20. oktober 2021
Det har været learning by doing gennem årene, fortæller Leif Kruse, der både har manglet lydmænd og skuespillere i sidste øjeblik. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Det har været learning by doing gennem årene, fortæller Leif Kruse, der både har manglet lydmænd og skuespillere i sidste øjeblik. Foto: Allan Nørregaard
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jubilæum: 15 år med verdens bedste job

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jubilæum: 15 år med verdens bedste job
Gribskov - 09. september 2021 kl. 21:07
Af Anna Hjortsø

For fem år siden fortalte Leif Kruse i anledning af 10-årsjubilæet for Gribskov Kultursal, at han havde verdens bedste job som daglig leder. Og nu, hvor kultursalen kan fejre sit 15-årsjubilæum, er det stadig tilfældet - på trods af det sidste halvandet år.

arrow Læs også: Fest og farver: Så blev Kultursalen voksen

- Det har selvfølgelig været hårdt med corona, men jeg er stadig superglad for det. At jeg møder så mange mennesker - det er bare hyggeligt. Jeg vil ikke bytte med nogen, siger han.

Og så bliver Leif Kruse stadig udfordret på den gode måde - hver gang der kommer nye kunstnere eller lejere - om det så er teaterforeningen, dagplejen eller Ældresagen, der holder generalforsamling.

- De virker også glade. Ellers er de bare meget venlige, siger Leif Kruse og griner højt.

Det har været en sjov og spændende rejse, siden Helsinges koncert- og teatersal åbnede i 2006, fortæller han. Han var med fra begyndelsen - dengang ingen vidste, hvad det ville munde ud i med Gribskovs nye kultursted. Først blev han ansat halvtid som daglig leder, mens han fortsatte som pedel på Gribskov Gymnasium, hvor salen hører til.

- I begyndelsen gik jeg over i dueslaget og hentede en seddel, hvor der stod, hvilken dag og på hvilket tidspunkt jeg skulle på arbejde. I dag har jeg al kontakten med dem, der skal bruge salen og planlægger det hele, fortæller Leif Kruse, der havde været pedel på gymnasiet siden 1997.

Nu om dage har han en finger med i alt, hvad der rører sig i salen.

- Jeg havde nok ikke troet, jeg skulle sidde her 15 år efter og have været igennem alle de ting.

Learning by doing

Det har været såkaldt learning by doing for ham at drive et kultursted. For eksempel da Flemming "Bamse" Jørgensen og nogle andre musikere dukkede op for at spille en koncert 2-3 timer senere.

- Så viste det sig, at de ikke havde nogen lydmand med. Jeg blev kastet ud i det. Det var ikke særlig sjovt.

Og så var der dengang, der var et arrangement med Tommy Kenter. Leif Kruse ringede til skuespilleren for at aftale, hvornår han skulle komme og lave lydprøve inden eftermiddagens forestilling, da han ikke var kommet endnu. Det var bare det, at Tommy Kenter troede, forestillingen var klokken 20 om aftenen, og han befandt sig i Jylland.

- Gæsterne måtte så få at vide, at det var udsat til klokken 20. Og det endte med, at Tommy Kenter måtte give en genstand til gæsterne i baren. Det var en lang aften, fortæller Leif Kruse og griner.

Prikken over i'et

Leif Kruses egen største oplevelse i kultursalen var i 2018. I sine teenageår var han flere gange på skiferie i Norge med sin familie sammen med sanger og guitarist fra Big Fat Snake, Anders Blichfeldt og hans familie. Inden Big Fat Snake blev opløst, havde Leif Kruse - heldigvis - mødtes med Anders Blichfeldt og havde aftalt, at bandet skulle spille en koncert i kultursalen.

- Der var jeg glad for, at vi havde den forhåndsaftale, ellers var vi ikke kommet på. Alle rev og flåede i dem.

I begyndelsen af en juli-aften, midt under sommerens historiske hedebølge, spillede bandet som del af deres afskedsturné - for en fuldstændig proppet kultursal. Leif Kruses søskende, som også havde været med på skiferierne i gamle dage, fik han også lokket med til koncerten.

- Det var også stort at have Volbeat, men fordi der er den der personlige relation med Anders - og fordi der var 800 andre, der synes, det var godt at høre - er det prikken over i'et indtil nu.

Teknikere og fællesskab

Men det er ikke kun, når salen er fyldt op med 800 glade mennesker, at Leif Kruse tager hjem fra arbejde i godt humør.

- Det er dejligt, når dagplejen har fået noget hjælp til nogle mikrofoner og til at vise en powerpoint, at de så går derfra og siger "Ej, tusind tak". Det giver også en tilfredsstillelse, siger han.

Og det er ikke kunstnerne, der betyder mest for Leif Kruse i hans arbejde.

- Jeg er mere interesseret i, at det er nogle seje teknikere, der kommer.

Når det drejer sig om teater, kommer de som regel 5-6 timer før forestillingen.

- Så skal man helst kunne svinge med dem. Jeg er lidt ligeglad med, hvem der står på scenen, for dem har jeg ingen kontakt med overhovedet.

Og så er der fællesskabet med den lille hårde kerne af frivillige, som er med til at få hjulene til at dreje rundt i kultursalen. Uden dem, kunne det ikke lade sig gøre, siger Leif Kruse.

- De møder om eftermiddagen og knokler med at bære instrumenter, stille borde og stole oppe og pakker sammen igen. Det eneste, de får, er mad og lidt drikke. Og de klarer bare det hele selv. Det glæder jeg mig meget til, at vi sidder der og får noget mad sammen, når der skal være koncert.

Samarbejdet med dem er en gave i sig selv, mener han.

- Jeg var ikke klar over, da jeg begyndte, hvor meget det ville fylde i hverdagen. Det er meget givtigt: Det er rart at mærke, at der er nogen, der vil komme og yde noget frivilligt. Uden at man skal tænke i kroner og ører. Det giver noget sammenhold.

Salens fremtid

Fremover vil Leif Kruse arbejde på, at kultursalen bliver et sted, hvor Gribskovs borgere dukker op til koncerter, selvom de ikke kender kunstnerne.

- Vi kunne godt ønske os mere "Lad os tage hen og se, hvad det er. Det plejer jo at være godt". Det kunne være fedt.

Håbet er også at kunne hive de unge ind i salen.

- Vi prøver gang på gang at lave noget for dem og inddrage dem. Hvis man kunne få lavet noget for dem også og gøre det til byens hygge- og spillested.

Og hvad angår Leif Kruse selv, har han ingen intentioner om at stoppe foreløbigt. Ikke før år 2029, hvor kommunens lejekontrakt hos gymnasiet udløber.

- Det bliver jeg 67 år gammel. Så må det være på tide at stoppe.

Lørdag den 11. september bliver kultursalens 15-årsfødselsdag fejret med et brag i Helsinge: Der bliver musik ved gadekæret, musik på torvet og på en udendørs scene ved kultursalen og koncert i salen.

arrow 15 års fødselsdag: Fest med helt ny børnesang
05. september 2021 kl. 11:38 Opdateret: kl. 11:37
arrow Fødselsdag: Gribskov Kultursal fylder 15 år
30. juli 2021 kl. 20:47 Opdateret: kl. 13:25
Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?