23. marts 2019
Hundene så afmagretr ud, da de nåede frem til Dyreinternatet i Roskilde.
gallery icon

Se billedserie

Hundene så afmagretr ud, da de nåede frem til Dyreinternatet i Roskilde.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Par tiltalt i sag om misrøgt af 25 hunde: Har anskaffet sig nye hunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Par tiltalt i sag om misrøgt af 25 hunde: Har anskaffet sig nye hunde
Opdateret 13. februar 2019 kl. 13:50
Gribskov - 13. februar 2019 kl. 13:40
Af Karl Erik Frederiksen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

En 42-årig kvinde og hendes 48-årige samlever erkendte onsdag formiddag i retten i Helsingør, at de ikke gav deres i alt 25 labradorhunde tilstrækkeligt med ernæringsrigtig mad.

Hundene blev onsdag blev den 10. november 2016 fundet i et i et sommerhus på Simon Ibsens Ager i Smidstrup i en tilstand, som i anklageskriftet er beskrevet som afmagret.

Hundene blev bragt til Dyreinternatet i Roskilde, hvor man dagen efter besluttede at aflive fire af dem.

Senere mødte manden op i dyreinternatet - og ved at opgive falsk navn - købte han to af hundene tilbage for 4000 kroner.

De nåede dog kun at være i parrets besiddelse i fire dage, inden manden var afsløret, og politiet mødte hos dem og beslaglagde hundene endnu engang.

Fem måneder efter den mislykkede aktion for at få fat i to af de gamle hunde, købte de to andre labradorhunde af en anerkendt opdrætter i Jylland.

Dem har de stadig, og de sad i en bil på parkeringspladsen foran retsbygningen og ventede, mens ejerne var i retten.

Om de 25 hunde, som sagen drejer sig om, sagde kvinden, blandt andet, at de i dag ved meget mere om, hvordan man skal fodre hunde.

I de sidste tre eller fire uger op til politiets besøg blev hundene fodret med Pedegree-tørfoder. Hvalpene fik tre eller fire bægre om dagen til deling, og de voksne fik et bæger morgen og aften.

- Vi troede det var god og rigtig kost, men må tage til efterretning, at en dyrlæge ikke mener, at vi har givet dem den rigtige kost, forklarede kvinden.

Hun og kæresten er tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven, fordi de efter anklagerens mening har behandlet hundene groft uforsvarligt, fordi hundene ikke fik mad nok, og fordi de ikke fik motion nok eller for at de blev opbevaret på begrænset plads uden »tilstrækkelig socialisering på mennesker, uden tilstrækkelig mulighed for at opfylde basale behov, som at kunne stille sult og tørst og kunne udfolde fysisk bevægelse og uden fast opholdssted i skiftende omgivelser.

I retten blev det forklaret, at det var kvinden, som selv havde tilkaldt politiet den dag, hvor hundene blev tvangsfjernet. Det skete i en helt anden anledning.

Hun anmeldte nemlig, at manden blev udsat for trusler af sommerhusets ejer og en repræsentant for det udlejningsfirma, som de havde lejet huset gennem.

Da de lejede huset, var det aftalt, at de højst måtte medbringe to hunde - men nu - flere uger efter, at lejemålet var ophørt - var der 25.

Det var ved den lejlighed, at politiet kom ind i huset og så hundene, hvorefter der blev tilkaldt en dyrlæge og en repræsentant for Dyrenes Beskyttelse, fordi de fremmødte politifolk ikke mente, at dyrene blev behandlet forsvarligt.

I retten forklarede kvinden, at politiets besøg og den efterfølgende tvangsfjernelse af hundene, var kulminationen på en lang vanskelig periode for parret.

- Vi elsker hunde. Derfor anskaffede vi os to hunde - en tæve og en han fra samme kuld, men vi kunne ikke magte at passe dem ordentligt, fordi vi fik mange andre problemer. Dels skulle vi have et barn, og dels skulle vi tage os af min syge far, vi havde ikke noget ordentligt sted at bo og økonomien var meget stram. Derfor fik vi aldrig steriliseret og kastreret hundene. Vi fik ikke forhindret at de parrede sig. De fik syv hvalpe i første kuld. Senere fik de et kuld til, ligesom et par af hvalpene fra første kuld også parrede sig og fik et kuld hvalpe. Det samme skete igen kort før politiet kom. En af de store hvalpe fødte to hanner, men de ene levede kun en dag.

- Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre, fordi det er umuligt at komme af med indavlede hvalpe. I sommeren 2016 kontaktede jeg Dyreinternatet i Roskilde for at høre, om de ville tage nogle af hundene. Men vi havde ikke råd til at betale, hvad det ville koste. Derfor prøvede vi også med annoncer i Den Blå Avis, hvor vi udbød dem for 4000 kroner pr. hvalp, sagde hun.

Hun forklarede også, at de skiftede bolig meget ofte. Det ene kuld hvalpe havde for eksempel været med til i alt fire flytninger.

- Er det ikke meget stressende? spurgte anklageren Rikke Hald.

- Jo, det var totalt stressende for os alle. Nogle gange tænkte jeg på, hvor vi skulle sove om natten, forklarede hun.

Hun fortalte også, at Gribskov Kommunes sagsbehandlere af og til mødte op.

De forklarede, at det ikke var sundt for deres barn at vokse op i skiftende sommerhuse med så mange hunde omkring sig.

Hundene gjorde det blandt umuligt for barnet at kravle omkring på gulvene, oplyste hun.

Kontroverserne med kommunen er i øvrigt endt med, at barnet er blevet tvangsfjernet og nu bor hos en plejefamilie.

Parret blev også spurgt til deres nuværende forhold, og til deres nuværende hunde.

Det var kvinden, der kom med de længste forklaringer.

- Vi havde fået styr på vores liv. Vi har begge arbejde. Vi modtager ingen offentlige ydelser, og vi har nu lejet et rækkehus i en anden kommune. Derfor ville vi gerne have hunde igen. Det snakkede jeg med politiet om og fik at vide, at det kunne vi godt gøre. Det måtte bare ikke være nogle af de hunde, som vi havde haft før. Derfor købte vi to hvalpe fra en anerkendt opdrætter. Dem behandler vi rigtigt. Tæven skal vi have steriliseret, men hannen vil opdrætteren gerne kunne bruge en gang i mellem til avl, så den skal ikke kastreres, sagde hun.

Anklager Rikke Hald spurgte, hvem hun inden anskaffelsen af de nye hunde havde snakket med i politiet, og om hvornår det skete.

- Det kan jeg ikke rigtigt huske. Det var i sommeren 2017, at jeg ringede til politiets ekspedition. Jeg tror, han hed René, ham jeg talte med, lød svaret.

Hvis parret dømmes skyldig efter anklageskriftet, har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at »de tiltalte frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig med dyr i et af retten fastsat tidsrum.«

Inden der kan afsiges dom, skal flere af de implicerede afhøres som vidner. Det drejer sig blandt andet om dyrlægen samt politifolkene, som så hundene i sommerhuset i Smidstrup, og en ansat fra Dyreinternatet i Roskilde.

Næste retsmøde afholdes 29. maj. Før denne dato var det ikke muligt for retten at finde en dato, hvor både anklageren og de tiltaltes forsvarer Thomas Lindberg Brædder har mulighed for at møde op.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.

grafik køb billede