11. december 2019
Det er vigtigt at holde sig i gang i senioralderen, sagde udvalgsformand for Ældre, Social og Sundhed, Birgit Roswall i sin åbningstale ved Senior Festival 2019. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Det er vigtigt at holde sig i gang i senioralderen, sagde udvalgsformand for Ældre, Social og Sundhed, Birgit Roswall i sin åbningstale ved Senior Festival 2019. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Festival for det gode seniorliv

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Festival for det gode seniorliv
Gribskov - 28. november 2019 kl. 14:44
Af Camilla Nissen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Når man går på pension, behøver man ikke at kede sig. Der er masser af aktiviteter for enhver smag og rig mulighed for at leve det gode seniorliv i Gribskov. Det forsøger Gribskov Kommune at kaste lys over, da dørene går op til Seniorfestival i Kulturhavn Gilleleje torsdag formiddag.

Tidligere har man holdt Ældremesse, men nu hedder det altså seniorer - ikke ældre, lyder det indledningsvist i en velkomsttale fra formand for Ældre, Social og Sundhedsudvalget, Birgit Roswall (V), mens masser af festivaldeltagere fortsat strømmer ind ad svingdøren.

- Det er afgørende, at man har noget at gå op i og interessere sig for, når man er kommet lidt op i alderen. Vi vil alle gerne have et sundt og langt liv, og det vil vi gerne bidrage til som kommune, siger hun og gør opmærksom på, at der er hele 52 stande at besøge.

Her afslører hun også, at festivalen var i fare for at blive aflyst, da administrationen har haft rigeligt at se til med at opbygge en ny kommunal hjemmepleje, der om få dage kører ud til borgerne. Men kultur og fritidsforvaltningen sprang til, ligesom kulturhavnens frivillige har hjulpet.

Og så er der ellers fri leg for de mange fremmødte gæster, der kan møde alle slags foreninger og organisationer - lige fra folkedansere til vinterbadere, forskellige pensionistforeninger og frivilligcentre og seniorcentre.

Hos Gilleleje Vinterbadere, der er trukket i badekåbe og fine hætter i dagens anledning, er der ellers ikke plads til flere medlemmer.

- Vi har 265 medlemmer og 100 på venteliste. Men vi vil også gerne gøre reklame for vores gode badestrande og opfordre folk til at prøve at forlænge badesæsonen. Så vi giver information om, hvor godt det er at være vinterbadere, siger Inge Madsen.

- Man ser ingen sure vinterbadere. Alle vinterbadere er glade, siger hun med et stort smil.

- Og så vil vi fortælle folk om, at vi til februar arrangerer DM i vintersvømning, supplerer Kirsten Draiby.

Plads til flere

Hos Gribskov Seniorcenter i Helsinge har repræsentanterne travlt. Mange vil gerne vide mere om stedet.

- Vi har mellem 630 og 650 brugere, og cirka 150 kommer gennem huset hver dag, men der er stadig en del, som ikke ved, at vi findes. Der kom også folk til et julemarked, vi holdt fornylig, som ikke anede, at vi eksisterede. Men vi har plads til alle. Vores dør er åben. Og har man en idé til et nyt hold, er der også plads til det, siger Yvonne Alex, forkvinde i Gribskov Seniorcenter.

Cykelpiloter søges

Også projektet »Cykling uden alder,« der har skaffet rickshaws til plejecentrene Skovsminde, Bakkebo, Trongården og Helsingegården, er med på festivalen for at fortælle om muligheden for at bruge sin tid på at være frivillig cykelpilot, så beboerne kan komme ud på en cykeltur.

- Vi efterlyser altid flere piloter, så der er nogen at tage af. Særligt i Vejbyområdet kan vi bruge flere - og også gerne Bakkebo, siger Kirsten Gamst-Nielsen, der sammen med Elise Dahl sidder i informationsstanden.

Det er en god måde at få motion på, fortæller to af cykelpiloterne Harald Andersen og Torben Holck, der går rundt i kulturhavnen for at vise flaget.

- Der var en kvinde på Skovsminde, der gerne ville besøge sin mands grav ved Tibirke Kirke. Så der cyklede vi ud og hjem igen, 35 kilometer, fortæller Harald Andersen, der selv er 82 år.

Også Brian Jensen, ansat hos Altiden og cykelkaptajn, der uddanner nye cykelpiloter, er med for at informere om de gode ting ved cykelturene, der både giver fællesskab og styrker hukommelsen for plejehjemsbeboerne.

- De ældre får en oplevelse, og så kan de pludselig huske et sted, de har boet, når de kører forbi, siger han.

Arv og testamente

Der er også mulighed for at få forskellige former for information, blandt andet fra kommunens plejecentre og private aktører, såsom Altiden - samt rådgivning om arv og testamente hos advokatfirmaet Muff, Boholdt, Schaufuss.

- Når man kommer op i en ældre årgang, har man behov for informationer og indsigt i nogle ting. Man er nødt til at forholde sig til for eksempel arv og testamente, siger Jørgen Bach, deltager i Seniorfestivalen, da han netop har fået en snak med advokatfirmaet.

Udover de 52 stande, var der også foredrag undervejs, blandt andet med skuespilleren Tommy Kenter, der fortalte om sit liv.