9. august 2020
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Mistænkeliggjort som butikstyv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Mistænkeliggjort som butikstyv

Af Asta Bundgaard, Fjordvej 33, Hundested

Halsnæs Avis - 15. juli 2020 kl. 15:03
Af Asta Bundgaard, Fjordvej 33, Hundested
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

DEBAT Så har jeg oplevet det med!

Søndag aften ved 20-tiden var jeg i Meny for at handle nogle få ting. Da jeg stod ved kølemontren med min kurv, kom der en ung ansat hen til mig og sagde (meget høfligt), at jeg ikke måtte have min taske med ind i butikken. Den skulle afleveres oppe ved indgangen (postindleveringen formoder jeg).

Han beklagede meget, men fulgte jo bare ordre.

Jeg sagde, at hvis det var tilfældet, var det sidste gang jeg handlede i Meny.

Jeg kan forstå, at man låser sin taske inde i en boks på forskellige museer og kunstudstillinger, men at tasken skal afleveres, fordi man skal købe en kurvfuld varer - så er bunden nået.

En indkøbstur kan så foregå på følgende måde: Først står man i kø for at aflevere tasken. Når man har samlet sine varer, står man i kø for at betale. Varerne ligger så der, mens man igen står i kø for at få udleveret sin taske og kan gå tilbage til kassen og få samlet sine varer ned i den famøse taske og bare håbe på, at alle varerne stadig er der.

Plastikposer køber jeg aldrig, men måske tjener købmanden på at sælge dem?

Kære unge mand, du gjorde det meget fint og høfligt - men din arbejdsgiver gør det dårligere end dårligt.

Som sagt, jeg kommer der aldrig mere, for købmanden ser mig åbenbart ikke som en kunde, men som en potentiel butikstyv.

Men ellers skal vi handle lokalt og støtte vores forretninger!!!

SVAR Allan Hansen, købmand, svarer:

Hej Asta. Jeg vil starte med at sige at jeg ikke ser alle som kunder som potentielle butikstyve, men når jeg årligt har tyveri i min forretning for omkring 750.000 kroner, er jeg jo nødt til at reagere på dette.

Vi oplever desværre meget ofte, at disse tyverier er i tasker, rygsække og lignende, derfor har vi for flere år siden både opsat skilte ved indgangen, der gør opmærksom på, at der ikke må medtages tasker i butikken, og oplært personalt i at bede folk pænt og høfligt om at sætte deres taske eller rygsæk i kiosken. Både for jeres skyld, så I som kunder ikke bliver mistænkeliggjort for tyveri, men ligeså meget for at vi som forening ikke mister alt for mange penge på butikstyve.

Dette gør mange kunder allerede i dag uden de store udfordringer. Uden at de står i kø flere steder som i dit eksempel.

Jeg ved godt, at hver gang der kommer en regel for at undgå tyveri går det også ud over en masse 'uskyldige', men reglen gælder alle, da jeg og mit personale ikke har til opgave at dømme, hvem der må og hvem der ikke må have tasker med ind.

Jeg håber naturligvis, at du fortsat vil handle i butikken, da jeg naturligvis også er tilhænger af at handle lokalt.

Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at man bruger mundbind i myldretiden: Synes du det er en god idé?