21. september 2021
Cirkus Kanutski er på banen for 49. gang på Ridebanevej i Helsinge. Foto: Camilla Nissen
gallery icon

Se billedserie

Cirkus Kanutski er på banen for 49. gang på Ridebanevej i Helsinge. Foto: Camilla Nissen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Populær tradition er tilbage: Så mange lokale unge er med

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Populær tradition er tilbage: Så mange lokale unge er med
Gribskov - 03. august 2021 kl. 19:50
Af Camilla Nissen

De karakteristiske røde og gule campingvogne står linet op side om side på cirkuspladsen ved Ridebanevej. Og efter et års coronapause, er de i år igen blevet indtaget igen af forventningsfulde unge, der skal vise, hvad de dur til i det traditionsrige Cirkus Kanutski.

- De unge får lov at sove her fra i dag. Vi startede opbygningen af pladsen torsdag, og første øvedag var lørdag. Men det er nogle superseje børn, der går all in, siger Louise Frommelt fra Gribskov Ungdomsskole, da hun tager i mod i cirkusteltet, hvor prøverne er i fuld gang. Det er ungdomsskolen, som i næsten 50 år har stået for cirkusset, og i år er 110 unge, der er involveret i forestillingen, som skal opføres i weekenden.

Sidste års forestilling måtte aflyses som så meget andet på grund af corona, og i år har det heller ikke været givet, at de unge kunne mødes og øve cirkus og nyde hinandens selskab.

- Men her er de jo i deres egen boble, og vi har desuden tilbudt test, som mange har valgt at tage i mod. Derudover giver vi normalt mange kram til hinanden, men de unge har accepteret, at det er lidt anderledes i år, siger Louise Frommelt.

- Men det handler stadig om fællesskab, og at vi har det sjovt og hyggeligt. Det er en stor del af Cirkus Kanutski, siger hun, mens de unge gør sig klar til at øve årets startnummer.

Flere generationer

Kanutski har det med at få godt tag i folk, når de først én gang er trådt ind i manegen. Således har mange af de voksne frivillige selv deltaget i cirkus engang, og der er på den måde flere generationer, der har været en del af fællesskabet gennem årene. Også instruktør siden 2015, Thomas Lykke, har selv været med som deltager i sin ungdom.

Han glæder sig over, at man nu er klar til at vise en forestilling frem i weekenden, da det ikke har været uden slag undervejs at nå dertil.

Corona spændte ben

- Vi har skullet gennem mange slag i år, for da stykket skulle skrives, fik vi at vide, at der kun måtte være tre deltagere i manegen ad gangen på grund af coronarestriktioner. Det er svært, når man er cirka 100 artister, der gerne vil være med. Til at begynde med, blev det også meldt ud, at vi ikke måtte spille for publikum. Så blev det sat op til, at vi måtte være 10 på scenen - og så, for kun halvanden måned siden, blev det meldt ud, at alle restriktioner stort set ville være ophævet 1. august, siger instruktøren.

Men de mange skift undervejs har gjort årets cirkusforestilling til en alsidig og stærk en af slagsen, lyder det fra Thomas Lykke.

- Det bliver et godt miks af det hele i år, med både tryllenumre, fakirnumre, klovnenumre og meget andet, siger han.

En tidsboble

Han har også et bud på, hvordan Cirkus Kanutski har formået at overleve i et halvt århundrede, således at der næste år kan fejres 50 års jubilæum.

- Det er en tidsboble og den ultimative sommercamp. Der er en god portion af det sociale og samtidig laver man et produkt, så man kan vise noget frem bagefter. Det betyder rigtig meget. Børn kan udvikle sig her, og der er plads til alle. Ånden i Cirkus Kanutski er, at alle kan noget, siger Thomas Lykke.

Ud over forestillingen vil der som altid være mulighed for at deltage i nogle af "cirkus-aktiviteterne" på pladsen efter forestillingen. Der vil være flødebollekastemaskine, dåsekast, ansigtsmaling, lav din egen pandekage, kom og hils på artisterne, ballondyr, cirkusballoner mm. Cirkuskiosken er også åben med diverse lækkerier. Cirkus spiller fredag kl. 19, lørdag kl. 12.30, kl. 14.30, og kl. 16.30 og søndag kl. 12.30, kl. 14.30, og kl. 16.30 i uge 31. Man kan bestille billetter på www.kanutski.dk.

Der vil desuden være livestreaming lørdag kl. 16.30 og søndag kl. 14.30 på Cirkus Kanutskis Facebookside.

Synes du, at kommunen er der for dig?