24. juli 2021
To politikere fra Nyt Gribskov, Pernille Søndergaard og Jesper Behrensdorff, gav en hånd med, da der blev vist fodboldkamp på banktorvet i Helsinge. Nu bliver Pernille Søndergaard beskyldt for at have givet arrangøren særbehandling.
To politikere fra Nyt Gribskov, Pernille Søndergaard og Jesper Behrensdorff, gav en hånd med, da der blev vist fodboldkamp på banktorvet i Helsinge. Nu bliver Pernille Søndergaard beskyldt for at have givet arrangøren særbehandling.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Virak om EM-arrangement: Politiker beskyldt for særbehandling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Virak om EM-arrangement: Politiker beskyldt for særbehandling
Gribskov - 19. juli 2021 kl. 04:00
Af Claus Johansen

Helsingeborgeren Trine Ravnborg knoklede løs og stablede på få dage et storskærmsarrangement op, så det var muligt at se semifinalekampen på en storskærm i Helsinge.

arrow Læs også: EM-fest: Byen samlede sig ved storskærmen

Mange var glade for arrangementet, og på torvet i Helsinge jublede 500 tilskuere, da Danmark efter få minutter scorede i EM-kampen mod England. Men glæden varede kort, og kampens kedelige resultat skuffede mange.

Efter kampen begyndte bølgerne også at gå højt mellem to byrådspolitikere.

I en lang Facebook-tråd beskyldte byrådsmedlemmet Brian Lyck Jørgensen (DF) nemlig Nyt Gribskovs Pernille Søndergaard, formand for udvalget Udvikling, by og land, for at have givet storskærmsarrangøren særbehandling, da der skulle søges om tilladelse til at vise fodboldkampen på torvet.

- Det er ikke rimeligt, at man kan springe over i køen. Selvfølgelig skulle det gå hurtigt, men byggesager skal jo også gå hurtigt. Storskærmen var et fint initiativ, men hvis jeg havde et hus i Gribskov og skulle bruge en tilbygning og fik at vide, at der var mange ugers ventetid, så kan borgerne jo ikke forstå det. Hvordan kan kommunen handle hurtigt i disse sager og ikke i andre, spørger Brian Lyck Jørgensen, da Frederiksborg Amts Avis ringer til ham.

Men arrangøren kunne jo ikke vente i ugevis. Så ville kampen jo for længst være spillet?

- Det skulle selvfølgelig gå hurtigt. Men så skulle Pernille Søndergaard ikke have lagt det offentligt op på Facebook, at arrangøren bare skulle skrive til hende. Jeg ville nok have valgt at skrive en privat besked, siger Brian Lyck Jørgensen.

»Det er ikke rimeligt«

Brian Lyck Jørgensen understreger, at han selv har måttet vente i ugevis på en tilladelse til et arrangement:

- Jeg har selv prøvet at søge om tilladelse til en pavillon på torvet i Gilleleje til et politisk arrangement. Der gik cirka tre uger, før vi fik tilladelsen, siger Brian Lyck Jørgensen.

Udvalgsformand Pernille Søndergaard afviser kritikken:

- Nu er det jo ikke mig som politiker, der giver tilladelse til events eller storskærme. Det er administrationen, der er myndigheden, og jeg har bare hjulpet arrangøren med at finde vej, siger hun.

Det håber jeg da, at alle politikere vil gøre. Trine Ravnborg startede det her storskærms-arrangement op, og det skal vi da støtte op omkring, som vi kan, siger Pernille Søndergaard.

Banktorvet i Helsinge var fyldt for nylig, da der blev spillet EM-semifinale mellem Danmark og England. Foto: Pernille Søndergaard

»Fortæl, hvad du vil«

Brian Lyck Jørgensen, nu har Pernille Søndergaard jo ikke behandlet sagen om storskærmen. Hun har hjulpet en arrangør til at få kontakt med den rigtige i kommunen. Er det urimeligt?

- På en måde er det måske lidt urimeligt. Vi har afsat en masse penge til at få sagsbehandlingstiden ned på byggesager. Så er det ikke rimeligt, at man kan springe over i køen. Det er, som om ventetiden ikke falder. Jeg håber ikke, at det er sådan, at man bare skal kontakte et udvalgsmedlem for at få sin sag hurtigere igennem, siger Brian Lyck Jørgensen.

På Facebook har Brian Lyck Jørgensen også luftet en undren over, om EM-arrangementet var politisk arrangeret, fordi Pernille Søndergaard sammen med partikollegaen fra Nyt Gribskov Jesper Behrensdorff stod i baren på et tidspunkt under arrangementet.

Pernille Søndergaard, var det et politisk arrangement?

- Nej, det var jo et helt åbent arrangement, og jeg vidste ikke, at der kom andre fra Nyt Gribskov. Så Brian Lyck kunne bare have mødt op, og han kunne jo også have valgt at hjælpe med oprydningen ligesom Mette Tolstrup, som samlede et rengøringshold og gjorde rent til klokken et om natten, siger Pernille Søndergaard.

Hun mener, at kritikken er udtryk for, at valgkampen er begyndt tidligt i år:

- Vi gider ikke deltage i infights om, hvad folk skal og ikke skal. Fortæl i stedet for, hvad du gerne vil. I Nyt Gribskov vil vi fortælle, hvad vores visioner er for Gribskov. Vi kommer ikke til at fortælle i valgkampen, hvad andre vil eller ikke vil.

Etiske retningslinjer

For nylig vedtog byrådet et sæt etiske spilleregler. Her fremgår det bl.a., at byrødderne skal behandle hinanden med gensidig respekt og ligeværd, og at de skal tale og skrive ordentligt til, om og med hinanden ved møder, uden for møder og på sociale medier.

I Facebook-diskussionen om storskærmsarrangementet fandt byrådsmedlem Tonny Nalepa Jensen (Nyt Gribskov) anledning til at henlede opmærksomheden på retningslinjerne.

Brian Lyck Jørgensen, du bliver kritiseret på Facebook for, at du ikke overholder de etiske retningslinjer, som byrådet netop har vedtaget?

- Der må jeg bare sige - som jeg også sagde i byrådssalen - at der er en grundlov, som fastsætter i skrift og tale, hvad man må sige. Nu vil man åbenbart begrænse byrådsmedlemmers ageren på Facebook. Det bekræfter bare mine bange anelser. Selvfølgelig skal vi ikke kalde hinanden for »dumme svin«, men jeg mener heller ikke, at jeg har brudt grundloven her, siger Brian Lyck Jørgensen.

Men du skal vel også overholde de etiske retningslinjer?

- Jeg skal følge de love, der gælder i landet - og så længe, jeg gør det, kan man ikke gøre noget. Jeg mener nu heller ikke, at jeg bryder nogen etiske retningslinjer her, siger Brian Lyck Jørgensen.

Fra Pernille Søndergaard lyder det, at hun er glad for, at byrådet har vedtaget et sæt etiske retningslinjer:

- Et flertal har sat en retning for, hvordan vi skal behandle hinanden. Det handler jo blandt andet om, at vi får tiltrukket nye kandidater. Det gør vi ikke, hvis niveauet bliver for lavt.

arrow I sidste øjeblik: Ildsjæl sikrer EM-storskærm
06. juli 2021 kl. 18:33 Opdateret: kl. 16:35
Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022