
Et forsøg på at lave en hjemmelavet, fjernbetjent bombe og et hjemmelavet skydevåben kommer nu til at koste 31-årig Jesper Rosendahl Gregersen fra Hundested tre års fængsel. Det slog dommer Karsten Rifbjerg Erichsen fast i Retten i Hillerød tirsdag.
- Thi kendes for Ret. Jesper Rosendahl Gregersen straffes med fængsel i tre år, sagde dommeren og kategoriserede de to forsøg på våben- og bombefremstilling som særligt skærpende omstændigheder i sig selv.
Retten frikendte dog manden for sagens tredje forhold, om at han ville bringe den til sprængning på et ukendt tidspunkt og sted. Det fandt retten ikke var bevist.
- Vi ser det klart som en sejr, at retten har valgt at frifinde ham for sagens »farligste del« om at ville bringe en bombe til sprængning. Der er tale om en mand, der har siddet og »dimset« og lavet drengestreger derhjemme, og gjort det lidt for meget. Men der har ingen intentioner været om at sprænge noget i luften, siger forsvarsadvokat Rasmus Sølberg.
Med dommen blev der sat punktum for en sag, der tog sin begyndelse, da Nordsjællands Politi fik et opkald fra den dømtes mor i marts sidste år. Hun var bekymret for, at han ville gøre skade på sig selv.
Da politiet ransagede lejligheden, fandt de dog ikke den 31-årige mand, men et stuebord fyldt med værktøj og mistænkelige komponenter. På hoveddøren og væggene hang tydelige forbindelser til den højreradikale organisation Nordisk Modstandsbevægelse, og det samlede billede fik politiets alarmklokker til at ringe.
I løbet af fire retsdage og i den afsluttende procedure har Jesper Holm, anklager fra Nordsjællands Politi, fremført, at den tiltalte i følge anklagemyndighedens opfattelse ville konstruere en hjemmelavet bombe af en garageportsåbner, krudt, glødetråd, ledninger og en fjernbetjening samt et hjemmelavet skydevåben. Komponenter til begge dele blev fundet i lejligheden.
Den 31-årige har i følge anklageren to måneder inden sin anholdelse foretaget adskillige søgninger på internettet på våben- og bomberelaterede ting, skaffet materialer og elektroniske komponenter og samlet et funktionsdygtigt elektronisk kredsløb, der var egnet til at fungerer som fjernbetjent bombe, når det blev sat sammen med sprængstof. Han har desuden efterladt sig et afskedsbrev i en notesbog.
- Han har søgt på opskrifter til våben og bomber, skrevet det ned på papir og igangsat fremstillingen ved at indkøbe ting og teste, lime og lodde, så han kun manglede få ting for at have fuldt funktionsdygtige våben. Han havde den fornødne hensigt til at lave det her, og det er kun fordi, politiet lidt tilfældigt bragede ind og fandt remedierne, at han ikke nåede at blive færdig med at lave dem, siger Jesper Holm.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her