
Politiet tændte fredag aften sirenerne i Frederiksværk, men der gik kun 40 minutter - så begyndte politiet at løsne grebet om de dele af Frederiksværk, der var afspærret.
En brand i skrotaffald på havnen i Frederiksværk blev opdaget ved 17.30-tiden, og det aktiverede en særlig plan, som Nordsjællands Politi og Frederiksborg Brand & Redning har liggende til sådanne situationer. Det forklarer vagtchef Søren Bjørnestad, Nordsjællands Politi, til Frederiksborg Amts Avis.
- Vi ved endnu ikke, hvad det skrotaffald består af, men det røg som ind i helvede, og vi kunne se, at det drev ind over Frederiksværk. Byen ligger ud til fjorden omgivet af nogle bløde bakker, så røgen kunne rigtigt lægge sig. Alt røg er farlig, men noget røg er mere farligt, og derfor lavede vi sirenevarslet og bad folk om at gå indendøre.
Varslet kom klokken 19.34, hvor det gik til danske medier og kunne læses på hjemmesiden med beredskabs meddelelser. På det tidspunkt var dele af Frederiksværk afspærret, så bilister ikke kunne køre ind i byen. Politiets patruljer var rundt på de større steder som gymnasiet og Nordcentret for at sikre, at ventilationsanlæggene var slukkede, så røgen ikke blev trukket ind i bygningerne, fortæller Søren Bjørnestad. Busser, hjemmepleje og togene måtte også holde sig ude af området.
- En familie tæt på brandstedet blev evakueret. Branden kom ret hurtigt under kontrol, og jeg kan se, at klokken 20.14 besluttede vores indsatsleder i samarbejde med beredskabet af ophæve nogle af afspærringerne og definere et nyt og mindre fareområde, forklarer Søren Bjørnestad og tilføjer, at den beslutning var afhængig af mange faktorer - herunder de seneste vejrprognoser fra DMI.
- Afvarslingen kom klokken 23.14. Vi har en helt fast procedure for, hvad vi går i en sådan situation, så egentlig er det bare at følge den plan, med mindre der sker noget ekstraordinært undervejs. Det skete ikke, men derfor er der alligevel en udfordring i at vurdere, hvornår vi skal afvarsle - for det handler jo om borgernes sikkerhed, siger Søren Bjørnestad.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her