

Se billedserie
- Der er ingen tvivl om, at vi lægger stemmer til at sætte en bremse på det her. Vi skal ikke smadre så skønt et område.
Så klare faldt ordene tirsdag formiddag fra Martin Geertsen medlem af regionsrådet og Folketinget for Venstre.
Han sekunderes af sin partifælle, Randi Mondorf.
De to er tirsdag kørt til Tegners Museum og statuepark for at se området ved Villingebæk. Et stort område, som støder op til Tegners statuepark er i regionens kommende råstofplan peget på som et muligt graveområde. Der er med andre ord risiko eller mulighed for, at det fredede lyngområde »Rusland« bliver nabo til en grusgrav, hvortil der ifølge beregninger vil komme omkring 200 lastbiler på daglig basis.
Tegners statuepark er på tre sider omgivet af fredninger - det er på den fjerde side syd for området, at grusgraven kan blive en realitet.
Region Hovedstaden har tidligere fastslået, at tiden er kommet til, at der peges på områder, som man end ikke ville overveje for tyve år siden. Det stigende behov for råstoffer som grus og sten skyldes blandt andet store byggerier i hovedstaden. Metro, city-ring, boliger med mere.
- At lægge en grusgrav her vil være stik imod alle signaler også fra blå blok i forhold til naturen, siger Martin Geertsen denne formiddag - på toppen af det fredede Rusland, hvorfra man i givet fald vil få udkig til en stor grusgrav og arbejdet i den.
Der er møde i Regionsrådet tirsdag aften, og hverken Martin Geertsen eller Randi Mondorf tror på, at der kommer en grusgrav i området.
Det kan ende med, at området tages ud af en revideret råstofplan. Men også at det rykkere tættere på.
- I så fald tror jeg, Christiansborg vil interessere sig for det - mildt sagt, siger Martin Geertsen.
- Det skal jeg i hvert fald nok sørge for sker, i givet fald.
Udvinding af råstoffer er mere belejligt nogle steder end andre, konkluderer begge politikere.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
