21. september 2021
I 2017 var andelen af ufaglærte i Gribskovs ældrepleje 15 procent. Nu er den oppe 25 procent ifølge en opgørelse fra FOA. Modelfoto
I 2017 var andelen af ufaglærte i Gribskovs ældrepleje 15 procent. Nu er den oppe 25 procent ifølge en opgørelse fra FOA. Modelfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Flere ufaglærte i ældreplejen: - Det er udfordrende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Flere ufaglærte i ældreplejen: - Det er udfordrende
Gribskov - 27. juli 2021 kl. 21:01
Af Anna Hjortsø

Det går i den forkerte retning, når det kommer til uddannede medarbejdere i ældreplejen i Gribskov. 25 procent af dem er ufaglærte, hvor det for fire år siden gjaldt for 15 procent.

arrow Læs også: Debat: Ældreområdet har været en lang lappeløsning

Det viser en opgørelse fra FOA, som organiserer social- og sundhedshjælpere og -assistenter.

Ifølge fagforeningen har manglen på arbejdskraft i ældreplejen aldrig været større, hvilket er forklaringen på, at kommunerne ansætter uuddannede til at passe og pleje de ældre borgere.

Det er også tilfældet i Gribskov, fortæller formanden for fagudvalget 'Ældre, social og sundhed', Birgit Roswall (V):

- Når man mangler medarbejdere, og ufaglærte søger, så sker det helt automatisk i alle kommuner, at man ansætter dem og tilpasser de arbejdsopgaver, man kan.

I slutningen af juni oplyste kommunen, at der manglede 25 faglærte medarbejdere i den kommunalt drevne plejeenhed, der både leverer hjemmepleje og hjemmesygepleje.

- Det er udfordrende, og den største udfordring er, at vi ikke kan skaffe medarbejdere nok, og jeg er vildt bekymret for fremtiden, lyder det fra Birgit Roswall.

Befolkningsprognosen lyder nemlig på flere ældre og færre arbejdstagere.

I FOA er man også bekymret over manglen på faglærte i ældreplejen.

- Det er en skræmmende udvikling, som går ud over kvaliteten af den ældrepleje, vi tilbyder vores ældre borgere. Det kræver uddannelse at levere pleje og omsorg af høj faglig kvalitet, udtaler sektorformand i FOA Torben Hollmann i en pressemeddelelse.

Opgaverne bliver tilpasset

Ifølge udvalgsformand Birgit Roswall håndterer Gribskov Kommune den nuværende mangel ved at tilpasse opgaverne til den medarbejder, man har ansat.

Men hvad med de opgaver, som kræver, at man er faglært - de forsvinder jo ikke?

- Vi forsøger i den grad at få uddannet ufaglærte - at tilbyde dem uddannelse, så vi får opkvalificeret dem.

Blandt andet har kommunen tilbudt ufaglærte ansatte voksenelevløn i et såkaldt »mesterlæreforløb«. Det vil sige, at selvom medarbejderen får færre penge mellem hænderne, end når de arbejder, så får de får en højere løn, end man normalt gør som elev.

- I håb om, at de så har lyst til at tage en uddannelse og opkvalificere sig selv, samtidig med at vi forhåbentlig får nogle flere faglærte medarbejdere, siger Birgit Roswall, der samtidig påpeger, at nogle måske ikke har råd til at gå ned til elevlønsniveau.

Hvis man deltager i mesterlæreforløbet, er man desuden garanteret en plads på Social- og sundhedshjælper-uddannelsen, hvilket de fire, der har bestået forløbet i juni, ifølge kommunen, har valgt at begynde på.

Et bedre arbejdsmiljø

Birgit Roswall fortæller også, at man i kommunen i øjeblikket arbejder på at lave en »rekrutterings- og fastholdelses-strategi«, som skal udarbejdes i samarbejde med medarbejderne.

- Der arbejdes med at give nye medarbejdere et godt introduktionsforløb, så de føler sig klædt på til opgaverne. Og til dem, der måtte forlade os, skal vi spørge, hvorfor de gør det, så vi bliver klogere på arbejdsvilkårene. Der er ingen tvivl om, at det er arbejdstagers marked, og hvad skal der så til for, at man oplever, at det er en god arbejdsplads?

Gribskov er langt fra den eneste kommune, der er udfordret på området:

Ifølge FOA er der 30 kommuner i Danmark, hvor andelen af ufaglærte er over 25 procent. På landsplan er 22 procent af de ansatte i ældreplejen ufaglært, hvor det tilbage i 2017 var 13 procent. Det er altså en udvikling på 9 procentpoint.

Der er altså også rift om medarbejderne på tværs af kommunegrænser - derfor skal arbejdsmiljøet i Gribskov Kommune blive bedre, mener Birgit Roswall.

Til Ritzau har Torben Hollmann fra FOA sagt, at det stigende antal ufaglærte i ældreplejen er et symptom på dårlige løn- og arbejdsforhold.

- Vi skal have dækket borgernes behov ind, men vi skal også se på, at medarbejderne har så gode arbejdsbetingelser som muligt for at være attraktiv, siger Birgit Roswall.

- Måske også få tilpasset arbejdet efter medarbejderens familieliv - det er jo et område, hvor man har skiftende vagter. Nogle søger over i vikarbureauer, fordi de bedre kan tilrettelægge deres arbejdslivet. Vi skal finde ud, om vi i vores planlægning kan tage hensyn til de individuelle ønsker, arbejdstageren har.

Udgangspunktet er at tiltrække faglærte medarbejdere, fortæller udvalgsformanden.

- Det er vores fokus af hensyn til servicen over for vores borgere. Men når man er i en situation, hvor man ikke kan skaffe nok faglærte, så bliver man presset til også at tage ufaglærte. Hvis vi med et godt tilbud kan få ufaglærte til at tage et uddannelsesforløb, så hjælper man jo området generelt - og det er vores målsætning.

Bider sig selv i halen

Spørgsmålet er, om kommunen også kan gøre noget, når det kommer til de ansattes lønforhold.

- Vi følger overenskomsterne, og vi er bundet af økonomi, ift. hvor mange penge vi må bruge. Vi har ikke ubegrænsede midler og kan tilbyde lønforhøjelser, lyder svaret fra Birgit Roswall.

Landets kommuner skal overholde det såkaldte serviceloft - et beløb, som landspolitikerne årligt beslutter som led i økonomiaftalen. Det er et loft for, hvor mange penge kommunerne hver især må bruge på service.

Birgit Roswall, inden for serviceloftet har I jo mulighed for at prioritere?

- Klart, men det kan være, at nabokommunen forhøjer lønnen.

Selvfølgelig er det et konkurrenceparameter at tilbyde højere lønninger, siger hun.

- Men der er en risiko for, at det bider sig selv i halen, for så skal nabokommunen også forhøje lønnen, og så bliver vi alligevel lige på det område. Der er en grænse for, hvor lang tid det vil vare, når nabokommunen har samme problem.

Og derfor ønsker hun at holde sig til overenskomsten. Men om lønningerne generelt er for lave på området ift. at tage uddannelserne, er en anden snak.

- Jeg synes, man bør kigge på det på landsplan, for opgaverne er sindssygt betydningsfulde for os alle sammen - og derfor skal lønningerne måske afspejle vores behov for, at nogen har lyst til at have de job.

arrow Debat: Vi sparker opad - ikke nedad
25. august 2021 kl. 17:55 Opdateret: kl. 16:14
arrow Mangel på plejepersonale: Nu vil kommunen undersøge dette
24. august 2021 kl. 21:05 Opdateret: kl. 15:41
Synes du, at kommunen er der for dig?