6. august 2021
Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ny sag på skandaleramt kostskole: Politiker meldt til politiet for at ydmyge elev i underbukser

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny sag på skandaleramt kostskole: Politiker meldt til politiet for at ydmyge elev i underbukser
Opdateret 04. december 2020 kl. 14:11
Gribskov - 04. december 2020 kl. 13:09
Af Jeppe Helkov

Socialtilsyn Hovedstaden har meldt den tidligere forstander på Havregården Kostskole, Morten Ulrik Jørgensen, til politiet. Det fremgår af en aktindsigt, Frederiksborg Amts Avis har fået.

arrow Læs også: Sebbelovs kamp mod raftehegnene

Morten Ulrik Jørgensen er blevet anmeldt for at have ført en elev i underbukser op foran andre elever og ydmyget ham offentligt.

- Vi har fået fortalt beretninger om, at Morten Ulrik Jørgensen, kunne finde på at udskamme og ydmyge elever foran de andre. Socialtilsynet har kendskab til, at (navn fjernet) af Morten Ulrik Jørgensen, er blevet ført i underbukser op foran de andre elever og ydmyget offentligt af Morten. Det er vores vurdering, at der kan være tale om en handling, der udover at være i strid med principperne i lov om voksenansvar også kan være en overtrædelse af straffelovens § 213, skriver socialtilsynet i sin anmeldelse.

Kristina Vang Jensen, konstitueret tilsynschef hos Socialtilsyn Hovedstaden, er rystet over sagen.

- Det er fuldstændig utidigt og meget alvorligt. Sådan opfører man sig ikke i 2020. Det er nogle helt forældede metoder i varetagelsen af de her børns omsorg. Det er fuldstændig misforstået, siger hun.

Hun fortæller, at flere personer uafhængigt af hinanden har fortalt om episoden.

- Både børn og medarbejdere har til os givet samme fortælling om episoden, som de har fundet rigtig grænseoverskridende og ubehagelig.

Morten Ulrik Jørgensen afviser selv anklagerne.

- Det har jeg aldrig hørt om. Men jeg vil ikke udtale mig om det, før jeg hører noget mere til det. Det er jeg nødt til at blive klogere på, siger han.

Så du har aldrig ført en elev i underbukser op foran andre elever?

- Nej, nej, nej. Jeg ved slet ikke, hvor de historier kommer fra. Men jeg vil selvfølgelig se frem til at høre noget mere om det, siger han.

Det er langt fra første gang, at Morten Ulrik Jørgensen bliver beskyldt for hårdhændede metoder over for børnene. Selvom de voksne på Havregården Kostskole slet ikke må benytte magtanvendelser over for eleverne, har Morten Ulrik Jørgensen tidligere erkendt at have væltet et barn ud af sengen. Socialtilsynet mener på baggrund af deres tilsynsbesøg, at det er sket i flere end ét tilfælde.

Morten Ulrik Jørgensen har selv fortalt, at morgenvækningen bare var »en gimmick«.

Bestyrelsesformanden på Havregården, Jonas Fedder Witt, meldte i slutningen af oktober Morten Ulrik Jørgensen til politiet for netop de episoder - og for nogle endnu uspecificerede økonomiske forhold. Socialtilsynet kommer i sin anmeldelse med »supplerende« oplysninger til anmeldelsen fra bestyrelsen, som de håber, »politiet vil afdække nærmere«.

Det var tilsynsbesøg fra Socialtilsynet og Arbejdstilsynet, der for alvor fik historierne om Havregården til at vælte frem. Af tilsynsrapporter fremgik det blandt andet, at kostskolen har fået syv påbud fra Arbejdstilsynet siden 2013.

Socialtilsynet beskriver i sine rapporter også, hvordan der har været seksuelle overgreb blandt børn, stofmisbrug og vold, ligesom ledelsen beskyldes for bevidst at have tilbageholdt viden om seksuelle overgreb.

I et konkret eksempel var et notat om et seksuelt overgreb blandt andet blevet fjernet fra skolens logbog. Det blev kun opdaget, fordi en medarbejder havde lavet en udskrift af notatet, da den pågældende person havde en »mistanke om, at det ville blive fjernet, da det er sket før,« som Socialtilsynet formulerer det.

Og netop den manglende indberetning af seksuelle overgreb, har socialtilsynet nu også meldt Morten Ulrik Jørgensen til politiet for. De mener, at der er indikationer på, at han som leder og øverste ansvarlig systematisk har tilsidesat sin skærpede underretningspligt.

- Vi mener, der kan være sket systematisk tilsidesættelse af underretningspligten. Det mener vi, bør undersøges. Vi har fundet indikationer på, at Havregården har forsømt at lave de underretninger, man bør, siger Kristina Vang Jensen, der peger på, at skolen heller ikke har fortalt elevernes hjemkommuner, at mange elever har haft meget ulovligt fravær.

- Socialtilsynet blev i forbindelse med sine tilsynsbesøg opmærksom på, at flere elever havde et omfattende skolefravær. Både medarbejdere og unge gav således udtryk for, at der var elever, der aldrig eller næsten aldrig kom i skole, og at der var omkring 50 procent fravær i klasserne. Det er ikke vores indtryk, at handlekommunerne i disse sager har modtaget underretning, skriver socialtilsynet i sin anmeldelse til politiet.

I torsdagens udgave af Frederiksborg Amts Avis sagde Morten Ulrik Jørgensen, at det var den daglige pædagogiske leder, der er ansvarlig for de manglende underretninger. Men her løber den tidligere forstander fra sit ansvar, mener Kristina Vagn Jensen.

- Det passer simpelthen ikke. Som forstander har man det øverste ansvar. Man har endda skærpet straffeansvar, hvis man er ansat som leder. Så han kan ikke fralægge sig ansvaret. I loven står helt konkret, at skoleledere - og det er det, han har fungeret som - skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt fravær på 15 procent eller derover. Det kan vi se, ikke er sket i mange sager, siger hun.

I Havregårdens egne vedtægter skriver de da også direkte, at 'den daglige pædagogiske ledelse varetages af skolens leder'. Frederiksborg Amts Avis har forsøgt at spørge Morten Ulrik Jørgensen om de manglende underretninger, men han har ikke yderligere kommentarer, før han har set politianmeldelsen, fortæller han.

Socialtilsynet har også tidligere fortalt, at man i forbindelse med tilsynene ikke har stolet på de oplysninger, der er kommet fra Morten Ulrik Jørgensen. Den udlægning har Morten Ulrik Jørgensen dog prøvet at affeje.

Men Kristina Vang Jensen afviser Morten Ulrik Jørgensens udlægning.

- Det er usandt. Det er jeg nødt til at sige. Vi har ikke haft tillid til oplysninger, der er kommet fra ham, fordi vi så mange gange har oplevet, at de ikke var i overensstemmelse med sandheden, eller at oplysningerne kom alt for sent, siger hun.

Kristina Vang Jensen og Socialtilsyn Hovedstaden har endnu ikke hørt fra politiet i sagen.

- Nu har vi oplyst navne og cpr-numre på de børn, der har været involveret i de sager, vi har været bekendt med. Der kan være flere sager. Men jeg har en forventning om, at politiet tager kontakt til de konkrete børn og forældre og sagsbehandlere for at få de ting uddybet, siger hun.

Frederiksborg Amts Avis forsøger i øjeblikket at få en kommentar fra Nordsjællands Politi for at høre, hvor langt de er i deres efterforskning af Morten Ulrik Jørgensen.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?