5. april 2020
Projektleder i Palles Venner, Nana Bryder, vil oprette en telefonmakker-ordning og levering af take away under corona-epidemien.
gallery icon

Se billedserie

Projektleder i Palles Venner, Nana Bryder, vil oprette en telefonmakker-ordning og levering af take away under corona-epidemien.
Foto: Torben Lysholm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hjælp til de ensomme under coronakrisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hjælp til de ensomme under coronakrisen
Gribskov - 25. marts 2020 kl. 11:54
Af Camilla Nissen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I en tid, hvor de fysiske fællesskaber er sat på pause som følge af risikoen for smitte med coronavirus, må man på anden vis bringe isolerede og ensomme mennesker sammen. Det er budskabet fra Projekt Palles Venner i Frivilligcenter Græsted. Projektet arbejder for at bringe ensomme mænd ind i fællesskaber, men da ingen kan mødes fysisk under corona-krisen, forsøger projektleder Nana Bryder at finde andre metoder til at lade ensomme møde andre mennesker, uden de skal forlade deres bolig.

- Vi er i Palles Venner sat på jorden for at bygge bro mellem mennesker, der sidder alene og få dem med i relevante aktiviteter - med hjælp fra en masse partnere, der har kontakten til disse mennesker og kan hjælpe med den svære opgave, det er at opspore dem. Men det er sat temmelig meget på pause nu, og derfor må vi vende bøtten og gøre noget andet. Vi må tage det gode gamle medie telefonen i brug. Vi vil hjælpe folk til at få nogen at snakke med, siger Nana Bryder.

Lige nu er vi alle Palle alene i verden, men for nogen er det ekstra slemt, hvis man i forvejen føler sig alene og ensom, lyder det fra Nana Bryder.

- Vi har prøvet at få folk ud i fællesskaber, men nu er vi nødt til at komme til folk. Så jeg håber, at telefonvenner er noget, der kan gøre en forskel. Lige nu er vi alle alene, så bare det at kunne vende løst og fast med et andet menneske - det kan være om hvad som helst, også bekymringer, så man ikke skal side alene med disse, siger Nana Bryder, som gerne vil høre fra frivillige, der har lyst til at bruge lidt tid - måske bare et kvarter hveranden dag - på at ringe til et andet menneske. Hun hører også gerne fra de mennesker, der ville have glæde af at få et opkald i ny og næ.

Udover telefonvennerne, har Palles Venner også planer om at tilbyde madudbringning hver onsdag, blandt andet til dem, der tidligere har deltaget i spisefællesskabet Fælles Fredag, som idéen til Palles Venner udspringer af.

- Fælles Fredag var noget af det første, vi måtte lukke ned for, da det er mennesker i den sårbare målgruppe og med buffet og alt muligt. Så det er smadderærgerligt. Der er ikke noget, der kan erstatte den oplevelse at være i fællesskab med mennesker, men så må vi prøve at hjælpe folk til at gøre noget godt for sig selv og forsøde tilværelsen. Vi har et samarbejde med Nordsjællands Kogekoneservice til Fælles Fredag, og det samarbejde er vi også interesseret i at fortsætte efter denne krise, så nu får vores målgruppe mulighed for at bestille take away, siger Nana Bryder.

Her er der også brug for frivillige til at levere maden til døren.

- Han leverer til vejkanten, og vores målgruppe kan ikke komme ud og hente den, så derfor vil vi gerne mobilisere en frivilligstyrke, der kan hente maden og bringe den ud en gang om ugen, siger Nana Bryder, som håber disse tiltag kan gøre en forskel.

- Der er mange socialt udsatte, ensomme og isolerede, der sidder og er meget bekymrede. De er dobbelt sårbare i den her situation, fordi de i forvejen er ensomme, og man ved, at mental og fysisk sundhed spiller ind på hinanden, og at man bliver syg af at være alene. Der er også mange i målgruppen, der er godt oppe i årene, og flere af dem har kroniske sygdomme, så vi er nødt til at gøre noget for dem, siger hun.

Hvis man gerne vil have en telefonmakker eller ønsker at være en telefonmakker - hvis man ønsker madudbringning, eller vil bringe mad ud frivilligt - så kontakt Nana Bryder på telefonnummer 93 91 19 93 eller på mail på nbr@frivilligcenter-graested.dk.

Madservice koster 75 kroner. Betaling kan foregå på to måder: Enten kontant på beløbet. Afleveres til det frivillige bud i en lille pose. Eller Mobile Pay til 25 48 04 36. Hvis man selv kan hente maden, bestilles blot direkte hos Kim på telefonnummer 25 48 04 36. Menu vil fremgå på Frivilligcenter Græsteds hjemmeside samt på Facebook (Palles Venner, Frivilligcenter

Græsted, Nordsjællands Kogekoneservice)

Samtale og indkøb
Kirkernes Sociale Arbejde i Græsted, der er et netværk af Græsteds fem kirker og kristne forsamlinger, tilbyder også hjælp under corona-epidemien. Det gælder hjælp til indkøb og samtaler.

- Har du på grund af corona epidemien svært ved at komme ud at handle, og har du ikke selv et netværk, som kan hjælpe dig, vil vi gerne købe ind for dig, skriver netværket.

Man kan få indkøbt dagligvarer for cirka 200 kroner pr. gang til enkeltpersoner og 500 kroner pr. gang til en familie.

Der udbringes mandag og fredag mellem 15 og 17.

Netværket er opmærksom på grundig håndhygiejne, lyder det i en skrivelse.

Sådan gør man:
- Send navn og adresse i en mail eller en sms til Dennis Martinsen: 41582104 / dennismartinsen@email.dk

Herefter vil man blive kontaktet af en frivillig fra Kirkernes Sociale Arbejde, som vil tage en snak om de praktiske detaljer.

Derudover kan man få en samtale med en af byens præster.

- Den usædvanlige situation med corona epidemien kan både skabe bekymringer, og det kan føre til en følelse af ensomhed. Har du brug for én at snakke med om dette, hører vi rigtig gerne fra dig.

Du er velkommen til at kontakte én af byens præster, lyder det.

Man kan kontakte Troels Toft, Folkekirken: 4240 2489, Claus Aagaard, Græsted Frikirke: 2880 2854, Maria Hyslop, Græsted Frikirke: 2684 9628

Ved spørgsmål kan man kontakte projektleder Helle Warming: 4041 0218