For nylig var der penge fra LAG-midlerne til spiritusproduktion på Hundested havn og en nyb iscafé i Frederiksværk, men allerede den 22. marts er der en ny ansøgningsfrist fra LAG Halsnæs-Gribskov.
- Vi blev som lokal aktionsgruppe (LAG) valgt i 2014 for at sikre fordeling af midler fra EU´s Landdistriktsprogram og Hav- og Fiskeriudviklingsprogram i perioden 2014-2020, og den tid er jo gået. Men vi fortsætter som LAG indtil EU´s nye Landdistriktsprogram er på plads, og det kommer nok til at tage to år... Brexit-forhandlingerne har sat sine spor. Vi tog derfor hul på 2021 LAG-midlerne i januar, siger Peter Plant, formand for LAG Halsnæs-Gribskov.
Mens LAG-midler kører videre er de såkaldt FLAG-midler, som handler om fiskeri m.v., afsluttet. De kan dog genopstå i forbindelse med et nyt Hav- og Fiskeriudviklingsprogram for 2021-2027.
- Vi håber at kunne præsentere en ny FLAG bestyrelse og en ny strategi i løbet af efteråret, så der kan deles midler ud fra 1. januar 2022. Vi ved endnu ikke, om vi vil få FLAG midler i både Gribskov og Halsnæs kommuner, forhandlingerne er sat i søen, og vi håber at de ikke strander, siger Peter Plant.
LAG Halsnæs-Gribskov har en bestyrelse på 14 medlemmer, der repræsenterer områderne bredt med lokale foreninger, erhvervslivet og borgere, og fire bestyrelsesmedlemmer fra det politiske niveau i de to kommuner.
- LAG midlerne i 2021 lægger vægt på at projekter er grønne og bæredygtige. Og så skal de leve op til strategien om at skabe arbejdspladser, turisme og det gode liv - de tre Bér: beskæftigelse, besøg og bosætning. Da vi har endnu ikke har støttet projekter som skaber flere muligheder for overnatning vil der blive lagt vægt på denne type projekter, og intelligent infrastruktur er også et emne, vi gerne forfølger, fortæller Peter Plant.
Kommende projektholdere kan tilmelde sig et individuelt sparringsmøde, hvor man kan få sin projektidé prøvet af. Der er sparringsmøder i både Halsnæs og Gribskov kommune: Mandag den 1. marts kl. 16-18 på Dyssekilde Station, Stationsvej 1, Torup, 3390 Hundested. Tirsdag den 2. marts kl. 16-18 i Glashulen ved Biblioteket, Skolegade 43, 3200 Helsinge.
Man kan booke tid til et sparringsmøde på info@lag-halsnaes-gribskov.dk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her