17. august 2018
Det er muligvis denne elg, som Henry Klarskov kendte. Helsinge, Østergade 31, 1952. Foto: Gribskov Arkiv
gallery icon

Se billedserie

Det er muligvis denne elg, som Henry Klarskov kendte. Helsinge, Østergade 31, 1952. Foto: Gribskov Arkiv
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Henry Klarskov fandt død elgko

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Henry Klarskov fandt død elgko
Gribskov - 17. juli 2018 kl. 08:59
Af Hanne Guldberg Mikkelsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I godt en måned har området mellem Helsinge og Gilleleje været vært for en elgkvie - men det er langt fra første gang. Helsinge især har været et rent Elgdorado for de store dyr, og Henry Klarskov var særligt venner med en af dem.

- Jeg var meget glad for at løbe og færdedes i Valby Hegn og Høbjerg Hegn, tilbragte mange timer derude både sammen med kammerater og alene, fortæller Henry Klarskov.

- Og jeg så tit elgene i Høbjerg Hegn. De er formentlig svømmet over fra Sverige - der var jo ikke så meget færgetrafik dengang, så det var ikke usædvanligt med elge i Nordsjælland.

- En af mine store glæder var klapjagter. Vi drenge fik fem kroner for at klappe. Det var med livet som indsats, og man skulle ikke have tophue på, så man risikerede at blive udset som bytte. Det var som regel i de våde måneder i november, og der stødte man altid på elgene. Jeg husker en gang at ligge i en grøft, hvor en af tyrene sprang over et vildthegn - og over mig. Fantastisk imponerende, det står endnu som et stort billede for mig.

Død elgko
Flere af elgene kom Henry Klarskov meget tæt på:

- En dag, da jeg løber, finder jeg koen død, fortæller han.

- Det satte sindet i bevægelse og jeg styrtede over til skovfogeden i den nordlige ende af Valby Hegn og fortalte det - med gråd i stemmen. Han fulgte med og bekræftede, at den var død.

Der går, ifølge Henry Klarskov, en periode, hvor de to tyre er alene i hegnet.

- Men så var der nogen, der mente, at man kunne formere dem ved at komme med en ung elgko. Der blev samlet penge ind og man fandt en i Sverige, vistnok fra en elgpark.

Elg-importørerne allierede sig med redningskorpset Zonen, som havde station i Helsinge.

- De havde en ladvogn med en tremmekasse, og jeg blev også kontaktet - nok fordi jeg havde fundet koen og i øvrigt kendte hver en sti og hvert et træ i skoven.

Elgen, som var en seks-syv måneder gammel, blev kørt til Valby Hegn.

- Vi var vel en seks-syv personer og så kom zonebilen med kassen. De kørte ind i en lidt tæt bevoksning og så satte de kassen ned og lukkede lågen op. Vi blev bedt om at gemme os, fordi elgen måske kunne være voldsom, når den blev sluppet fri.

Gemt bag en træstamme så den unge Henry Klarskov den nye elgkvie - som stilede lige mod det træ, hvor han stod.

- Og så fik jeg et kæmpeslik, hele vejen op gennem hovedet, fortæller Henry og illustrerer, hvordan elgen gik til den dreng, der tilsyneladende har haft stort elg-tække.

Da gruppen havde set sig mær elgen i dens nye omgivelser, gik vejen hjemad mod Helsinge - 50 meter bag dem fulgte elgkvien i en afstand af godt 40 meter.

- Vi forsøgte at skubbe den tilbage, men det kunne vi ikke.

Henry Klarskov, der er født i 1936, boede i Kirkegade lige ud til gadekæret i Helsinge. Det var et hus, der i dag har måtte vige for en ny udfletning. Her boede også morforældre, morens moster og tante. Der var en lille passage mellem deres hus og naboens ud til gadekæret.

- Næste morgen lå den dér. Så blev den hentet og bragt med en løkke ud til skoven. Dagen efter lå den nede i haven i et ret stort hindbærbed, som den havde trampet godt og grundigt ned - ja det var den hindbærsæson.

Elgkvien var ikke bange for mennesker:

- Jeg kunne sidde og stryge den ned ad ryggen, husker Henry Klarskov.

Kom hos bageren
Mens elgen befandt sig i Helsinge, kom den også en del i byens bagerbutik.

På et tidspunkt indså man imidlertid, at dén elg i hvert fald ikke ville være vild.

- Jeg tror, den kom til en dyrepark ved Randers, siger Henry Klarskov, der ikke siden så mere til sin ven.

Og således strandede forsøget på at etablere en egentlig elgbestand ved Helsinge, for nu var der kun tyrene tilbage. De holdt til i hegnet nogle år endnu.

Henry Klarskov flyttede fra Helsinge i 1953. Han gik først på kommuneskolen, men flyttede senere til den private skole sammen med sin bror Mogens.

Hans far havde været frihedskæmper og blev under en aktion taget i Helsinge. Han vendte hjem, men tilbragte mange år på hospitalet.

Henry Klarskov selv fortsatte sit liv - men uden elge. Det nye liv kom blandt andet til at indbefatte et styrt med et fly, mens han var i luftvåbnet.

Man kan se mere til den gamle Helsingedreng i en udsendelsesrække på DR til efteråret. Den hedder »En sang fra Hjertet«. Henry Klarskov er nemlig også sanger og komponist.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk