20. august 2018
Leonora Christina Skov - på visit i barndommens gade, Bymosevej i Helsinge. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Leonora Christina Skov - på visit i barndommens gade, Bymosevej i Helsinge. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forfatter har ikke lyst til at komme i sin barndomsby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatter har ikke lyst til at komme i sin barndomsby
Opdateret 09. februar 2018 kl. 10:41
Gribskov - 09. februar 2018 kl. 09:52
Af Karl Erik Frederiksen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af de mere end 800 mails, som forfatteren Leonora Christina Skov har modtaget fra læsere af hendes seneste roman »Den, der lever stille« er der kun et par stykker fra den by, hun er vokset op i - selv om der i bogen omtales flere navngivne personer og miljøer fra den nordsjællandske perle ved navn Helsinge, som i hendes teenageår blev udråbt som Danmarks grimmeste by. Og blandt de biblioteker, sognegårde og kulturhuse, som har været interesseret i at få hende til at komme og holde foredrag, er der heller ingen fra den kommune, hvor hun har sin rod - selv om hun har et budskab og en morale, som også kan være på sin plads i den del af landet.

arrow Læs også: Leonora Cristina Skov gæster også nORD-festivalen

- Det er jo ikke byen eller dens personer, jeg hænger ud. Jeg fortæller om, hvordan det er at have nogle forældre, som jeg aldrig lærte at kende rigtigt, og som aldrig viste kærlighed til mig, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Leonora Christina Skov er tilbage i barndomsbyen for at fortælle om sin seneste roman »Den, der lever stille«, der handler om hendes opvækst i et parcelhusmiljø. Her har hun ikke haft lyst til at komme, siden hun forlod byen i 1995. Hun var der dog en dag i 2010 for at holde foredrag for alle elever og lærere på byens gymnasium, som hun fik sin studentereksamen fra 15 år tidligere. På det tidspunkt havde hun netop udsendt sin tredje roman (»Silhuet af en synder«). Dengang var de unges interesse for at høre om hendes forfatterskab og liv stor. Ellers har det været en by, som hun mest af alt har dårlige minder fra. Alt for få forstod hende, eller de udfordringer, hun stod over for, fordi hun aldrig forstod at holde lav profil, og fordi hendes seksualitet viste sig at være til piger.

Mennesketomt

Nu er hun ude og vende i parcelhuskvarteret på Bymosevej, hvor hun boede.

Husene ser i dag lavere ud - og vejene meget bredere end hun husker dem. På vejen og fortovet er der lige så mennesketomt som tidligere. Kun en enkelt hundelufter møder hun.

Heller ikke inde på gågaden ser hun nogen. Tre personer når hun at møde på de første cirka 100 meter fra stationen. Der er pænt og ryddeligt, men det er måske bare en overflade, mener hun. Alle steder kan der være grund til at tænke over den morale og det budskab, som hun så gerne vil ud med - og som fik hende til at skrive bogen:

- Hvis man som voksen møder et barn, som trænger til kærlighed og opmærksomhed, skal man ikke være bange for at gøre sig synlig og ofre barnet opmærksomhed, selv om barnet ser nok så ren og velklædt ud - eller kommer fra er pænt hjem. Det kan være ligegyldigt om tøjet sidder i uorden, hvis det er kærlighed, der er brug for, siger hun.

Leonora Christina Skov kommer aldrig til at forlige sig med, at hun voksede op hos nogle forældre, som ikke gav hende kærlighed. Eller at det var nogle andre end forældrene, der blev opmærksom på hendes problemer. Den ene var en dagplejemor, som hun var hos et par gange om ugen efter skoletid, mens hun gik på Tofteskolen. Den anden var veninden Shirley, som døde som 19-årig.

Det var først, da hun kom i gymnasiet, at hun begyndte at få sig en omgangskreds- og vennekreds af jævnaldrende, og som hun kunne gå på diskotek med - for eksempel på Tæsk Fight Klub - kælenavnet for den periodes store in-sted ved byens gadekær Tess Night Club. Flere af dem mødes hun stadig med, men altid i København, hvor de alle nu bor. Det var i øvrigt også på gymnasiet, at engelsklæreren Suzanne så, at hun kunne føle sig lidt uden for.

Mobningen

Både på den kommunale skole, hvor hun gik i de første år, og på den private realskole, som hun begyndte at gå på i fjerde klasse, mærkede hun mobningen.

- Jeg bærer selv en del af skylden for, at det hørte med til hverdagen. Jeg vidste, jeg var så faglig dygtig i alle fag, og førte ikke nogen lav profil. På realen havde man den uskrevne regel om, at man ikke skal sidde og markere sig hele tiden, når har viden om det emne, man er i gang med. Den regel nægtede jeg at følge.

-Jeg havde intet til fælles med de andre, og jeg begyndte først at mødes lidt med andre i fritiden, da jeg blev gammel nok til at komme i Helsinge Ungdomscenter. Mange af de andre fra skolen kom der, fordi de ville spille med i teater og musicals, men jeg ville ikke være som dem og begyndte derfor at spille trompet i dets brassband.

- I denne bog skriver jeg slet ikke om noget dårligt på skolen. Det kan man også sige, at jeg har gjort tilstrækkeligt i børnebogen Glashuset (2008), hvor jeg netop skriver om realskolen. Jeg føler stadig afsky over for den måde, der blev givet karakterer eller vidnesbyrd på, og over, at forstanderen kunne sætte sig om bag katederet, mens han læste dem op for alle i klassen. Om børnebogen blev læst på skolen ved jeg ikke. Jeg fik aldrig nogen kommentarer- hverken fra ansatte eller elever, som oplevede det samme, siger Leonora Christina Skov.

I romanden fortæller hun, hvad hun selv gjorde for at komme gennem de svære år. Hun læste, og hun skrev -på både dansk og engelsk.

- Jeg søgte pennevenner, som jeg skrev sammen med om alt, hvad jeg gik og tænkte på. Jeg tror, jeg var 10 år, da jeg begyndte på det, og jeg nåede op på at have 150 jævnaldrende fra hele verden som pennevenner. Det døde først ud, da jeg var omkring 18, siger hun.

Takket være hendes fars arbejde fik hun tidligt en elektronisk skrivemaskine og tidligere end alle andre børn også en computer. På dette udstyr sad hun fra 10 års alderen og skrev. Tidligt fik hun drømmen om at blive forfatter.

- Det blev til meget lange historier om børn, der ikke blev elsket og forstået. Min far bakkede mig op på den måde, at han læste korrektur på det. Der måtte ikke være en stave- eller kommafejl i det, jeg lavede. Han kunne sidde og kontrollere kommaer i en historie på 300 sider uden at tænke over, hvad den handlede om. Det skulle bare se pænt og fejlfrit ud, lige som livet hjemme i parcelhuset.

De udstødte

Et af barneårenes fristeder var det kommunale bibliotek - som dengang lå midt i byen. Her hjalp en rødskægget bibliotekar hende med at finde bøger og lave litteraturlister om emner, som ingen af de andre børn og unge interesserede sig for. Det kunne være emner som selvmord, homoseksualitet, handicappede, psykisk syge eller lignende.

- Det var altid specielle emner, jeg læste om. Alt handlede om nogle, som var udstødte. Når jeg havde læst om et emne, gik jeg videre til det næste. Når mine jævnaldrende tog til ridning eller idræt, gik jeg på biblioteket og fordybede mig. Det husker jeg som noget af det bedste fra barndommen.

- Hvor er det godt, at der findes biblioteker og bibliotekarer, som giver sig tid, siger Leonora Christina Skov.

800 mails

Interessen for hendes roman, der er hendes 9. udgivelse siden 2002, er enorm. Hver dag kommer der nye mails i indbakken.

- Nogle giver mig ros og korte kommentarer. Andre fortæller, at de har oplevet det samme som mig - for eksempel at vokse op uden at møde kærlighed eller forståelse, eller med at få omgivelser til at forstå, at de er homoseksuelle. Jeg er ikke i stand til at give alle et svar. I denne tid har jeg så travlt med at holde foredrag, og at deltage i promovering af min bog, at jeg ikke når ret meget andet. Jeg kan ikke multitaske så meget, at jeg når at skrive eller at tænke på, hvad jeg vil skrive.

- Jeg ved ikke, hvad jeg vil gå i gang med at skrive, når det er blevet hverdag. Jeg ved kun, at det emne, jeg har taget fat i nu, slet ikke er udtømt. Det rummer stof til flere bøger.

- Sandsynligvis bliver det nok noget helt andet, jeg går i gang med. Jeg kan for eksempel tænke mig en periode, hvor jeg rejser ud i verden for at skrive fra forskellige brændpunkter. Det er altid mænd, der rapporterer fra krigszoner. Jeg er sikker på, at jeg som kvinde kan komme ind i nogle miljøer, som er lukket land for mænd. En rejse, der ligger lige for, og som jeg drømmer om at beskrive, er flygtningeruten - den rejse som mange af de flygtninge, der når til Danmark, følger op gennem Europa, siger Leonora Christina Skov.

Forkert tidspunkt

Lørdag 10. februar er Leonora Christina Skov i Helsinge igen. Denne gang klokken 11:30 for at signere bøger i Arnold Busck Boghandel i Østergade. I Frederiksborg Amts Avis står, at hun er i boghandlen klokken 14:00, men den oplysning er forkert.

arrow Mød de nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris
06. juli 2018 kl. 20:52 Opdateret: kl. 11:58

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk