
Hvis man som ældre ikke kan komme ud og være social under corona, vil Ramhuset nu - med støtte fra sundhedspulje og i samarbejde med biblioteket - forsøge at nå ud i stuerne
Når sårbare og ældre ikke har mulighed for at få oplevelser eller være sammen med andre mennesker under corona-pandemien, må man forsøge at inkludere dem i et fællesskab på anden vis. Det er tanken med et nyt initativ fra Ramhuset, der har søgt midler fra Gribskov Kommunes pulje "Sammen om sundhed og trivsel."
Og efter et besøg hos udvalget Ældre, social og sundhed, hvor de skulle pitche deres idé på ægte "Løvens Hule"-manér, har Ramhuset fået tildelt 50.000 kroner til at livestreame foredrag, hvor ældre kan følge med og samtidig stille spørgsmål undervejs.
- Vi havde et ønske om at begrænse ensomhed blandt ældre, der bor hjemme, og også blandt de ældre på plejehjem. Derfor søgte vi 50.000 kroner til at streame arrangementer og foredrag i Ramhuset, fortæller formand for Ramhuset, Lars Hybel.
Ramhuset har indgået et samarbejde med Helsinge Bibliotek, der har frivillige IT-ambassadører, som kan assistere med teknisk support, ligesom biblioteket også har en interesse i at livestreame foredrag og nå ud til en bredere kreds, fortæller Lars Hybel.
- Nu har vi dannet en projektgruppe med Flemming Colstrup, Jens Ole Andersen og jeg. Og vi har siden, vi fik midlerne, arbejdet på højtryk for at undersøge markedet for egnet udstyr.
- Sideløbende har vi kontaktet Ældresagen, IT-Universitetet, regionens sundhedssektor og en privat kommunikationsrådgiver - for at høste de erfaringer, de måtte ligge inde med. Vi har efterlyst frivillige til at deltage i forsøgsfasen her i efterår/vinter. Dels gennem nyhedsbreve til Ramhusets medlemmer. Dels gennem kontakt til Skovsminde Plejecenter i Græsted, som har sagt ja til at deltage den 24. november med en gruppe af deres beboere, fortæller Lars Hybel.
Projektet har nu haft premiere i forbindelse med et foredrag ved statsskovridder Jens Bjerregaard Christensen.
- Foredraget blev streamet til en lille gruppe. Premieren gik over al forventning, så nu er vi klar til næste livestreaming. Det bliver den 24. november, hvor tidligere programmedarbejder i Danmarks Radio, Carsten Wiedemann, holder foredrag om sine "40 år bag mikrofonen", fortæller Lars Hybel.
På sidelinjen står Pernille Dirchsen, frivilligkoordinator i Gribskov Kommune. Hun har stået for ansøgningsproceduren og vil gerne være behjælpelig i den videre proces, oplyser Lars Hybel.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her