
Hvordan kommer Venstres hold til at se ud frem mod kommunalvalget i 2021? Det spørgsmål kan endnu ikke besvares, men Venstres formand, Christina Lund, kan konstatere, at der trods en uge med medlemsnedgang efter Løkkes exit ikke er nogen af de nuværende byrådsmedlemmer, der har meddelt, at de ikke genopstiller - i hvert fald ikke lige nu.
- Jeg har daglig kontakt til vores nuværende byrådsmedlemmer. Bent (Hansen, red.) har meddelt, at han genopstiller. Ligeledes har Natasha. Der er ikke et eneste eksisterende byrådsmedlem, der har meddelt mig, at de IKKE genopstiller, men det ved vi naturligvis først til opstillingsmødet, siger Christina Lund.
Derudover har hun fået bekræftet, at én yderligere kandidat med sikkerhed stiller op, ligesom to øvrige personer er interesserede i at melde sig som kandidater.
Jeg vil p.t. ikke nævne nogle navne, men det kommer, lyder det fra Christina Lund.
Hun håber, at der vil komme yngre kandidater med på listen til næste kommunalvalg.
- Jeg håber meget, at vi kommer til at se nogle yngre kandidater på listen. Uanset om det så vil være i blå eller rød blok, vil det være dejligt med nogle unge friske øjne i byrådet. Vores opgave er også at skabe en så bred liste som muligt - i forhold til alder, køn, erhverv, geografi. Det er en proces, der er i gang nu og vil foregå frem til opstillingsmødet, siger hun.
Hvornår opstillingsmødet skal holdes, kan Christina Lund ikke give et præcist svar på for nuværende. Måske vil det foregå virtuelt.
- Normalt afholder vi det omkring foråret. Det er også planen, men grundet covid-19 skal vi finde en metode for, hvordan vi gør. Venstres Landsorganisation har nogle virtuelle muligheder, vi kan benytte os af, så man både kan tale og stemme. Denne metode vil blandt andet blive afprøvet på Venstres landsmøde, der allerede vil blive afholdt 24. januar, lyder det fra formanden.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her