16. oktober 2021
- Havregården er et sted, der betyder rigtigt meget for mig ? og har været med til at forme mig til den, jeg er i dag, siger Jonas Fedder Witt. Han har som bestyrelsesformand været med til at lukke den kostskole, hvor han selv var elev igennem fem år. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

- Havregården er et sted, der betyder rigtigt meget for mig ? og har været med til at forme mig til den, jeg er i dag, siger Jonas Fedder Witt. Han har som bestyrelsesformand været med til at lukke den kostskole, hvor han selv var elev igennem fem år. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nu er skolen lukket: - De værste måneder i mit liv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Nu er skolen lukket: - De værste måneder i mit liv
Gribskov - 01. januar 2021 kl. 19:10
Af Claus Johansen

- Det her var mit første værelse, da jeg kom på Havregården.

arrow Læs også: Lukkede efter skandale: Nu får kostskole nyt liv

Jonas Fedder Witt åbner døren til et lille værelse, næppe mere end otte kvadratmeter.

- Her sad jeg og hørte Michael Jackson på kassettebånd, mindes han.

På det tidspunkt var han 11 år, og året var 1996.

I dag er Jonas 36 år og bestyrelsesformand for den skandaleramte kostskole, hvor han selv boede i fem år - fra '96 til 2001.

Vi går rundt på Havregården, få dage efter at den sidste elev forlod kostskolen - lige før jul.

Der er brødkrummer på bordene, mælk i køleskabet og masser af skolebøger i stabler. I den lange gang i kælderen ligger der en stak røde nissehuer - lige klar til et nisseoptog igennem skolen. På et værelse står en stabel fyldte flyttekasser. Det ligner, at skolen er blevet forladt i huj og hast. Og det er måske ikke helt forkert.

Skolen lukkede ved årsskiftet efter massive problemer: Seksuelle overgreb mellem eleverne, fysisk magtanvendelse, manglende indberetning til myndighederne om problemer, forsvundne data og meget mere. Den tilsynsførende myndighed, Socialtilsyn Hovedstaden, kom i flere omgange med skarp kritik af forholdene - også af forstanderen, som tilsynet havde mistet al tillid til.

Efteråret, hvor skolens krise tog fart, var de værste måneder i bestyrelsesformandens liv:

- Jeg blev født to måneder for tidligt og vejede 835 gram. Bortset fra det har de seneste måneder været de værste i mit liv, siger Jonas Fedder Witt.

Men før det kom dertil, havde Jonas altså tilbragt fem år på skolen som elev. Gode år, som han selv udtrykker det.

Jonas havde været meget aktiv omkring kostskolen, også efter at han forlod den som 16-årig. For omkring syv år siden blev han derfor spurgt af forstanderen Morten Ulrik Jørgensen, om han ville være med i skolens frivillige bestyrelse.

- Det var jo ulønnet, bortset fra en julekurv - den får vi så ikke i år - men det ville jeg gerne. Jeg ville gerne give noget tilbage til den skole, hvor jeg havde haft nogle gode år.

Jonas kom ind i bestyrelsen, først som næstformand og i de seneste fem år som formand. For et par måneder siden måtte han bortvise selv samme Morten Ulrik Jørgensen. Manden, der i sin tid som lærer på skolen var en af dem, der havde taget sig godt af Jonas - og som Jonas så op til.

- Morten var jo blandt andet min matematiklærer. Jeg var god til matematik, så Morten satte mig ved det her bord, så jeg kunne få nogle ekstraopgaver.

Jonas peger på et lille bord, som står ved et vindue uden for matematiklokalet på første sal i skolefløjen.

- Vemodigt

Vi fortsætter turen rundt og ender i køkkenet.

- Her stod jeg nogle gange om aftenen og lavede pandekager til hele skolen. Halvanden hundrede styks, vil jeg tro.

Hvordan har du det med at gå rundt på Havregården i dag?

- På den ene side er jeg meget afklaret. Der er gået et par måneder med beslutningen om at lukke skolen. På den anden side er det også vemodigt.

- Jeg er jo kommet mange gange heroppe, efter at jeg stoppede som elev, og har gen-erindret alle mine minder om gode historier - også dårlige historier - og det gør jeg jo stadig, også når vi går rundt her i dag. De kommer jo op, alle de historier. Det er da vemodigt, jeg ikke kommer til at kunne gøre det fremover. Det er et sted, der betyder rigtigt meget for mig - og har været med til at forme mig til den, jeg er i dag.

Havde du det godt her?
- Ja, det synes jeg. Jeg havde mine udfordringer, og jeg var en hidsig rad. Det var sjovt at drille mig, for de vidste, hvor de skulle trykke, og så blev jeg sur. Det er en af de ting, jeg tager med mig herfra: At jeg ved, hvordan jeg skal tøjle mit temperament. Og hvordan man skal agere blandt andre mennesker.

Han kom meget tæt på læreren Morten Ulrik Jørgensen, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet forstander.

- Det var jo nærmest ens familie. Og det gælder jo også personalet. Det var jo dem, der puttede en om aftenen. Eller på alle tidspunkter af døgnet var den ekstra kærlige hånd, der kunne tage vare på en.

Kørte traktor

- Jeg havde jo oplevelser - også med Morten - hvor vi var ude at fælde træer et eller andet sted, hvor vi kunne have de der snakke om, hvordan man egentlig fungerer. Det er jo normalt ens forældre, der gør det, og det gjorde mine da også i weekenderne, når jeg var hjemme. Men til hverdag var det jo personalet, der skulle håndtere de konflikter, der var her.

- Morten er en af dem, jeg er kommet ekstra tæt på, mens jeg var elev her, og har haft et nært forhold til. Vi klikkede godt sammen. Og jeg havde ham både i klassen og nede i bo-gruppen. Og det var fedt at lave nogle ting sammen med ham. Så tog vi ud og lavede nogle anderledes ting sammen. Kørte traktor og mugede ud hos køerne. Ham kunne jeg godt lide.

Nogle år senere blev Jonas Fedder Witt som nævnt tilbudt en plads i skolens bestyrelse af Morten Ulrik Jørgensen:

- Der går nogle år, og så kommer jeg ind i den gruppe, der laver gammel-elev-fester. Og der ser Morten så åbenbart en ressource i mig. Så går jeg jo ind i det med liv og sjæl - også med tal og økonomi - og går ind og kigger på det. Der skulle bygges ud, og det var jeg også med ind over, siger han og peger på, at der er et stærkt parløb med skolens ledelse.

- Det er jo en frivillig og ulønnet bestyrelse, og så kommer man herop fire-fem-seks gange om året og har bestyrelsesmøder på to-tre timers varighed, hvor man både gennemgår, hvordan det går med dagligdagen, og hvor er det strategisk, vi skal bevæge os hen.

- Da vi så kommer under skærpet tilsyn for et års tid siden, skal vi jo se på, hvad kritikken går på - og ikke mindst: Hvordan løser vi det her? Og der har vi jo lange snakke med Morten Ulrik Jørgensen.

Hvornår skifter din opfattelse af ham?

- Det er et godt spørgsmål, som jeg har tænkt en del over i den seneste tid. Jeg har jo haft en stærk tro på det, han kan og er god til. Men så er det jo klart, at man som bestyrelsesformand også ser ind i: Hvor er hans styrker, og hvor er hans svagheder. Morten er ikke en driftsmand. Han er en, der godt kan lide at tænke i nye ideer og finde nye løsninger og bygge ud. Han er ikke sådan en type, der bare kan sætte sig ned ved skrivebordet.

Ifølge bestyrelsesformanden var der behov for ro på skolen:

- Nogle af de ting, der dukkede op, var jo også nogle ting, der måske krævede lidt mere drift end udvikling, i hvert fald i første omgang. Der skulle noget ro og stabilitet på. I hvert fald ikke noget, der kunne løses ved at lave nye ting og ledelsesstrukturer og sådan noget. Og det er måske i virkeligheden der, hvor jeg kan se, at der mangler noget, siger han.

Er det dit ansvar - eller forstanderens ansvar?

- Alle har et medansvar for det her. Men vi deler socialtilsynets opfattelse af, at forstanderen har et særligt ansvar. Bestyrelsens opfattelse er, at forstanderen har udvist manglende ledelse overfor personalet, han har givet både manglende og forkerte oplysninger til både bestyrelsen og tilsyn. Og så må vi desværre konkludere, at flere episoder med elever på skolen har været dårligt håndteret af forstanderen.

Alarmklokke ringer

Et af kritikpunkterne har været, at skolen optog elever, som den faktisk ikke kunne håndtere:

- Tilsynet siger: Der er kommet folk ind, som ligger uden for godkendelsesrammen, og det må vi ikke. Punktum.

- Men nogle gange opstår problemerne først, når elever kommer her. Man kunne ikke nødvendigvis se det hele på forhånd. Så den ambition, vi satte os i bestyrelsen, var: Vi ville være de bedste i landet til at visitere og vil ville give et bedre introduktionsforløb for nye elever. For vi kunne godt se, at der var mangler. Vi lavede en lang række af nye initiativer sidste år med nyt visitationsudvalg, en seksualhandleplan til at forebygge og et beredskab til at løse problemer, når de opstod. Det arbejde var selvfølgelig forankret hos forstanderen.

Socialtilsynet fjerner herefter det skærpede tilsyn. Men ved det efterfølgende besøg viser det sig, at der stadig var problemer.

- Tilsynets henvendelse i 2019 er en alarmklokke, der ringer, siger Jonas Fedder Witt.

- Der går det jo op for os, at der er nogle ting, der ikke bliver løst på den rigtige måde på skolen. Der er vi godt klar over, at der er nogle ting, vi skal være meget opmærksomme på. Tilsynet ser på: Er der vilje, og er der kompetencer? De så en ledelse, der gerne ville løse de her ting. De var i tvivl, om alle kompetencerne var til stede.

Bortvisning

Tilsynet følger nu skolen tæt og kommer igen på besøg i september. Her står det klart for bestyrelsen, at tingene fortsat ikke er løst rigtigt.

- Da vidste jeg godt, hvad klokken var slået. Men folk skal jo have lov til at forklare sig. Men de forklaringer, vi får fra Morten på det tidspunkt, synes jeg ikke er gode nok. Jeg føler lidt, at ansvaret bliver skubbet fra sig, at det er andres skyld. Der er ikke nok refleksion omkring det, tilsynet kommer med.

Bestyrelsen indser, at samarbejdet med forstanderen må indstilles. Et møde i Socialtilsyn Hovedstaden umiddelbart op til efterårsferien bliver afgørende:

- De opgaver, vi havde lovet hinanden at løse, var ikke blevet løst. Nu er der ikke mere at diskutere i forhold til, hvem der fremover skal være forstander på Havregården. Det skulle være en anden.

- Og der får vi jo også at vide, at der er informationer, som ikke er tilgået bestyrelsen. Eller til alle de relevante myndigheder. Og så mener vi, at den bedste måde at gøre det her på, er en bortvisning. Fordi det er alvorligt, og fordi vi har brug for at sende et signal til omverdenen og tilsynet omkring seriøsiteten i det her.

Det har været en hård periode for alle på skolen, understreger Jonas Fedder Witt:

- Den situation, vi har stået i de seneste måneder, har jo været ekstremt hårde for alle, også for Morten, tror jeg sagtens, jeg tør sige. Jeg tror jo ikke, at Morten har gjort det her i en ond vilje. I virkeligheden brænder han jo også rigtig meget for børn. Desværre lykkedes det ikke for ham at løfte opgaven. Det har også været hårdt for personalet. Mange af dem har været her i rigtig mange år, og de har jo også været tæt på børnene, ligesom de var tæt på mig, dengang jeg var her. Det er jo ikke bare et 8-16 job. De overnatter her og kommer også tæt på børnene og hjælper dem. Dem efterlader vi jo også nu i en usikkerhed.

Han peger igen på, at bestyrelsen er ulønnet. Alligevel har han brug op til ti timer om dagen på Havregården de seneste månder.

- Det er svært som frivillig bestyrelse, når tingene går galt, og man skal gennemskue de her ting. Så noget af det, man måske kan lære af det her, er: En frivillig bestyrelse er rigtig svært på sådan et sted, der har nogle af de skrøbeligste børn i landet. På samme måde skal tilsynet være bedre, og samtidig skal der være bedre krav til den ledelse, der er på skolen. Der er jo ingen krav til særlige kompetencer som skoleleder.

Måtte lukke

Har du et medansvar for, at vi nu sidder her i dag på en lukket skole?

- Ja, klart. Ingen tvivl. Jeg påtager mig fuldstændig det medansvar. Det er jo bestyrelsen, der i sidste ende er øverste 'myndighed' på skolen og skal sikre, at skolen virker og kan drives. Der er måske også ting, som vi i bagklogskabens lys kunne have spurgt ind til på en anden måde.

Men at Havregården lukker skyldes også, at det ikke var muligt at fortsætte driften.

- Når tre tilsyn er kritiske og forlanger redegørelser, pressen dækker skolen intenst og kommuner trækker deres børn hjem, så begrænser det mulighederne for at ændre skibets retning. Så i bestyrelsen mente vi, at en lukning var det eneste ansvarlige - og måske nok også den eneste reelle mulighed.

- Jeg ville jo ønske, at vi for et år siden havde haft alle de informationer, vi har i dag. Så havde der måske været en mulighed for, at børnene kun var taget på juleferie og kom tilbage igen om nogle dage.

arrow 18 tidligere Havregårds- elever kræver erstatning
24. september 2021 kl. 22:11 Opdateret: kl. 22:11
arrow Havregården får nyt liv: Det skal der være nu
16. september 2021 kl. 20:50 Opdateret: kl. 15:39
arrow Efter skandalen på Havregården: Nu vil han lave sin egen lokalliste
10. september 2021 kl. 21:01 Opdateret: kl. 15:34
Rejser du til udlandet i år?