13. juni 2021
Billede
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fik blottet brysterne og blev fotograferet: Politiker krænket af byrådskolleger

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fik blottet brysterne og blev fotograferet: Politiker krænket af byrådskolleger

Kvindelig byrådspolitiker fik hevet ned i kjolen, ligesom hendes blottede bryster blev fotograferet under en middag efter et byrådsseminar

Gribskov - 17. november 2020 kl. 12:41
Af Jeppe Helkov

Det var en middag som mange andre. Byrådsmedlemmerne i Gribskov var samlet for at diskutere næste års kommunale budget.

Men for Venstre-politikeren Natasha Stenbo Enetoft endte fællesmiddagen som alt andet end en hyggestund.

Det kan Ugeposten nu afsløre på baggrund af samtaler med kilder i og omkring det politiske miljø i Gribskov som del af en rundspørge i byrådet foranlediget af dette efterårs MeToo-bølge.

arrow Læs også: Efter seksuel krænkelse i byrådet: 'Vi er nødt til at tage debatten"

Tidspunktet er august 2018. Ni måneder forinden var en håndfuld håbefulde lokalpolitikere - herunder Natasha Stenbo Enetoft - blevet valgt ind i byrådet.

Byrådsseminaret i Aarhus var derfor også disse politikeres første møde med de årlige budgetforhandlinger, hvor de næste års kommunale retning bliver diskuteret.

Forhandlingerne bliver afsluttet med en fællesmiddag med politikere og embedsmænd. Stemningen er afslappet, og politikerne hygger sig på tværs af partier. Ved det ene bord sidder Natasha Stenbo Enetoft.

Men på et splitsekund går stemningen fra hyggelig til anspændt, fortæller flere af de tilstedeværende.

Politikere og embedsmænd sidder ved runde borde, og snakken går. Det mangeårige byrådsmedlem Jesper Behrensdorff (tidligere konservativ og nu medlem af Nyt Gribskov) skal på et tidspunkt tage et billede af Natasha Stenbo Enetoft og hans daværende partikollega, Trine Egetved (K).

Pludselig mærker Natasha Stenbo Enetoft, at der bliver revet ned i hendes kjole, og da hun ikke har BH på, bliver hendes bryster fuldstændig blottet.

'Åh, nej, nej, nej', udbryder en embedsmand, der sidder overfor, med det samme. Natasha Stenbo Enetoft forsøger hurtigt at dække sine bryster med sin ene arm. Men for sent viser det sig senere.

'Jeg troede, du havde BH på', fortæller flere, at Trine Egetved instinktivt udbrød, da kjolen røg ned.

Nyt Gribskovs Sisse Krøll Willemoes står ved siden af. Hun mener, at Trine Egetved decideret trak ned i Natasha Stenbo Enetofts kjole.

- Jeg ser, at Trine vender sig mod Natasha, og med sin hånd river hun ned i Natashas kjole. Hun har en helt almindelig kjole på, der ikke bare falder ned af sig selv, siger hun.

Natasha Stenbo Enetoft bliver tydeligt påvirket af optrinnet, men sagen slutter ikke dér.

Trine Egetved fra Det Konservative Folkeparti skriver i en sms til Sn.dk, at hun ingen kommentarer har.

Viser billedet

Det viser sig nemlig, at Jesper Behrensdorff, da han skulle tage billedet af de to byrådskvinder, har fanget øjeblikket, hvor Natasha Stenbo Enetofts bryst er blottet.

Men i stedet for at slette billedet viser han det til viceborgmester Bo Jul Nielsen (R).

Præcis hvordan det foregår, er de to dog uenige om.

Mens Jesper Behrensdorff mener, at 'han og Bo tilfældigvis ser, der er et billede af bryster, da de bladrer billeder fra aftenen igennem sammen oppe i baren', fortæller Bo Jul Nielsen, at Jesper Behrensdorff decideret opsøger ham for at vise ham Natasha Stenbo Enetofts bryst.

- Om Jesper har scrollet igennem billederne, ved jeg ikke, men det gør han ikke, da jeg kom gående. Der siger han 'prøv lige at se her' og rækker telefonen frem med billedet på skærmen. Vi havde ikke talt sammen før, så han opsøger mig og viser billedet, siger han og fortæller, at han straks sagde, at Jesper Behrensdorff skulle slette billedet.

Venstres Birgit Roswall har samme oplevelse som Bo Jul Nielsen. Hun står ved siden af, da Jesper Behrensdorff rækker telefonen frem og viser billedet.

- Der er en grund til, at han viser billedet. Han ved, hvad han viser. Man ville jo ikke bede nogen om at se et billede på den måde, hvis det bare var et billede af hans kat. Jesper havde i hvert fald behov for at vise Bo det, og det må vel være, fordi han synes, det var interessant, siger hun.

Artiklen fortsætter under boksen med Jesper Behrensdorffs svar





 

'Drøn-ubehageligt'

Det er først, da byrådet er kommet hjem fra Aarhus, at Natasha Stenbo Enetoft får at vide, at et billede af hendes bryster er blevet taget og vist til byrådskolleger.

Den besked slår bunden ud af hende.

- Jeg var menigt byrådsmedlem, jeg var menigt medlem af børneudvalget. Jeg var nyvalgt og var rigtig glad. Det hele gik bare så godt. Men pludselig handlede det ikke om min politik, men om mine bryster, og hvem, der havde gjort hvad. Prikken over i'et er, at jeg får at vide af en byrådskollega, at jeg selv skulle have hevet ned i kjolen. Det er vanvittigt. Det er drøn-ubehageligt, at man kan blive udsat for sådan noget, når man som folkevalgt bare prøver at passe sit arbejde.

- Det er så trist. Både at historien med, at det er min egen skyld, lige pludselig begynder at cirkulere i byrådet. Men også at finde ud af, at nogen har sådan et billede af dig. Det er blevet taget mod din vilje, og i stedet for at slette det bliver det vist til en eller flere kolleger, siger hun.

Og Natasha Stenbo Enetoft står langt fra alene med sin oplevelse af at være blevet krænket.

En ny undersøgelse fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at hvert femte kvindelige byrådsmedlem har oplevet seksuelt krænkende adfærd. Ni procent af de adspurgte har oplevet det i denne valgperiode.

Det tal er alt for højt, understreger KL's formand Jacob Bundsgaard (S).

- Det er vi nødt til at gøre noget ved. Vi skal drøfte, hvordan vi skal omgås hinanden, og hvilket miljø vi skal have i vores kommunalbestyrelser og byråd, siger han til magasinet Danske Kommuner.

Jesper Behrensdorff er i dag byrådsmedlem for borgmesterpartiet Nyt Gribskov, men i 2018 var han medlem af Det Konservative Folkeparti.

Håndteringen

Men trods de gode intentioner om at ville handle, mærker Natasha Stenbo Enetoft, hvor svært de kommunale systemer har ved at håndtere sager som hendes.

På baggrund af hendes oplevelse bringer hun sammen med byrådskollegerne Mikkel Andersen (S) og Sisse Krøll Willemoes (NG) sagen videre til den daværende kommunaldirektør og borgmester Anders Gerner Frost.

Men herfra lyder beskeden, at man ikke kan gøre noget rent juridisk.

Fordi Jesper Behrensdorff og Trine Egetved er folkevalgte og ikke ansat på rådhuset, har kommunen ingen 'instruksbeføjelser' over dem. Det betyder, at man ikke kan sanktionere dem.

I stedet bliver der indkaldt til et møde, hvor kommunaldirektøren, borgmesteren, de to viceborgmestre, Sisse Krøll Willemoes, Natasha Stenbo Enetoft og Jesper Behrensdorff er til stede. Her giver sidstnævnte en undskyldning og understreger, at det krænkende billede er blevet slettet.

Natasha Stenbo Enetoft fortæller, at hun tager 'undskyldningen til efterretning', men at 'det er svært at samarbejde med en, der har gjort sådan noget mod én'.

Det samarbejde bliver med det samme sat på prøve for Natasha Stenbo Enetoft. Hun sidder som menigt medlem i et politisk § 17 stk. 4-udvalg om samskabelse, hvor Jesper Behrensdorff er formand.

- Jeg fortæller, at jeg har svært ved at se, hvordan han kan blive som formand. Og at det er ubehageligt, at jeg skal sidde i udvalg med ham. Og jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at det skal være mig, der trækker mig.

Men trods opråbet bliver der ikke gjort yderligere politisk ved sagen. Det ender derfor med, at Natasha Stenbo Enetoft tager konsekvensen og trækker sig fra udvalget.

Et principielt problem

Selvom Natasha Stenbo Enetofts sag ligger et par år tilbage, mener hun stadig, at behandlingen af hende udstiller et principielt problem, man er nødt til at diskutere rundt om på rådhusene i Danmark.

- For mig handler det om, hvordan vi behandler hinanden både før, under og efter, at sådan noget her sker. Og i den her sag kan man bare se, at alt bliver lagt over på offerets skuldre. Kommunen kan ikke gøre noget, er beskeden, og selvom jeg giver udtryk for, at jeg har svært ved at se, hvordan manden kan blive som formand for et udvalg, vi begge sidder i, ender det med, at det er mig, der må trække sig. Jeg synes, det er et problem, at man ikke kan beskytte ofrene bedre.

Langt over grænsen

Mikkel Andersen er enig.

- Vi er nødt til at diskutere de her sager for de fremtidige generationers skyld. Så vi ved, hvordan vi skal agere, når sådan noget her sker. I dag famler man sig frem. Jeg mener ikke, at man i dag har nok muligheder for at beskytte ofrene i de her sager.

- Det er langt, langt, langt over grænsen for, hvordan vi er sammen i byrådet, og hvordan vi er sammen som mennesker. Det her er så voldsom en krænkelse, at der ikke er noget, der kan retfærdiggøre det. Det er grænseoverskridende og trist, at vi ender ud i sådan noget. Det er en kultur, der skal ændres.

- Fra kommunens side har man handlet ud fra de muligheder, der har været i den her sag. Men som folkevalgt er man så grundlovssikret, at man kan slippe med at gøre sådan noget her uden konsekvenser, hvis ofrene ikke selv står frem. Var det her sket på en almindelig arbejdsplads, var man blevet fyret. De muligheder er der ikke her.

- I stedet for at systemet kører sagen for én, skal offeret politianmelde det og kører sagen selv. Der skal man virkelig være en stærk person, fordi man er så udsat som politiker i de her sager. Bare se på hele Lotte Rod-sagen (den radikale politiker, der var blevet krænket af Morten Østergaard) - og hvor hård en medfart hun har fået. Der kan jeg godt forstå, hvis nogen synes, det er lettest bare at holde sagen for sig selv, siger han.

Tager skylden på sig

Natasha Stenbo Enetoft valgte heller ikke at gå ud til offentligheden med sin historie, før Ugeposten her to år senere ringer til hende.

Selvom hun inderst inde godt ved, at hun ikke har gjort noget galt, havde hun hele tiden de rasende tastaturkrigere på de sociale medier i baghovedet.

- I starten tænker man, om det er mig, der har gjort noget forkert. Om jeg kunne have undgået det. Man tager en del af skylden på sig. Som offer i de her sager er man også i en enormt sårbar situation. Især som nyvalgt, der stadig forsøger at finde sine ben i et byråd. Og så er det ikke rart at være genstand for en debat, man ikke selv er herre over. Man bliver usikker på sig selv på en helt anden måde. Det her handlede ikke om min politik. Det handlede ikke om min måde at formulere eller argumentere på i en byrådssal.

- Og så tror jeg også, det er vigtigt at huske på, at den debat, vi har nu, den var der altså ikke for to år siden. Der var ikke den samme forståelse for sådan noget her. I manges øjne er man et dumt svin, idet man bliver folkevalgt. Det er svært ikke at have det i baghovedet. Derfor var det letteste bare at prøve at komme videre.

Men hvis du vil have ændret en kultur, burde du så ikke have stået frem?

- Hvad skulle jeg have gjort? Have ringet til dig og sagt, 'nu skal du bare høre'. Jeg har prøvet at tage den høje hest og tænke, at det ikke nytter noget at kaste med mudder. Jeg har rent principielt ikke noget behov for at se den på side fire i Ugeposten. Men nu ringer du, og det er ikke mig, der har gjort noget forkert i den her sag, så hvorfor skulle jeg lyve, når du spørger? siger hun og understreger igen, at hun ville ønske, at de kommunale systemer havde kunnet håndtere hendes sag, så hendes oplevelser havde haft en konsekvens for de involverede.

- Principielt ville jeg ønske, at det var en sag, der bare kunne være håndteret på rådhuset. Men det var ikke muligt.

Handler om enkeltpersoner

Natasha Stenbo Enetoft mener heller ikke, at hendes sag er udtryk for en generel kultur på rådhuset i Gribskov.

- Jeg tror ikke, der er et generelt problem med kulturen på rådhuset. For mig at se handler det her om enkeltpersoner, der har følt et behov for at positionere sig selv. For jeg mener grundlæggende, at vi skal passe virkelig meget på, at det her ikke kommer til at handle om, at man ikke må lægge an på kvinder. Vi vil rigtig gerne have at vide, at vi ser dejlige ud. Både mænd og kvinder. 'Er du blevet klippet? Det ser rigtig godt ud'. Den slags komplimenter er rigtig dejlige. Der kommer ingen kærlighed i den her verden, hvis ikke vi tør det. Men jeg mener, der er en grænse. Hvis ikke man vil gøre det på sin direktør, skal man nok heller ikke gøre det på en kollega. Og i min sag mener jeg bare, man er så langt over grænsen.

Ugeposten har forsøgt at få en kommentar fra Trine Egetved. I en sms skriver hun:

- Jeg har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til denne sag fra 2018, da den blev løst og håndteret af de involverede parter, og herefter blev lukket.

arrow Piger får pris for at kæmpe for biblioteket
19. november 2020 kl. 18:15 Opdateret: kl. 16:42
arrow Politiker krænket: Bryster blottet og fotograferet
18. november 2020 kl. 11:53 Opdateret: kl. 11:55
Hvor langt tror du Danmark når ved EM