6. marts 2021
Mindeord for Henning W. Nielsen.
Mindeord for Henning W. Nielsen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mindeord: Et fyrtårn er slukket

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mindeord: Et fyrtårn er slukket
Gribskov - 22. februar 2021 kl. 15:08
Af Eva Rühmann på vegne af Blistrup Medborgerforening

Tirsdag den 2. februar sov Henning W. Nielsen stille ind omgivet af sin nærmeste familie. Han blev 92 år gammel. Hermed blev der sat punktum for et langt, aktivt liv for et menneske, der til det sidste har sat sit præg på lokalsamfundet.

I 2009 tilbød Henning som 80-årig at holde et foredrag: "Med hurtigruten til Nordkap" i Blistrup Medborgerhus. Det viste sig hurtigt, at han havde langt mere at byde på end bare et enkelt foredrag, for med en fortid som marketingschef og direktør for DSB-rejser, var han ikke bare berejst, men også en yderst dygtig organisator. De følgende år var Henning med til at sætte nyt liv i Medborgerhuset og skaffe spændende foredragsholdere til huset. Henning fik desuden sin faste plads som billetkontrollør ved arrangementer i Medborgerhuset. En rolle han fandt helt naturlig, eftersom han selv havde været med til at indføre de første elektroniske billetsystemer indenfor rejsebranchen.

Henning blev et klart bevis på, at man ikke behøver at føle sig tynget af alder, bare fordi man er i 80´erne. Da Medborgerforeningen skulle have sin første hjemmeside, mente han, at sådan en kunne han nok kreere - og det gjorde han. Snart var han i gang med at designe og bestyre yderligere et par hjemmesider og at tilbyde IT-kurser til "IT-forstokkede" i lokalsamfundet!

Henning var en god vært og diskede gerne op med en veltilberedt tre-retters menu, når der skulle holdes hyggeaftener for Aktivitetsgruppen - eller når familien skulle forkæles. Ofte tilbød han, at man kunne få et glas hjemmelavet marmelade med hjem, hvor der på etikken stod: Udløbsdato: Når alt er spist op! Hennings egen udløbsdato var der ingen grund til at bekymre sig om, dertil var hans livsappetit alt for stor. Under middagene åbnede Henning i glimt op for en sin livshistorie: Han blev pensioneret som 62-årig og flyttede op til sommerhuset i Udsholt, som han selv havde bygget fra grunden af. Efter sin kone Rosas død i 1997, valgte Henning at blive i sommerlandet og engagere sig i lokalsamfundet.

Til det sidste blev Henning set kørende vidt omkring på sit blå lyn (en kabinescooter), hvor der lige var plads til både ham selv og hunden, - for det var slet ikke ham at gøre sig afhængig af flex-trafik!

Da Henning i foråret 2018 fyldte 90, samlede han mere end 100 mennesker til reception i Blistrup Medborgerhus. Her stod Henning ved indgangen iført smoking og omgivet af sin samlede familie klar til at modtage både de gamle forretningsforbindelser fra rejsebranchen og de nyere "kollegaer" fra Medborgerforeningen. Også gymnastikholdet mødte op og fremførte en til lejligheden digtet hyldestsang til holdets absolutte alderspræsident!

Henning var en stor mand rent fysisk og ragede gerne op over mængden i større forsamlinger, men ved 90-års-dagen blev det tydeligt for os alle, at Henning også som menneske var et fyrtårn, som andre omkring ham kunne navigere efter og bruge som eksempel på, hvordan et liv bør leves fuldt ud. Og vi blev ikke spor overrasket over at erfare, at den lyseblå sløjfe på hans smoking var et signal om, at han var blevet slået til ridder af Dannebrog.

Lyset er nu slukket for et menneske, der var kendt som både værdig, fremsynet, meget kompetent og fuld af humor! Med Hennings bortgang har vi mistet et glæde- og livsskabende menneske med et stort engagement i lokalsamfundet.

Vi er mange, der gerne ville have taget afsked med Henning, og han havde sikkert kunne fylde Blistrup Kirke til sin bisættelse, hvis ikke coronarestriktioner havde forhindret det. Men familien vil invitere til en mindestund, når forholdene tillader det.

Æret være hans minde.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?