
Møgsag på møgsag - og borgere, der står frem med den ene fortællinger efter den anden om en kamp med det kommunale system. Er man fast læser af Ugeposten, vil man nok kunne genkende den udlægning.
Faktisk er udfordringerne med borgernes retssikkerhed så stor, at flere nu peger på, at der er brug for en uvildig rådgiver, der både kan rådgive, så man som borger er sikker på at få den hjælp, man har ret til - men som også kan gå kommunen efter i sømmene indefra.
- Der bliver begået så mange fejl, at det er nødvendigt, siger Dorte Christiansen, der er formand for DUBS, en forening der hjælper forældre til børn og unge med særlige behov i Gribskov.
Samme melding kommer fra Birgitte Eiriksson, vicedirektør i tænketanken Justitia, der har som formål at 'styrke fokus på og respekten for grundlæggende retsstatsprincipper'.
De har blandt andet set på, hvor mange af de kommunale afgørelser i borgersager, som borgere bringer videre til Ankestyrelsen, der bliver ændret eller sendt tilbage til ny behandling.
- Retssikkerheden er i alle kommuner på et uacceptabelt niveau. Eksempelvis på børnehandikapområdet, hvor over halvdelen af alle afgørelser på landsplan, der kommer til Ankestyrelsen, bliver omgjort. Det tal er helt uacceptabelt højt. siger hun.
Men det er ikke kun på børneområdet, der er problemer med retssikkerheden. Senest har Ugeposten kunnet fortælle historien om Ib Petersen, hvis hustru døde efter et kritisabelt forløb i den kommunale pleje. Ib Petersen fortalte blandt andet, at han ikke følte, at han blev hørt undervejs i forløbet. Og den følelse står han langt fra alene med.
Mens man i mange andre kommuner har de såkaldte uvildige borgerrådgivere, valgte politikerne i Gribskov Kommune i 2018 at spare den funktion væk. Selvom en borgerrådgiver ikke selv behandler klager, er de med til at rådgive og påpege problematiske arbejdsgange i kommunerne.
Dorte Christiansen håber, at de mange fejlfyldte sager nu kan få politikerne til at ansætte en borgerrådgiver på ny.
Især fordi regeringen i forbindelse med den seneste finanslov øremærkede 135 mio. kr. til en ansøgningspulje, som kommunerne kan søge med henblik på netop at ansætte en borgerrådgiver.
- Med den aftale er der en oplagt mulighed til at ansætte en borgerrådgiver igen. Det vil kunne gøre en kæmpe forskel. Med alle de henvendelser, jeg får fra frustrerede forældre, der kæmper mod systemet, er behovet der helt sikkert. I dag ved folk ikke, hvad de egentlig har ret til, eller hvor de skal gå hen for at få uvildig sparring. Det kan godt være, man får en sagsbehandler tilknyttet, men de er ansat af en del af det system, man tit er oppe imod.
- Man kan bare se på, når Gribskov Kommune træffer afgørelser i sager i dag. For eksempel i sager om tabt arbejdsfortjeneste. Der lægger kommunen ikke en klagevejledning med, så man som borger ved, hvor man skal gå hen, hvis man er uenig i beslutningen. I stedet bliver man som borger overladt til sig selv. Der kan en borgerrådgiver give en tryghed i, at man altid har en uvildig at gå til, siger hun.
Birgitte Eiriksson er enig. Hun mener, at en uvildig borgerrådgiver bør være obligatorisk for alle kommuner.
- Noget af det, der er så godt ved borgerrådgivningen er, at de har et todelt blik. De fører kontrol med forvaltningen. Gør man det godt, hvordan ser det ud med sagsbehandlingstiderne - og laver man mange fejl. Men samtidig har de et udadvendt blik, hvor de hjælper og vejleder borgere.
- Samtidig er de uafhængige. Det er helt essentielt, fordi det ikke er nemt at føre kontrol med en forvaltning, hvis man selv er underlagt den.
Birgitte Eiriksson peger samtidig på, at retssikkerheden i kommunerne er udfordret, fordi pressede budgettet har gjort det nødvendigt at svinge sparekniven over velfærdsområderne. Noget, der blandt andet kan føre til, at der bliver lavet flere fejl i sagsbehandlingen.
- Kommunerne er økonomisk meget trængte, og det har medført ekstra høje krav til effektivitet - og til at finde besparelser. Men i stedet for at spare borgerrådgiveren væk er den funktion en billig måde at hæve kvaliteten i ens service på. Blandt andet ved at hjælpe med, at der bliver truffet de rigtige afgørelser i første instans, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her