

Se billedserie
En 16-årig kvinde fra Brøndby er blevet sigtet for falsk anmeldelse om en voldtægt i Vejby.
Politiet rykkede sidste torsdag talkstærkt ud til markerne bag ved Loppe-stalden på Tisvildevej.
Her holdt toget blandt andet stille i flere timer, mens politiets teknikere med hunde lavede en grundig undersøgelse af området. Politiet fortalte, at de efterforskede en sædelighedsforbrydelse, men fortalte efterfølgende, at 'der ikke var noget om forholdet'. Men sagen stopper altså ikke dér.
I stedet er den 16-årige pige nu blevet sigtet for falsk anmeldelse.
Kvinden havde været til fest i Holløse og anmeldte, at hun var blevet voldtaget på vej hjem.
- Den unge kvinde anmeldte i sidste uge, at hun var blevet voldtaget på en mark, da hun var på vej hjem fra en fest i Holløse. Anmeldelsen medførte, at et område mellem Vejby og Tisvilde blev undersøgt af politiets teknikere og hunde, ligesom kvinden blev kørt til undersøgelse på Center for Voldtægtsofre. Hverken de tekniske undersøgelser eller undersøgelsen af den unge kvinde viste imidlertid tegn på, at der skulle være sket en forbrydelse, og kvinden fortalte efterfølgende, at det var noget, hun havde fundet på, skriver Nordsjællands Politi i sin døgnrapport.
Over for sn.dk uddyber Nordsjællands Politi:
- Kvinden har været til en fest i Holløse. På et tidspunkt bliver hun bedt om at forlade festen, og da hun er på vej hjem, finder hun på at indgive en anmeldelse om voldtægt – formentlig for at få opmærksomhed.
- Da kvinden er under 18 år, bliver både hendes forældre og de sociale myndigheder underrettet om sagen, lyder det fra politiet.
I politirapporten fra sidste torsdag skrev Nordsjællands Politi, at de flere gange havde måttet rykke ud til en særdeles højlydt fest i netop Holløse.
- Politiet måtte flere gange i løbet af onsdag aften og natten til torsdag rykke ud til en særdeles højlydt fest på Storedal. I første omgang rykkede festdeltagerne inden for, men da det ikke ændrede mærkbart på støjniveauet, måtte en patrulje køre til adressen og tale med store bogstaver, hvorefter budskabet trængte ind hos festdeltagerne, skrev politiet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her