17. januar 2021
En kronhjortetak er et af fundene under den kommende vej. Fundet er formentlig gjort i affald fra en boplads. Kronhjorten er muligvis blevet slagtet, hvorefter hjortetakken har været brugt til harpunspidser eller økser. Foto: Museum Nordsjælland
gallery icon

Se billedserie

En kronhjortetak er et af fundene under den kommende vej. Fundet er formentlig gjort i affald fra en boplads. Kronhjorten er muligvis blevet slagtet, hvorefter hjortetakken har været brugt til harpunspidser eller økser. Foto: Museum Nordsjælland
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Opsigtsvækkende fund ved sø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Opsigtsvækkende fund ved sø
Gribskov - 19. december 2020 kl. 00:05
Af Claus Johansen

Arkæologerne i Museum Nordsjælland har gjort opsigtsvækkende fund på det areal, hvor den nye vej mellem Græsted og Gilleleje skal anlægges.

Museet har afsluttet en større forundersøgelse af de næsten tre kilometer, og på forhånd havde arkæologerne store forventninger - og de blev indfriet.

Området mellem Græsted og Pårup Trinbræt har nemlig vist sig at gemme på mange spor efter bopladser fra flere perioder af fortiden.

Især er arkæologerne begejstrede for fundet af to større bopladser fra maglemosetid (omkring 9.000-6.400 f. Kr.), som hører til jægerstenalderen.

Det er en periode, hvor landskabet var domineret af tæt skov med fyrretræer og hasselbuske. Skoven var levested for et rigt og varieret dyreliv med urokser og elge som de største dyr.

Det er tiden, hvor mennesket for alvor bosætter sig permanent i Sydskandinavien, og således også i netop dette område.

Talrige fund af karakteristiske redskaber af flint, såsom økser og pilespidser, men også velbevarede knogler og tak fra kronhjort, glæder arkæologerne.

- International betydning

- Store bopladser fra maglemosetid har vi hidtil ikke fundet i Nordsjælland. Vi kender til løsfund af redskaber og har udgravet enkelte små bopladser tidligere, men på grund af de nye bopladsers store areal og de bevarede dyreknogler har vi her en unik mulighed for at få ny viden om jæger-samlernes liv og levned, som vil have international betydning," udtaler museumsinspektør Claudio Casati.

Også lederen af museets arkæologiske afdeling er begejstret:

- Vi har aldrig fundet store bopladser før, så det her lukker et stort hul i vores viden om maglemosetiden. Det er et virkelig fantastisk fund. Og en af grundene til, at vi har kunnet gøre de gode fund her, er de gamle sølag, som blandt andet har bevaret knoglerne, siger Esben Aarsleff.

Bønder i årtusinder

I dag er området præget af landbrug, men at nutidens bønder har haft en lang række forgængere, fremgår af flere spor efter de første bønder fra bondestenalderens begyndelse (omkring 4000 f.Kr.).

Fundene omfatter dekorerede lerkarskår, flintredskaber og dyreknogler, smidt ud på kanten af et vådområde, som selv i dag dominerer landskabet.

Bondekulturen ser ud til at udvikle sig mere massivt i løbet af ældre jernalder (500 f.Kr.-375 e.Kr.), som hovedparten af de fundne bopladser stammer fra.

Indtil nu har museet fundet mindst 38 gårde fordelt på flere større bosættelser hele vejen langs den gamle søbred.

Gårdene har ligget højt i landskabet, dog således, at de har ligget i læ for den dominerende vindretning. Rundt om gårdene har der ligget aktivitetsområder med affaldsgruber, brønde, ovne og ildsteder. Gårdene har været omdrejningspunkt for et samfund af bønder, som har dyrket jorden, og er gået på jagt i det frodige landskab rundt om Søborg Sø.

- Men vi ved ikke, hvor længe folk har boet her. Det kan vi først fastslå senere, siger Esben Aarsleff.

Hen over vinteren skal museet finde ud af, hvor mange egentlige udgravninger, der skal foretages - og hvor meget det vil koste. Efter de gældende regler er det bygherren (det vil sige Gribskov Kommune), der skal betale for udgravningerne.

Byggeriet af vejen skal efter planen gå i gang næste år, og går alt, som det er planlagt, kan kommunens borgmester klippe snoren til den nye asfalt i begyndelsen af 2023.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?