Festivalen Musik i Lejet, der de seneste 11 år har fundet sted i juli i Tisvildeleje, aflyses i år.
Det skyldes, at det på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen mandag aften blev meldt ud, at alle festivaler og større begivenheder aflyses til og med august på grund af risiko for smitte med coronavirus.
- Ligesom alle andre danske sommerfestivaler melder Musik i Lejet nu ud, at festivalen aflyser 2020-udgaven. Den skulle have været afviklet den 16.- 18. Juli. Covid-19 har sat en stopper for alle arrangementer, og det gælder også Musik i Lejet. Den populære festival havde ellers udsolgt på få minutter, da billetterne blev sat i salg i december. Mange mennesker havde altså glædet sig til sommerens festival. Men festivalen melder nu ud, at den aflyser, skriver Musik i Lejet på hjemmesiden,
Festivalens formand Peter Maarbjerg, ærgrer sig:
- Det er med stor ærgrelse, at vi er nødt til at aflyse årets festival. Set i lyset af situationen med Covid-19, er det den eneste løsning, der er. Siden 10. marts, hvor Danmark lukkede ned, har vi selvfølgelig fulgt udviklingen nøje. Og vi må konstatere, at det med Mette Frederiksen udmelding ved pressemødet den 6. april ikke længere hersker tvivl om Musik i Lejet. Det skal med det samme siges, at sundhedstilstanden og samfundets ve og vel selvfølgelig har første prioritet over alt andet.
- Men selvfølgelig er vi triste over ikke at kunne være platform for de store fællesskaber, som Musik i Lejet huser. De mange frivillige, gæster og de store oplevelser, som vi igennem de seneste 11 år har kunnet præsentere. Vi vender stærkt tilbage, når festivalen kan blive afviklet igen på normal vis i 2021. For nu er vores fokus dog på at få samlet skårene med alle de skuffede deltagere, frivillige og leverandører, lyder det fra Peter Maarbjerg.
Med aflysningen af Musik i Lejet 2020 åbner festivalen mulighed for at få refunderet sin billet til 2020 eller videreføre billetten til 2021, således at 2020-festivalbilletten gælder til 2021-udgaven af festivalen. Datoerne for Musik i Lejet 2021 er den 22.-24. Juli 2021.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her