28. september 2020
I 90erne var Lene Clausen ad flere omgang udsendt som soldat på Balken. Krigstraumerne har forfulgt hende lige siden. Men trods en diagnose med posttraumatisk stress har hun i ni år måttet kæmpe for overhovedet at få hjælp.
gallery icon

Se billedserie

I 90erne var Lene Clausen ad flere omgang udsendt som soldat på Balken. Krigstraumerne har forfulgt hende lige siden. Men trods en diagnose med posttraumatisk stress har hun i ni år måttet kæmpe for overhovedet at få hjælp.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lene så to mænd blive likvideret: Nu kæmper hun for retfærdighed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lene så to mænd blive likvideret: Nu kæmper hun for retfærdighed
Gribskov - 12. september 2020 kl. 06:00
Af Tekst: Jeppe Helkov og Lars Christiansen (foto)

Bussen snørklede sig af sted på de snoede veje. I bælgravende mørke og med slukkede lygter. Efter at have været udsendt i krigen på Balkan var Lene Clausen endelig på vej hjem.

Men når hun kiggede ud ad bussens vindue, var det tydeligt, at hun stadig var langt fra det trygge hjem i Tisvilde.

Mange af de oprindelige broer langs vejen var blevet sprængt i luften, og med frygt for hvad der gemte sig derude i mørket, forsøgte passagerne i bussen nu at gøre mindst muligt opmærksom på sig selv.

Flere gange blev det utrygge mørke brudt af lys fra landsbyer. Selvom husene stod gabende tomme, brændte lamperne stadig. I haverne hang vasketøjet også stadig ude. Som et tegn på at husenes beboere slet ikke havde set krigens grusomheder komme. Det syn var ikke noget nyt for Lene Clausen. Men det havde alligevel gjort noget ved hendes psyke.

- Der var ingen mennesker. Ingen. Og du ved godt, at det er, fordi de ligger ude i baghaven. Dræbt af militser, fortæller hun.

Blev skudt på åben gade

Den virkelighed blev Lene Clausen igen mindet om, da hun sad der i bussen. Selvom den kørte med slukkede lygter, blev den pludselig stoppet. Ind trådte en gruppe mænd.

Lene Clausen vidste i første omgang ikke, hvad de ville. Men hurtigt begyndte de at gennemgå alle passagerernes pas. Efter lidt tid stoppede de ud for to unge mænd.

- De havde åbenbart ikke de rigtige pas. Jeg vil tro, de var serbere eller muslimer, husker Lene Clausen tilbage.

De to unge mænd blev hevet ud af bussen og blev placeret på fortovet. Her fik de en pistol for panden. I løbet af et splitsekund blev begge mænd likvideret.

Lene Clausen og resten af passagererne i bussen sad tilbage i stilhed. Kort tid efter kørte bussen videre.

Selvom likvideringen af de to unge mænd ligger næsten 25 år tilbage i tiden, har Lene Clausen aldrig kunnet slippe den og flere andre lignende episoder fra hendes fire udsendelser på Balkan. De har gjort hendes liv til et levende mareridt, hvor kun venners hurtige indgriben har forhindret de adskillige selvmordsforsøg i at sætte en stopper for det hele.

De seneste ni år har hun kæmpet en hård kamp for at få hjælp for de psykiske mén, hun har pådraget sig, da hun satte livet på spil for Danmark. Trods en lang række psykiatriske lægeerklæringer, der har sagt, at hendes mén skyldes oplevelserne i krig, en diagnose med posttraumatisk stress (PTSD) - og en tilkendt førtidspension er hun blevet trukket gennem det ene retssystem efter det andet.

Dreng gik bersærk

- Jeg er blevet behandlet dårligere end en kriminel. Forsvaret erkender, at jeg har fået PTSD af at være udsendt, men de vil ikke betale for følgerne, siger Lene Clausen.

- Jeg er uddannet pædagog, og her gik en dreng en dag helt bersærk. Jeg måtte bære ham hjem og lavede noget med ryggen. Der fik jeg hjælp med det samme. Der var styr på det hele. De så det selvfølgelig som en arbejdsskade. Men forsvaret, for hvem jeg har sat mit liv på spil, de modarbejder mig. De er fuldstændig modsat. Den arbejdsgiver, jeg har tjent, er egentlig dem, der tjener mig mindst, fortsætter hun.

Og den oplevelse står Lene Clausen langt fra alene med. Over de seneste 10 år har Mads Pramming og hans advokatfirma ført over 400 sager på vegne af veteraner, og han har fra nærmeste hold oplevet, hvordan veteraner bliver behandlet, når de vender hjem med ar på sjælen.

»Uretfærdige sager«

- Det er de mest uretfærdige sager. Det er folk, der har oplevet de mest grusomme ting, og som ingenting kan psykisk, og hvor de bedste læger vi har, er enige i, at de har det sådan på grund af krig. Og så kommer den op i en styrelse, hvor der sidder en medarbejder, der ikke engang er jurist - som så skal vurdere det juridiske i sagen og så kommer frem til, at personen ikke er kommet til skade i krig. Der er flere hundrede af de sager, siger han.

Men for at forstå sagens rette sammenhæng skruer vi først tiden tilbage til 1996. Her var krigen i Eksjugoslavien på sit højeste, og danske soldater blev sendt ned til området. Blandt dem var Lene Clausen. I alt nåede hun at være udsendt fire gange på Balkan. Den første gang som underviser i en flygtningelejr for forsvaret. Det var på vej hjem herfra, at hun oplevede de to unge mænd blive likvideret. Senere blev hun blandt andet bodyguard for UNHCR's højkommissær.

- Jeg har kæmpet fire år på Balkan, men jeg skal kæmpe ni år med systemet for min ærlighed. Det er en skandale. Tænk, at man kommer hjem og har fået amerikanske ordner og medaljer for at have hjulpet. Jeg har de flotteste udtalelser, man kan have og har været bodyguard for nogle af de vigtigste militære personer, fordi jeg var god til mit arbejde. Jeg har ydet mit aller, aller ypperste. Men når man kommer hjem, tror de, man lyver om, hvordan man har det, og så skal man kæmpe i ni år for at få hjælp, siger hun.

Men tjenestemedaljerne kom ikke uden en pris. Oplevelser som den med de to unge mænd, der bliver likvideret - og det at være i et krigshærget miljø, hvor du hvert sekund er i fare for at ende på de mange snigskytters sigtekorn, ændrede Lene Clausen.

Konstant skyldfølelse

En konstant skyldfølelse fordi hun ikke sagde fra, da de to mænd blev hevet ud af bussen, hænger som en sort sky over hende. Det presser hende ud i nogle ekstreme situationer, der tager endnu hårdere på hendes psyke.

Som led i hendes udsendelse bliver Lene Clausen blandt andet sendt på bodyguard-uddannelse i Sydafrika. En uddannelse der senere blev lukket, fordi man brugte totur i undervisningen.

- Det var først, da uddannelsen blev lukket, at det gik op for mig, hvad jeg havde budt mig selv. Det var det, jeg synes, jeg skulle betale tilbage, fordi jeg ikke havde gjort noget, for de to teenagere, der blev taget. Den person, jeg altid har set mig selv som, der har gået ind og hjulpet. Det havde jeg ikke gjort. Det havde ingen af de 30 mennesker, der sad i bussen. Vi havde ladet dem gå. Det bar jeg på, og derfor havde jeg det også sådan, at folk måtte gøre med mig, hvad de havde lyst til.

Da Lene Clausen i 1999 vendte endegyldigt hjem til Danmark, tog de psykiske problemer til. Nu kunne hun ikke længere flygte fra sine tanker. Efter at have haft nogle sporadiske job fik hun i 2004 tilkendt førtidspension.

- I 10 år har jeg kun sovet mellem en og tre timer om natten. Tit vågnede jeg med mareridt. Det gjorde noget ved hukommelsen og ved temperamentet, hvor tålmodigheden var lig nul. Det kender alle, der har børn nok også. Jeg tror ikke, man kan sætte sig ind i, hvad sådan en vanvittig træthed gør. Min far på 85, der bakser med min mor med Alzheimer, har stadig mere energi end mig.

Når man er så psykisk ramt, og det skyldes oplevelser på ens arbejde, skulle man tro, at der er hjælp at hente. Især når man har sat livet på spil for sin arbejdsgiver. Men Lene Clausen blev hurtig klogere.

- Man finder ud af, at det her velfærdssamfund ikke helt er et velfærdssamfund, når man ligger i bunden af det. Er man først syg, skal man edderperkeme kæmpe.

Lene Clausens kamp for at få erstatning begyndte hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). De skulle vurdere, hvor meget de mente, Lene Clausen kunne arbejde.

»Et totalt fejlskøn«

Selvom hun var tilkendt førtidspension og havde sin PTSD-diagnose vurderede de, at hun var i stand til at arbejde fuldtid.

Efter AES' afgørelse kom sagen videre til byretten. De valgte at stadfæste dommen.

I landsretten vendte sagen dog. Landsretten sagde i sin dom, at AES skulle træffe en ny afgørelse. Det gjorde de i juni i år.

Hvor AES ved sagens begyndelse vurderede, at Lene Clausen havde 10 pct. nedsat erhvervsevne og en méngrad på 5 pct., lød den nye vurdering på henholdsvis 85 og 25 pct.

Den nye vurdering gør, at Lene Clausen har fået et kontant engangsbeløb, ligesom hun med tilbagevirkende kraft får 'løn' svarende til det løntrin, hun var på, da hun arbejdede som pædagog.

- Sagen er et udtryk for, hvordan myndighederne har lavet et totalt fejlskøn, som de tit gør i de her typer sager. Soldaterne kommer hjem og har psykiske traumer. De bliver diagnosticeret på Rigshospitalet, og alle er enige i, at de har fået PTSD af at være i krig.

- Men det nægter myndighederne at anerkende. Alle vi andre ved, at sygdommene eksisterer, men hos arbejdsskademyndighederne findes de ikke, siger Mads Pramming.

Mads Pramming håber dog, at fremtiden vil se mere lys ud for de mange ramte veteraner. I juli afsagde Vestre Landsret en dom, hvor de gik imod Ankestyrelse. Ankestyrelsen havde afvist en veterans PTSD-diagnose som en arbejdsskade. Men den beslutning omgjorde Vestre Landsret.

En principiel dom

- Det er en principiel dom, der underkender myndighedernes praksis. Man underkender en vurdering, som myndighederne foretager i en tredjedel af sagerne lige nu. Nu har vi et eksempel på, at den vurdering myndighederne foretager ikke altid holder i retten, og at der skal lægges noget mere vægt på, hvad lægerne siger, frem for hvad man vurderer i en styrelse.

- Derfor venter vi i spænding på, hvad der skal ske med de sager fremover, siger han og fortæller, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen har bedt om en redegørelse fra sine embedsmænd ovenpå dommen.

Sekretariatschef hos Soldaterlegatet, Thore Clausen mener også, at veteranerne er blevet behandlet for dårligt i alt for lang tid.

- Vi har siden 2012 påpeget, at arbejdsskademyndighederne ikke behandler de her sager grundigt nok. Det kom der også en særlov ud af i 2014. Men den har bare ikke kunnet løse alle problemer. Det påpegede vi allerede dengang, men det var den løsning, politikerne kunne finde frem til.

- Deres bevisvurderinger er simpelthen forkerte og de afgør sagerne mod gældende ret. Det er uacceptabelt. Det skal der ændres på, siger han.

På den nationale flagdag den 5. september erkendte statsminister Mette Frederiksen også, at veteranerne ikke bliver behandlet godt nok.

- Vi skal have en solid veteranpolitik. Den skal blive bedre, for den er slet ikke god nok i dag, sagde hun blandt andet.

Nok er nok
For Lene Clausen betyder det meget, hvis hendes sag kan være med til at hjælpe andre. For hende har hele kampen handlet om det principielle i, at man skal behandle sine veteraner ordentligt.

- Jeg kan ikke have uretfærdighed. Derfor har jeg også kæmpet denne kamp. Det er det principielle i, at den behandling, jeg har fået, ikke har været i orden, siger hun og fortæller, at hun frygter, at der kommer langt flere af den her type sager til de næste år.

- Der kommer en kæmpe bølge af folk fra Afghanistan. Jeg har mødt mange af dem, og de er i en langt værre forfatning end mig. Med mange fra Balkan er det kun sprut, der er blevet en afhængighed. Med dem fra Afghanistan er det stoffer og medicin. De har ikke fortjent at skulle kæmpe som mig. Forsvaret har bare at behandle deres ansatte ordentligt.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?