20. februar 2020
Lokale borgere og virksomheder støtter Oliver Wendt og hans vej mod Europa Tour'en via 'crowdfunding'.
Lokale borgere og virksomheder støtter Oliver Wendt og hans vej mod Europa Tour'en via 'crowdfunding'.
Foto: Thomas Quvang
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 'Crowdfunding' er vejen frem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

'Crowdfunding' er vejen frem

Halsnæs-borgere hjælper Oliver Wendt i gang med professionel golf karriere

Halsnæs Avis - 12. februar 2020 kl. 11:42
Af Thomas Quvang
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For den 22-årige golfspiller Oliver Wendt fra Asserbo Golf Club er målet klart - at blive en etableret del af den eksklusive Europa Tour, som er nødvendigt for at kunne leve af golfsporten.

Vejen dertil kræver en enorm træningsindsats, men selv for de største talenter, hersker der i golfsporten en stor barriere for at blive en del af det etablerede selskab, da økonomiske udgifter forbundet med stor rejseaktivitet får mange unge golftalenters drømme til at briste.

Præmieindtægter returneres

I et forsøg på at hjælpe det lokale Halsnæs-talent mod den europæiske golfelite, indgår en række lokale borgere og virksomheder nu i et nyt ’crowdfunding’-koncept, hvorigennem Oliver støttes økonomisk mod, at alle de præmieindtægter, han tjener i en årrække, returneres til de investorer, som var med fra starten af hans karriere.

Dette spændende projekt blev præsenteret tirsdag aften i Asserbo Golf Club, hvor hovedpersonen Oliver Wendt fortalte en bred forsamling af gæster om planer, forventninger og forhåbninger for de kommende sæsoner.

Oliver Wendt kunne løfte sløret for, at allerede nu har mere end 60 privatpersoner og lokale virksomheder støttet op om projektet og ifølge crowdfunding-sitet www.fundarookie.com har støttebeløbet rundet de 225.000 kroner. Et beløb der er over halvvejs mod et 'finansieringsmål' der kan holde Oliver Wendt 'kørende' de næste tre sæsoner.

Al energi på golf

"Det er fantastisk, at mærke den enorme opbakning, som særligt golfinteresserede i og omkring Asserbo Golf Club viser", lyder det fra Oliver Wendt som fortsætter:

"Mange af støtterne kender jeg fra golfklubben, men at de også bruger deres eget netværk til at finde støtte til mig, er meget overvældende. Med Halsnæs i ryggen kan jeg fokusere al min energi på at nå Europa Tour'en".

Ønsker man at blive en del af Oliver Wendts golfrejse, så er det en god idé at rykke hurtigt. Som nævnt er finansieringen over halvvejs.

Informationer om projektet kan tilgås på www.fundarookie.com. Her oplyses der ligeledes om flere fordele ved at støtte Oliver Wendt, heriblandt årlige 'Clinics' samt en årlig investor-turnering i Asserbo i sensommeren med spændende præmier.

Afsted mod Spanien

Som skrevet var det tirsdag aften Oliver Wendt præsenterede planerne for de kommende tre sæsoner, og allerede onsdag blev kursen sat mod Spanien, hvor årets første turnering, Lumine Hills Open spilles syd for Barcelona.

Herefter kommer turneringerne i en lind strøm hen over foråret, bl.a. kvalifikation til Europa Tour turneringen Made in Denmark samt på den anden side af Øresund, Barsebäck.

Det er planen at Oliver Wendt skal spille syv turneringer pr kalenderhalvår, men der kan 'puttes' flere turneringer i kalenderen undervejs.

Utraditionel måde

Og imens Oliver Wendt spiller golf rundt i Europa, kan investorerne følge med hjemmefra - jo flere præmiepenge, jo større afkast.

En utraditionel måde at starte en professionel karriere op på, det bliver spændende at følge det unge talent fra Asserbo Golf Club.