

Se billedserie
Ornitologer strømmede til Heatherhill efter fundet af en sjælden fugl, som normalt holder til i Afrika
Fuglekiggeren Rasmus Strack vil sent glemme tirsdag den 27. oktober.
Om eftermiddagen blev han ringet op af sin ornitolog-kollega Lars Christiansen. Der var spottet en ekstremt sjælden 15 cm lang fugl i Heatherhill: En kaffersejler, som aldrig tidligere er set i Danmark.
Så tog pokker ved Rasmus Strack. Han hentede Sebastian Klein, og så kørte de ellers så hurtigt, som loven og bilen tillod, til Rågeleje.
- Det tog en times tid, og hele vejen, mens vi kørte derop, sad vi med spænding i maven. Vi var jo ikke 100 procent sikre og tænkte: Bare vi nu ser den. Det værste er jo, at de bæster har vinger, så de flytter sig, siger Rasmus Strack.
Men de var heldige.
- Da vi nåede til Heatherhill, smed vi bilen og løb ud til kysten, hvor der stod nogle stykker i forvejen. Og vi så den næsten med det samme. Det var en oven-ud-lykkefølelse. En voldsom lykkefølelse. Det er jo en fugl, som er en once in a lifetime-oplevelse, siger Rasmus Strack.
Det gjorde ikke oplevelsen mindre, at ornitologer fra Jylland ikke kunne nå over og se fuglen:
- En del af vores konkurrenter bor jo i Jylland, og det er jo også en del af fornøjelsen, at vi har kaffersejleren på listen, og det har de ikke, siger Rasmus Strack.
Kaffersejleren holder normalt til i Afrika - og så er der nogle få par i Sydspanien. Den ville normalt søge sydpå for at overvintre syd for Sahara, men er altså endt med at flyve den gale vej:
- Den er nok røget herop i nogle varme sydlige vinde. Den har jo været heldig, at der ikke er frost her, så der er masser af insekter i luften, så den kan overleve. Så længe der er mad, kan den klare sig, siger Rasmus Strack. Den lille fugl måler op til 37 cm mellem vingespidserne og kan blive 15,5 cm lang.
Den er aldrig tidligere set i Danmark, og i vores nabolande Danmark og Norge er den kun set én gang. Dagen efter udflugten i Heatherhill blev kaffersejleren kortvarigt set i Gilleleje.
Herefter er der ikke flere spor af fuglen, fortæller Rasmus Strack.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her