
Plejecentret Udsigten har fået rettet op på de alvorlige fejl, som Styrelsen for Patientsikkerhed kunne konstatere for et år siden, og som betød, at plejecentret fik et påbud i juni måned sidste år.
En tilsynsrapport, viser at styrelsen har været på besøg i november sidste år, hvor den har kunnet konstatere, at der er »ingen problemer af betydning for patientsikkerheden«.
I rapporten står der også, at Udsigten fremstår "velorganiseret med gode procedurer og en høj grad af systematik. Det var tydeligt, at der i forhold til det reaktive tilsyn foretaget den 21. januar 2020 var sket markante ændringer og gjort tiltag, der skulle sikre opfyldelsen af målepunkterne".
Det var ikke tilfældet for et år siden, hvor der blev fundet fejl i 13 ud af 14 målepunkter.
Her lød styrelsens vurdering, at fejlene havde »betydelig risiko for patientsikkerheden«.
Det nødvendige dokumentations- og vidensgrundlag var ikke til stede for, at plejecentret kunne sikre forsvarlig pleje og behandling, lød det om plejecentret, som er drevet af det svenske plejefirma Attendo.
I juli sidste år lød det i et skriftligt svar fra Attendos virksomhedschef, Louise Ivanhoe Nielsen, der ikke ønskede at stille op til interview.
»Beboerne kan være trygge ved Udsigten. De ting, der krævede umiddelbar opfølgning ved tilsynet, blev rettet op umiddelbart efter tilsynet. Siden har vi ført kontrol med medicinhåndteringen, og der er ikke fundet nogle fejl siden. Denne kontrol fortsættes«.
På Udsigten, som i alt har 28 boliger og 24 medarbejdere, fandt tilsynet dengang blandt andet kanyler, der var udløbet i 2011, 2017, 2018 og 2019. Der blev fundet fejl i tre ud af tre medicinbeholdninger, og der var ingen instruks, der instruerede personalet i korrekt medicinhåndtering, lød det i tilsynsrapporten.
Derudover var journalføringen mangelfuld, og styrelsen konkluderede også, at procedurer for håndtering af smitsomme sygdomme og håndhygiejne var forældede.
I den nyeste rapport skriver Styrelsen for Patientsikkerhed, at der på plejehjemmet er blevet arbejdet med at udarbejde og implementere instrukser for blandt andet dokumentation og hygiejne, og at der er gjort en stor indsats for, at der også fremadrettet bliver opretholdt en god praksis for journalføring og medicinhåndtering. Alle medarbejdere er blandt andet blevet undervist og oplært i korrekt dokumentation.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her