5. marts 2021
"Kommunen har kimet mig ned, fordi de vil give mig en undskyldning. Nu har de fået kolde fødder. Men hvad ændrer det? De har røvrendt os totalt," siger Ib Petersen om den behandling, hans afdøde hustru fik af Gribskov Kommune.
gallery icon

Se billedserie

"Kommunen har kimet mig ned, fordi de vil give mig en undskyldning. Nu har de fået kolde fødder. Men hvad ændrer det? De har røvrendt os totalt," siger Ib Petersen om den behandling, hans afdøde hustru fik af Gribskov Kommune.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ib lovede sin døende kone én ting: Fortæl min historie, så det ikke sker for andre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ib lovede sin døende kone én ting: Fortæl min historie, så det ikke sker for andre
Gribskov - 15. januar 2021 kl. 08:01
Af Jeppe Helkov

- Jeg har villet fortælle om det længe, men min kone var bange. Hun troede til det sidste, at hun kom hjem. Og hvis hun kom på plejehjem, ville de nok ikke passe ordentlig på hende, hvis hun havde stået frem i pressen og fortalt, hvordan hun blev behandlet. Har man først den tanke, er der noget galt i en kommune.

Selvom det er fire måneder siden, at Ib Petersens hustru døde som 73-årig efter et længere kræftforløb, har han stadig svært ved at fortælle om det. Flere gange presser tårerne sig på, og stemmen knækker over.

- Jeg er stadig chokeret over den behandling, Ruth fik i sin sidste tid. Hun har selv arbejdet i plejesektoren i mange år og har altid sagt, at hun ikke vil dø i Gribskov. Fordi man ikke passer på borgerne. Og det blev præcis, som hun havde frygtet, siger Ib Petersen.

arrow Læs også: Vil have undersøgt hele ældreplejen: 'Nok er nok'
Kræft havde spredt sig

Men for at forstå det hele skruer vi først tiden tilbage. Til november 2019.

Her får Ruth Petersen konstateret en cyste på sine æggestokke. Senere finder man også ud af, at der er 'noget med lungerne'.

Men situationens alvor går først op for Ib Petersen, da han en dag i juli sidste sommer kom hjem og ser sin hustru svajende ind over en bordkant.

- Hun stod derovre og holdt fast i bordet, siger Ib Petersen og peger over mod køkkenet.

- Så sagde jeg til hende, Ruth, for pokker, har du drukket? Du er skidefuld. Du kan jo ikke stå stille.

Men Ruth Petersen havde ikke drukket. Efter undersøgelser på hospitalet fandt lægerne ud af, at hun havde en kræftsvulst i hjernen, der ikke kunne behandles.

Kort tid efter blev hun udskrevet som terminal borger med en spandfuld medicin, der skulle lindre smerterne og gøre den sidste tid så udholdelig som muligt.

Men kort før Ruth Petersen udskrives, får hun og ægtemanden de første bange anelser.

- Vi har et møde med lægen, da Ruth skal udskrives. Der spørger han, hvor vi bor. Da han hører, at det er i Gribskov, siger han ordret, at det er den værste kommune at blive gammel i. Det er altså en læge, der siger det.

'Vi har ikke tid'

Forløbet med Gribskov Kommune går også hurtigt skævt. Dagen før Ruth Petersen bliver udskrevet, står der pludselig en ansat fra den kommunale pleje, Pleje Gribskov, klokken 22 om aftenen i parrets hjem for at tilse hende. Men da hun ikke er kommet hjem, kører den ansatte igen.

Da Ruth Petersen dagen efter kommer hjem, ringer Ib Petersen til Pleje Gribskov for at høre, hvad de kan gøre for at gøre Ruths forløb så skånsomt som muligt.

Ifølge kommunens egne retningslinjer skal man inden for 24 timer efter udskrivelse have et møde med en sygeplejerske, hvor der skal lægges en behandlingsplan.

- Visitatoren skulle komme et par dage efter - klokken 14. Da klokken blev 17.30, var de stadig ikke kommet. Jeg ringede til dem og spurgte, hvor de blev af, men de skulle da ikke komme den dag, forklarede de - og desuden var det sommerferie, så de havde slet ikke tid, siger Ib Petersen.

Hjælp kan ikke vente

- Vi har med en døende person at gøre. Det er ikke en ældre, der skal have hjælp i mange år. Det er nu og her, man er nødt til at reagere. Man siger, at borgerne skal være længst muligt i eget hjem, og jeg ender med at holde Ruth hjemme en måned længere, end hun egentlig burde, fordi det var hendes ønske. Jeg bærer hende rundt, fordi hun ikke kan få luft på grund af sine dårlige lunger. Ruth var dødssyg, og hun fik det værre og værre. Og så kunne de ikke afse tid til at komme forbi. Man får ingen hjælp.

Fordi der ikke blev lavet en samlet plan, havde Ib Petersen blandt andet problemer med at få de rette hjælpemidler. Blandt andet buksebleer til natten.

- Til sidst brugte hun kun ble. Men om natten kunne de almindelige bleer ikke holde det hele inde, så hun sejlede rundt i sit eget tis. Bleerne måtte jeg også kun få otte af, og så måtte jeg købe resten selv, sagde kommunen.

Til sidst fik Ib Petersen nok og ringer til Pleje Gribskov for at fortælle om problemerne med bleerne. Men herfra lyder en blank afvisning.

Bad hver 14. dag

- De kunne ikke gøre noget, sagde de. Så spurgte jeg, om hun havde glemt at læse på Ruths journal. Hvorfor det, spurgte den ansatte. Hun var terminal, sagde jeg. Døende. Nå, det kunne hun da godt se. Så ville hun sende bleer med det samme.

Fordi der ikke er lavet en behandlingsplan for Ruth Petersen, er der heller ikke sat tid af til, at hun skal i bad, når hjemmehjælperne kommer, fortæller Ib Petersen. Det betyder, at der ofte går 14 dage mellem, Ruth Petersen kommer i bad.

- Ruth har altid været en meget stilig dame. Hun brugte en time hver morgen på at ordne sig. Og så kan hun ikke engang få et bad. Hun prutter i bukserne, og det hele sejler. Jeg har sagt, at det eneste, de ikke kunne få mig til, er at vaske min kone. Jeg kan godt skifte hende, men der gik grænsen. Alligevel får man ingen hjælp.

- Den første måned anede de slet ikke, hvad der foregik. Dem, der kom i hjemmet, vidste ikke, at hun var terminal, og selvom jeg bad om, at Ruth skulle lægges i seng kl. 18, fordi hun hele sit liv er gået tidligt i seng, kom de først kl. 22 hver aften.

Hvor er værdigheden?

- Det er ikke værdigt. Mennesker – lige meget om de er døende, ældre eller hvad de er – skal have lov til at være mennesker. Til det sidste. Det fik Ruth ikke mulighed for.

Efter fire ugers ventetid får Ruth Petersen endelig besøg af en visitator. Her bliver det besluttet, at hun skal flyttes til plejecentret Helsingegården.

Men det gør ikke just Ib Petersens bekymringer mindre.

- Ruth blev meget dårlig. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med hende. Det gik meget stærkt. Dér talte hver eneste dag, jeg kunne få med hende.

Men selvom Ruth Petersens tilstand på daværende tidspunkt bliver dårligere dag for dag, er de ansatte på Helsingegården ifølge Ib Petersen ikke bevidste om, hvor slemt det står til.

- Ruth rev bleerne af, og så lå de rundt omkring. Men de blev ikke fjernet. Jeg spurgte personalet, hvad der skete. Jamen, der havde ikke været rengøring endnu, sagde de. Så derfor havde de ikke fjernet bleerne. De måtte bare ligge der og lugte.

Læs Gribskov Kommunes svar herunder. Artiklen fortsætter under boksen
Piller lå og flød

- En anden gang, jeg kom på besøg, lå hendes piller ud over det hele. Det var binyrebarkhormon. Hun fik 300 mg. Du og jeg kan tåle 25. Jeg spurgte, hvad der foregik. En hjælper sagde gud, kan hun ikke selv tage piller. Der havde hun været der fire dage. Og de havde stadig ikke sat sig ind i hendes behov.

- Det var det samme med maden. En dag vidste de ikke, jeg var der. Maden havde de bare placeret foran hende. Jeg spurgte plejerne, hvor ofte de så til Ruth. Det gjorde de jævnligt. Men der havde jeg været der fire en halv time, uden de vidste det. De har opsynspligt, men en hel eftermiddag havde de ikke været inde hos Ruth en eneste gang. Og ingen havde tænkt på, at hun skulle have hjælp til at spise.

Til sidst blev det hele nok for Ib Petersen, der en fredag tog sin hustru med hjem. Nok var nok.

- Selv visitatoren fra kommunen sagde, at hun aldrig havde hørt om noget lignende.

Fik endelig fred

Sammen fandt de ud af, at Ruth Petersen skulle på hospice. Her var hun de sidste uger af sit liv, indtil hun den 16. september fik fred.

Efterfølgende har Ib Petersen gået med en boblende vrede over, at man fra kommunens side gjorde hans hustrus sidste tid så uværdig.

- Kommunen har kimet mig ned, fordi de vil give mig en undskyldning. Nu har de fået kolde fødder. Men hvad ændrer det? De har røvrendt os totalt. En ting er, at der kommer så mange forskellige hjemmehjælpere. Men at man ikke sætter sig ned og ser på, hvad for en hjælp Ruth skal have, det forstår jeg ikke. Man ser ikke de døende som mennesker. Det er det værste.

arrow Mange-årigt byrådsmedlem: Terminal pleje skal justeres
31. januar 2021 kl. 10:15 Opdateret: kl. 11:02
arrow Opbakning har rørt Ib: Det ville have betydet meget for Ruth
30. januar 2021 kl. 10:30 Opdateret: kl. 11:13
Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?