18. september 2021
Hovedgaden flød med affald i uge 29. Foto: Mette Tolstrup
Hovedgaden flød med affald i uge 29. Foto: Mette Tolstrup
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Festival-arrangør bag efter skraldekaos: Vi er åbne for dialog

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Festival-arrangør bag efter skraldekaos: Vi er åbne for dialog
Gribskov - 30. juli 2021 kl. 04:01
Af Nicklas Skyum Clausen og Claus Johansen

Debatten går i disse dage højt i Tisvildeleje efter en uge 29, hvor borgere og erhvervsdrivende er stået op til glasskår og cigaretskodder i gaden, hærværk og masser af støj.

arrow Læs også: Debat: Lad os genskabe det gamle Tisvilde

Hos Musik i Lejet har festen i år været mindre. Den traditionelle festival var aflyst, men afløseren »Sommersol,« der blev stablet på benene i løbet af et par måneder, trak alligevel 2.000 daglige gæster til koncertpladsen på parkeringspladsen ved Tisvildeleje Strand.

Og Sommersol var i sig selv en stor succes, siger arrangør Andreas Grauengaard.

- Man kunne mærke, at folk tørstede efter oplevelserne og at være sammen til koncerter, og der var festivalfølelse. Det er vi meget stolte af at have skabt under de forudsætninger, vi har haft. På kun to måneder har vi stablet »Sommersol« på benene, og det har været en kæmpe fælles indsats fra frivillige og alle involverede. Det blev gennemført med sikker hånd, siger han.

Han fremhæver blandt andet, at festivalen i år havde indført grøn miljøafgift på drikkekrus og kander.

Det betød, at gæster blev opkrævet et ekstra beløb på 10 kroner pr. krus og 30 kroner pr. kande, når de købte drikkevarer. Derefter kunne krusene og kanderne byttes til nye uden afgift.

- Det gjorde, at vi ikke havde samme type og samme mængde af skrald, som vi har haft tidligere år. Vi havde desuden også et rimeligt godt overblik over den mængde af skrald, vi producerede på festivalpladsen, fremhæver Andreas Grauengaard.

På parkeringspladsen ved Tisvildeleje Strand er der rent og ryddeligt efter Sommersol. Foto: Mette Tolstrup

Klar til dialog

Selv om affaldet på festivalpladsen ifølge Andreas Grauengaard har været håndteret godt, så ærgrer han sig over problemerne i særligt Hovedgaden.

- Vi er åbne for dialog, og vi kan se, at der er nogle udfordringer i Hovedgaden. Det er vi selvfølgelig helt klar på at tage en dialog om og støtte op om efter bedste evne. Det skal samtidig siges, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for at sikre os, at ting ikke blev bragt med ud fra pladsen og ud på offentligt areal. Blandt andet med de her genbrugskrus, siger Andreas Grauengaard og fortsætter:

- Men det fjerner selvfølgelig ikke vores ansvar for, at byen skal se ren og pæn ud. Og det er vi selvfølgelig åbne for en dialog om.

- Personligt ansvar

I Amtsavisen har Gribskov-borgmester Anders Gerner Frost (Nyt Gribskov) tidligere sagt, at både kommunen, erhvervsforeningen i Tisvildeleje og Musik i Lejet kunne have gjort det bedre i forhold til situationen i Hovedgaden.

Den præmis køber Andreas Grauengaard kun delvist. Han mener også, at de unge mennesker, der deltager i festen i Tisvildeleje, bærer et personligt ansvar.

- Jeg tror, der er en bevægelse, der ikke kun handler om Musik i Lejet. Det er ikke, fordi Musik i Lejet ikke har en andel i det, men der er mange ting, der spiller sammen og en udvikling og nogle hensyn, der skal være i en god balance for byen. Det drejer sig både om de erhvervsdrivende, der bruger sommerferieugen efter bedste evne, men også det personlige ansvar, som de mennesker, der kommer til byen, har og bør tage, siger Andreas Grauengaard.

Med udsigt til en »normal« festival i 2022 - der i øvrigt er udsolgt - og 10.000 gæster på stranden er Andreas Grauengaard og resten af holdet bag Musik i Lejet allerede i gang med at evaluere, hvordan det hele kan blive bedre.

- Vi kigger ind i alle de gode og mindre gode ting, der er foregået i uge 29. Vi vil gerne finde løsninger på, hvordan det hele kan hænge bedre sammen - både for byen og festivalen, siger han.

Han pointerer, at Musik i Lejet allerede har et stærkt samarbejde med Gribskov Kommune, Naturstyrelsen, politiet og andre aktører i området.

- Og vi kender jo hinanden ret godt på baggrund af nu 12 års erfaring med at afholde festival, så det er bare om at komme tilbage til skrivebordet igen, siger Andreas Grauengaard.

- Personligt ansvar

Mette Tolstrup, som i forbindelse med Musik i Lejet i de seneste år har stået for oprydning i byen, udarbejdede i fjor en evaluering, som blev sendt til kommunen og lokalrådet.

I evalueringen understreger hun, at der er behov for at gentænke affaldsstrategien:

- Jeg vil anbefale, at der kommer en anden skraldespand-strategi, hvor skraldespandene står der, hvor der er behov for dem. Og nytænkning i andre typer skraldespande. Der er de senere år fjernet flere skraldespande fra byen hvilket ikke giver mening, da der bliver genererer meget mere skrald i byen, fremgår det af evalueringen.

Hun anbefaler desuden blandt andet, at der opsættes glascontainere, og at der bliver iværksat en bedre dialog med erhvervslivet samt en bedre kommunikation til borgere og turister om, hvor man kan komme af med sit affald.

Synes du, at kommunen er der for dig?