29. september 2021
Smadret glas, fladtrykte dåsebajere og cigaretskodder. Det er det syn, flere i Tisvildeleje er trætte af at stå op til i uge 29. Foto: Mette Tolstrup
Smadret glas, fladtrykte dåsebajere og cigaretskodder. Det er det syn, flere i Tisvildeleje er trætte af at stå op til i uge 29. Foto: Mette Tolstrup
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Hårdt ramt efter uge 29: Flød i glasskår, tis og cigaretskodder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hårdt ramt efter uge 29: Flød i glasskår, tis og cigaretskodder
Gribskov - 27. juli 2021 kl. 08:57
Af Nicklas Skyum Clausen og Claus Johansen

Skrald i gaderne, tis i haverne og larm og druk til langt ud på natten.

arrow Læs også: Debat: Lad os genskabe det gamle Tisvilde

Tømmermændene har for alvor indfundet sig i Tisvildeleje oven på en uge 29, hvor bølgerne - igen - har gået højt.

Debatten er ikke ny, men problemerne har i år taget et hidtil uset omfang.

Hans Erik Sørensen, formand for Tisvilde & Omegns Erhvervsforening, bekræfter, at problemet har været stort i år.

- Det har været ekstremt i år. Det er en stor belastning for byen. Flere forretninger har fået lavet hærværk - det er den kedelige side af festen, siger Hans Erik Sørensen.

Har I et medansvar?
- Vores restauratører har jo et medansvar - så langt vil jeg gå. Der er ikke noget at sige til, at værtshusene udskænker alt det, de kan sælge. Men så har de også et medansvar, siger Hans Erik Sørensen, der dog ikke mener, at erhvervsforeningen som helhed bærer ansvaret.

- Erhvervsforeningen er jo ikke en del af festlighederne. Vi bliver ikke engang spurgt, om det er i orden med de arrangementer, siger han.

Madam Skrald: Svineri

Også Mette Tolstrup, der i forbindelse med Musik i Lejet er Tisvildelejes egen »Madam Skrald«, og i 2021-udgaven Sommersol har beværtet et strandrensnings-arrangement, har lagt mærke til svineriet i byen.

- Jeg har oplevet et svineri, som var på højde med sidste år. Festen har været hårdere i år - der har været mere power på. Der ligger rigtig meget skrald i hovedgaden - og der er ingen, der rydder det op. Jeg er ærgerlig over det, fordi der bliver gjort meget for at rydde op i vores by, siger Mette Tolstrup.

Mette Tolstrup har tidligere år - i forbindelse med Musik i Lejet - påtaget sig opgaven med at holde byen ren i uge 29. Det har hun valgt ikke at gøre i 2021. Og »resultatet«, mener hun, taler for sig selv.

- Der er rigtigt mange mennesker, der selv har taget meget med - vi taler vinflasker og øldåser, som folk selv tager med. Det kan jeg jo se på skraldet.

På Facebook går debatten ligeledes højt. Her mener mange, at restauranterne omkring »svinget« på hovedgaden har fejlet.

Det samme siger Mette Tolstrup.

- Café Maya har svinet ud over alle grænser - de laver DJ ud til hovedgaden og laver en gadefest. Det er absurd, at man gør det, siger hun.

Til gengæld tager hun en anden restauratør i forsvar.

- Buhls Baghave lukker klokken 22 og havde vagter på. Og de rydder op både rundt om bistroen og Buhls Baghave.

Restaurantchef på Café Maya Yurdum Karakaplan siger til Amtsavisen, at caféen kun har solgt drikkevarer i plasticglas.

Han tilføjer, at de har været på gaden både nat og morgen for at rydde op.

- Vi har fejet fortovet både nat og morgen. Det er rigtigt, at der har været glas og alt muligt, men jeg er sikker på, det er folk, der har haft deres egne ting med, siger Yurdum Karakaplan.

- Folk vil gerne feste

Anders Buhl, manden bag Buhls Baghave samt Tisvilde Bio og Bistro lidt længere oppe ad vejen, fortæller, at han gør meget for at undgå svineri i byen.

- Vi lukker Baghaven klokken 22, selv om vi kunne holde åbent længere, og det er fordi, vi gerne vil bidrage til at holde byen rolig, siger han.

Desuden har man ved Buhls Baghave sat dørmænd på, så gæsterne ikke har deres drikkevarer med ud i byen.

- Og så bruger vi enormt meget energi på at feje og rydde op hos os og vores naboer, både når vi lukker og igen om morgenen, siger Anders Buhl.

Anders Buhl mener desuden ikke, at restauranterne og beværtningerne i Tisvilde kan bære hele ansvaret for svineriet og larmen i byen.

- Jeg kan selv se, når jeg er ude at gå tur klokken 2 om natten inden vi skal rydde op, at der er kæmpe fest. Det er jo folk, der kommer alle mulige steder fra, og der er mange mennesker inde i byen - og så vil de gerne feste. Det er jo sådan det er, de 3-4 dage om året, siger han og fortsætter:

- Nu bliver der peget meget på restauranterne, men når der er så mange, så har de nok også en enkelt dåse eller en flaske vin med hjemmefra.

Få minutter senere ringer Anders Buhl tilbage. Han har et vigtigt budskab. Han synes hellere, at fokus skulle ligge på det hårde arbejde, han og andre restauratører lægger i at gøre Tisvildeleje attraktiv - også uden for uge 29.

- Jeg bruger også ret meget energi på at præsentere et stort og gratis musikprogram nede i Baghaven. Jeg synes folk bør huske på, at der måske også er nogle rare ting en gang imellem, siger Anders Buhl.

Borgmester beklager

Borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov) beklager skraldet i Tisvildeleje. Han peger på, at alle parter har et medansvar:

- Jeg synes, at både kommunen, erhvervsforeningen og Musik i Lejet skal sige, at det var altså ikke hensigtsmæssigt i år. Ingen af os har klaret det særlig godt. Alle kunne have bidraget på en mere hensigtsmæssig måde, og jeg er ked af, at vi ikke har fået koordineret det bedre, siger Anders Gerner Frost.

Han har besluttet at åbne borgmesterkontoret i Tisvilde på torsdag, så alle kan få en snak med ham:

- Jeg har tænkt mig at rykke borgmesterkontoret til Tisvildeleje på torsdag. Fra klokken 16 giver jeg en kop kaffe og en snak nede foran skolen på Bygaden, og så er alle velkomne. Jeg kan jo se, at der er livlig debat på Facebook, men det er måske ikke altid det mest hensigtsmæssige sted at debattere, siger Anders Gerner Frost.

Hans partikollega Pernille Søndergaard, som er formand for fagudvalget Udvikling, By og Land, har samtidig bedt forvaltningen om en redegørelse for, hvad kommunen har iværksat af ekstra aktiviteter i Tisvildeleje i uge 29.

- Tidligere har vi været rigtig gode til at håndtere de relativt mange mennesker i vores lille by i uge 29. Musik i Lejets professionelle håndtering af trafik og affald har fungeret rigtig godt, siger Anders Gerner Frost.

Han sender et klart budskab til de erhvervsdrivende, der har glæde af de mange ekstra gæster i Tisvildeleje:

- Alle de, der har glæde af de mange gæster, har jo et medansvar for, at der er ryddet op i gaden om morgenen. Det har nogen gjort, men det er der andre, der ikke har gjort. Jeg har jo selv en bagerbutik, og det er ikke os, der skaber skrald, for vi lukker jo klokken 17.30. Men jeg har selv sørget for, at når vi åbner klokken 7 om morgenen, så er der gjort pænt rent foran butikken, så der ikke ligger skrald eller flasker fra om natten, siger Anders Gerner Frost.

arrow Festival-arrangør bag efter skraldekaos: Vi er åbne for dialog
30. juli 2021 kl. 04:01 Opdateret: kl. 15:52
Stemmer du til kommunalvalget i år?