ses til januar, og Netto er dén vej!

BUM! Alene!
I verden!
Uden gardiner i Danmark i december!

Du kan ikke se ud!
De andre kan se ind! Kan se dig!
Dig som er ny og alene og fremmed!

BUM!

Så kom skemaerne fra US!
Man fik næsten følelsen af bevidste chikanerier.
Der var trods alt lovhjemmel til at søge familiesammenføring.

Kone og børn, gamle forældre!
De længe savnede!

Børnene havde været for små og de gamle for gamle til en usikker, fysisk og psykisk stroppetur gennem Europa.

Nu burde de så være home safe i det lille smukke og demokratiske Danmark med det kristne værdigrundlag og menneskesyn!

Men nej!
Alt mens bombningerne og drabene og terrorren tog til i Syrien, Aleppo var uden mad, vand, varme, lys og sanitet og snipere styrede gaderne - så lukkede vores daværende regering for det varme vand. Vi sikrede os! Integration med indbygget katapult!

Utallige musefælder - ikke i lejlighederne, men i lovgivningen og juristeriet omkring familiesammenføringsformularerne.
Det er et langt ord - og det blev en lang vinter!

Selve blanketten var på over 40 sider - og var på dansk!

Var der fejl eller unøjagtigheder i oplysningen om hvornår ens bror var blevet gift med sin første kone og hvilken by svigerinden kom fra, eller et a for meget i ens morbrors navn så var det en ommer!

Forfra, mens uret tikkede, og bomberne regnede ned over Syrien.

Rundt omkring gik frivilligdanmark i gang. Pensionerede overlærere, cand.mag'er og os helt almindelige retfærdighedshungrende sjæle.

Der blev suttet på blyanter i lektiecaféerne, på biblioteker, på sprogskolerne og i hjemmene!

Også vi danske var udfordret af de uigennemskuelige og ufremkommelige skemaer - og vi talte endda dansk!
Vi tog os til hovedet, støttede og hjalp og forklarede og udfyldte, hvor vi kunne!

Også vi oplevede, at der var langt til US!
Ikke bare i kilometer herfra og til København.
Det var sagsgangen, der var belastende.

Syrerne fik ikke ingen oplysninger når de ringede derind, allerede udfyldte og indleverede skemaer og sagsmapper blev væk, ingen kunne sige, hvor sagen var eller landet lå, og alene at skaffe de krævede dokumenter - eksamensbeviser, fødselsattester, ægteskabserklæringer - på en hel familie, i et land som var brudt sammen, og at efterlade spor til de myndigheder, man var på flugt fra.

Just think about it!

Så kom koner og børn!

Ikke automatisk, for økonomien skulle jo også på plads og rejsen betales. Og familien skulle nå frem til den rigtige afgang, det rigtige sted. Det var et puslespil!

Og mens mødrene havde kæmpet for sig selv og børnene ude i verden, kæmpede fædrene for at lære de nye spilleregler her!

Mens traumerne stod i kø, gjorde de, hvad der skulle til!

Tilegnede sig sproget, mødte op til samtaler med os i kommunen, flyttede kasser på lageret i Bilka eller Coop, som nærmest var den eneste mulige praktik for en flygtning i Danmark!

Også selvom man kunne dokumentere en bachelor i filosofi, en lang karriere indenfor handel eller havde haft eget autoværksted i Damaskus.
Det var en del af integreringen, sagde de på kommunen.

Og i Bilka!
Selvom man, som den eneste af medarbejderne, ikke blev inviteret med til den fælles julefrokost og dog var pålagt at bære nissehue på lageret i december.

De gjorde alt, hvad der stod i deres magt, fædrene!
De smilede, takkede og bukkede og knoklede og holdt sammen på sig selv og hinanden og var venlige og fremkommelige og sparsommelige!
De lavede mad til sig selv og hinanden og inviterede danskere hjem og øvede deres danske og forsøgte at genskabe et hjem, mens de ventede!

Og så kom familien!
Fædrene var lykkelige!

Der var helt nye babyer, født undervejs, der var tumlinger og teenagere og næsten voksne børn!

Fædrene viste vejen, og børnene kom i skole og var søde og lærevillige og viste respekt for de voksne, for traditionerne, og gjorde, hvad der blev sagt!

De fik kammerater!
Nye danske venner i stedet for dem, de havde mistet!
De venner, som nu var andre steder i verden, enten på flugt eller døde.

Her, i det lille rare land med det fine røde flag, var der trygt at være!

De tog det til sig!
Lærte sproget!
Sangene!

De store læste lektier med de små og selvom de på CNN og andre udenlandske kanaler kunne se bomberne falde og deres land i flammer og altid frygtede for nogle kæres liv, så blev de trygge her!

Faldt til ro!
De tog os til sig!
Os, det smilende, fredelige folk!
Demokratiets og ytringsfrihedens forkæmpere og opretholdere!

De fik tillid igen!
Fik troen tilbage!

Mødrene passede sprogskolen og Bilka og bagte kage til børnehaven og medbragte altid retter til forældrearrangementer.

Sammen overvandt de de første svære måneder efter adskillelsen.
Snart kunne mødrene også dansk!

Krigens dæmoner blev mindre invaliderende, selvom savnet og sorgen over det tabte altid var der!

Taknemligheden var dog større!
Ønsket om at bidrage med noget til det nye land!
At uddanne sig her!
Være gode medborgere!
Få det bedste ud af livet og gi taknemlige indstilling videre til børnene.

Og de voksede, børnene!
Blev dygtige i skolen!
Var holdt til ilden!
Velopdragne!
Sagde tak!

De trivedes!
Kom i gymnasiet!
På universitetet!

Lagde planer og var trygge!

Blev nærmest danske!
Fik kærester!

Glemte gradvis dage og nætter i mørke kældre med lyden af flyene, hvislen af bomber og granater, huset der rystede, skrigene og de vilde hunde i gaden og folk, som forsvandt og de voksne, som også var bange!

De fik ro på!
Alle sammen!
De så fremad og bidrog og sagde af hjertet tak!

Så viste det fredelige folk sine kløer!
Gæstfriheden havde sin grænse!

Vi sir tak men nej tak!
Tak for denne gang og må det gå jer godt!

Bussen kører ikke videre, og I rykker tilbage til start!
Syrien er dén vej og vi ønsker jer en god rejse!

Husk at lukkedøren efter jer, når I går!

BUM! BUM!

arrow Støtte til udvisningstruede syrere
26. april 2021 kl. 16:34 Opdateret: kl. 09:34
Planlægger du at holde den kommende sommerferie uden for Danmarks grænser?