1. december 2020
Borgmester Steffen Jensen opfordrer nu alle forældre til at bære mundbind i kommunens dagtilbud og skoler. 

Foto: Allan Nørregaard
Borgmester Steffen Jensen opfordrer nu alle forældre til at bære mundbind i kommunens dagtilbud og skoler. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Borgmester med klar opfordring: Brug mundbind, når du henter dit barn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Borgmester med klar opfordring: Brug mundbind, når du henter dit barn
Halsnæs - 19. november 2020 kl. 10:41
Af Kasper Daugbjerg Dønbo

Hvis du er forælder til et barn, som går i dagtilbud eller skole i Halsnæs Kommune, så bør du finde et mundbind frem, når du fremover træder ind af døren for at hente eller aflevere dit barn. Sådan lyder opfordringen fra borgmester Steffen Jensen(S) i et brev, som torsdag bliver sendt ud til forældrene via skolernes og dagtilbuddenes platforme. Det sker for at beskytte de kommunale medarbejdere og for at holde smitten for døren.

»Derfor har jeg med byrådets opbakning besluttet stærkt at opfordre alle forældre, der har mulighed for det, at bære mundbind eller visir indendørs på vores skoler og i vores dagtilbud. Formålet er ikke bare at beskytte vores medarbejdere mest muligt, men også at undgå at bringe smitte ind, som kunne være undgået ved brug af mundbind.

Jeg håber, I vil bakke op om det, og takker for jeres samarbejde«, skriver borgmesteren i brevet, som Frederiksborg Amts Avis har set.

Gav ikke mening

Halsnæs Kommune har indtil nu fulgt myndighedernes retningslinjer stringent. Det betyder, at der i princippet skal bæres mundbind alle steder, hvor der er offentlig adgang, for eksempel i Borgerservice, på biblioteker og idrætsforeninger. En af undtagelserne har været for forældre, der opholder sig på skoler og i dagtilbud, når de skal hente og bringe børn. Selvom myndighederne ikke har givet retningslinjer for brug af mundbind på området, så er der politisk opbakning til, at kommunen nu selv tager det skridt.

»For at mindske risikoen for, at der bliver bragt smitte ind på vores skoler og i vores dagtilbud, har det i nogen tid været sådan, at gæster har skulle bære mundbind eller lignende indendørs. Forældre har dog været undtaget, hvilket blandt andet har medført en hel del usikkerhed hos vores medarbejdere, der naturligvis er bekymrede for, om de bliver udsat for en unødig smitterisiko. Og når de beder mig forklare, hvorfor man skal bære mundbind på biblioteker, i sportsklubber og i supermarkeder men ikke i vores skoler og dagtilbud, må jeg ærligt indrømme, at jeg kommer til kort. For jeg kan ikke finde en god forklaring«, skriver Steffen Jensen.

Forventer hård vinter

Halsnæs Kommune undgik længe stor smittespredning, men har indenfor de seneste uger - ligesom resten af landet - konstateret, at smittetallet stiger. En klasse på Frederiksværk Gymnasium og flere klasser på Hundested og Frederiksværk Skole er fornylig sendt hjem på grund af smitte. Det samme gør sig i følge Halsnæs Avis gældende med tre vuggestuegrupper i Frederiksværk Børnehus.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at Halsnæs indenfor de seneste syv dage haft 13 bekræftede tilfælde af coronavirus. Det betyder, at såkaldte incidenstal - antallet af smittede per 100.000 indbyggere - lander på 41,5, dobbelt så højt som myndighedernes bekymringsgrænse på 20, men markant lavere end landets hårdest ramte kommuner.

Borgmesteren forventer dog, at smittetallene vil stige yderligere.

»Vi står over for en vinter, hvor Corona-smitten formentlig kommer til at stige. Særligt hvis vi er uforsigtige i den kommende tid og undlader at overholde Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

I Halsnæs Kommune har vi hidtil ligget i den lave ende, når man ser på antallet af smittede. Det skyldes ikke mindst, at borgerne har været ansvarlige og fulgt anbefalingerne. Det er flot. Men vi begynder nu at se, at smitten stiger og breder sig. Bl.a. i vores skoler og dagtilbud, hvor en smittet voksen eller et smittet barn hurtigt kan føre til, at mange må sendes hjem«, skriver Steffen Jensen.

Det er frivilligt og gratis for den enkelte, når Danmark - formentlig snart - begynder at vaccinere befolkningen mod covid-19. Vil du vælge at blive vaccineret?