19. januar 2020
Masser af nissehueklædte badegæster fik en dukkert, da der var Gys og Gus i Tisvildeleje søndag. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Masser af nissehueklædte badegæster fik en dukkert, da der var Gys og Gus i Tisvildeleje søndag. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Se billeder: Mange fik koldt gys i regn og blæst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Se billeder: Mange fik koldt gys i regn og blæst
Opdateret 15. december 2019 kl. 18:27
Gribskov - 15. december 2019 kl. 16:45
Af Camilla Nissen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det er faktisk ikke nødvendigt at hoppe i vandet for at blive gennemblødt, da Tisvildeleje Vinterbadere for femte gang holder Gys og gus på Tisvildeleje Strand søndag formiddag.

Med andre ord er det både regnfuldt, koldt og blæsende - men det afholder ikke badeglade mennesker i massevis fra at strømme til stranden for at tage sig en dukkert og efterfølgende få varmen igen i de to vildtmarksbade eller saunaen på stranden. Der er også rig mulighed for at få lidt indvendig varme gennem den lokalt sponsorerede gløgg, kaffe, kakao - samt hjemmebagte småkager. Det bliver serveret under forblæste pavilloner, som skærmer en smule for regn og vind.

- Det væltede ind med mennesker, da vi åbnede. Der er nogle begejstrede naturmennesker, konstaterer Rikke Søgaard Berth, bestyrelsesmedlem og arrangør fra Tisvildeleje Vinterbadere, da klokken er lidt over 11, hvor arrangementet gik i gang.

Det er både en del af de 180 medlemmer, men også mange andre, der er mødt op for at få sig en kold dukkert. Og et af formålene er netop også at åbne op og vise, hvad vinterbadning er.

- Vi får stor opbakning fra lokalsamfundet, og det gør, at vi kan lave det hele på frivillig basis. Og så er det en måde at invitere flere ind i vinterbaderverdenen og prøve det af. Vi har også plads til lidt flere medlemmer, siger formand for Tisvildeleje Vinterbadere, Jens Ulrik Nielsen.

- Selvom det regner og blæser, er der kommet mange mennesker. Vi er hvert år mellem 150 og 250 mennesker. Sidste år var der måske lidt flere, da vejret var godt, siger Jens Ulrik Nielsen og fortæller, at vandet denne søndag er syv grader varmt.

80 til issvømning

Blandt dagens deltagere ses også flere issvømmere, som i begyndelsen af det nye år skal til det første DM i issvømning nogensinde, som Tisvildeleje Vinterbarere og Gilleleje Vintersvømmere sammen arrangerer på Gilleleje Havn den 18. og 19. januar.

- Der er allerede nu 80 tilmeldte til DM i issvømning. Så vi forventer, at der kommer mellem 100 og 150 deltagere. Mange fra Gilleleje er også begyndt at dyrke issvømning, så de møder op med tre hold og 12 deltagere. Og her fra Tisvildeleje kommer vi med cirka lige så mange deltagere, fortæller Søren Jakobsen fra Tisvildeleje Vinterbadere, der vil fungere som stævneleder under DM i issvømning.