Mens coronarestriktionerne fortsat er strikse og forhindrer et traditionelt borgermøde, vil borgmesterpartiet Nytgribskov gerne fortsætte med dialogen med borgerne.
Det er sådan, borgmester Anders Gerner Frost beskriver et nyt initiativ, »den demokratiske samtale,« hvor man søndag klokken 20.00 kan debattere forskellige temaer med Nytgribskovs byrådsmedlemmer via mødeplatformen Teams.
- Selvom vi er i en coronakrise, er vi optaget af at sikre, at vi har en ordentlig dialog med borgerne. Og ligesom langt de fleste lige nu arbejder på elektroniske devices, kan man også mødes elektronisk i demokratiets navn. Så på søndag starter vi op med tre forskellige temaer; børn, ældre og byudvikling, hvor man virtuelt kan melde sig til og få et link, siger borgmesteren.
- Som borgmesterparti har vi brug for konstruktiv kritik og dialog med borgerne, siger han.
At der i år er valg til kommunalbestyrelserne spiller også en rolle.
- Vi vil gerne ud og møde vælgerne og stå til ansvar. Vi står også gerne i første række til at forklare nogle af de ting, hvor vi godt kan se, man kunne have gjort det på en anden måde, siger han.
Men borgmesteren påpeger, at der sideløbende arbejdes med, om de elektroniske møder kan bruges som erstatning for at rykke byrådsmøder ud i lokalsamfundene, som byrådet tidligere har gjort, men som har været nødvendigt at sætte på pause under coronaen.
- Det ser jo ikke ud til, at man kan samle ret mange mennesker de kommende måneder, så det kunne måske være en måde, som vi forhåbentlig kan fortsætte med de lokale møder på, siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her