21. oktober 2021
Jeanette Hiiri må ikke sælge sin kunst fra adressen på Slettevej. Foto: Nicklas Thorup Clausen
Jeanette Hiiri må ikke sælge sin kunst fra adressen på Slettevej. Foto: Nicklas Thorup Clausen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Efter nabostrid: Jeanettes værksted lukket af kommune

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Efter nabostrid: Jeanettes værksted lukket af kommune
Opdateret 10. oktober 2021 kl. 08:05
Gribskov - 10. oktober 2021 kl. 04:01
Af Nicklas Thorup Clausen

- Gribskov Kommune siger, de gerne vil have kunst og kultur i kommunen. På deres hjemmeside bryster de sig af, at kunstnerne florerer hyppigt heroppe. Men når man så er kunstner og flytter til kommunen - og bliver meldt af en nabo - så må man ikke arbejde her.

Ordene kommer fra en frustreret Jeanette Hiiri Marquart. Hun og manden Dennis flyttede sidst i 2019 ind i et hus på Slettevej i Rågeleje. Huset er et helårshus midt i det attraktive sommerhusområde.

Deri ligger en del af det problem, Jeanette Hiiri Marquart nu står med. For parret har omdannet en del af den tilknyttede garage til værksted og showroom for den keramikvirksomhed, Jeanette Hiiri Keramik, hun ville drive fra stedet.

Jeanette og Dennis' nabo har nemlig klaget over, at der drives erhverv på grunden. Det fremgår af både planloven, lokalplan og kommuneplanrammen, at der som udgangspunkt ikke må drives erhverv i et sommerhusområde, uanset at parrets hus har helårsstatus.

Siden har parret haft en korrespondance med kommunen om at få ændret lokalplanen for området. Hidtil uden held. Og det frustrerer Jeanette Hiiri Marquart, at kommunen - i hendes optik - ikke lytter. Blandt andet til hendes mange opfordringer om, at de selv kommer og ser forholdene an.

- Jeg synes, det er firkantet. Jeg kan, som borger, ikke forstå, at de ikke vil gå i dialog med mig. I det mindste komme og besøge mit værksted for at se, hvad det er for en størrelse. Det er 15 kvadratmeter arbejdsflade, vi taler om, siger Jeanette Hiiri Marquart.

I det hele taget mener hun, at behandlingen af hendes sag harmonerer meget dårligt med den "virkelyst", Gribskov Kommune skriver om på deres hjemmeside.

- Ikke når vi ikke kan få noget som helst at vide sort på hvidt, siger hun.

Fleksjob i værkstedet

Jeanette Hiiri erkender, at hende og manden burde have sat sig bedre ind i sagerne, inden hun begyndte at producere og sælge keramik fra hjemmeadressen.

Hun mener dog også, at kommunen skulle have sat sig bedre ind i tingene. For hun er i maj blevet godkendt til at komme i fleksjob i sin egen virksomhed - på hjemmeadressen:

- Jeg har gennem mange år været plaget af diskusprolapser og kronisk slidegigt, og har fået godkendt fleksjob, da alle muligheder for rehabilitering er udtømt. Så nu er jeg flyttet hertil og kan drive virksomhed på hjemmeadressen for at skåne min ryg. At kombinere hjem og virksomhed er en forudsætning for, at jeg kan arbejde, siger hun.

Sagsbehandleren fra jobcentret har hun kun roser til overs for. Det er planafdelingen, hun ikke forstår:

- De vil pakke kunsten ned i en lille firkantet kasse, siger Jeanette Hiiri Marquart.

Siden maj har Jeanette Hiiri Marquart ikke kunnet sælge sin keramik fra værkstedet. Hun frygter derfor at stå i en særdeles penibel situation i 2022:

- For min fleksjob-ydelse vil da være baseret på min indtjening i 2021. En indtjening, der nu er taget fra mig, siger hun.

Jeanette og Dennis har indrettet værkstedet i en tidligere garage på grunden. Foto: Nicklas Thorup Clausen

Møder opbakning

Det er ellers ikke, fordi Jeanette og Dennis mangler opbakning i lokalsamfundet, siger de.

De har blandt andet lavet en underskriftsindsamling i nabolaget, hvor 35 har skrevet under på, at de gerne ser et keramikværksted på Slettevej.

Det samme gør Raageleje og Udsholt Strand Grundejerlav, der har skrevet til parret, at de bakker op: "Vi ser dit atelier som en udøvende kunstners værksted. Vi forstår, at en kunstner finder inspiration i Rågelejes natur, og vurderer at dine aktiviteter netop er tænkt at foregå i balance med naturen og livet i området. Endvidere er der i området allerede et miljø for udøvende kunstnere, som vi gerne støtter," skriver formand Ingvill Solbø Christiansen og bestyrelsesmedlem Hans Emil Gerding.

Også en byrådspolitiker melder sig som støtte. Morten Ulrik Jørgensen, formand for kultur, erhverv og oplevelsesøkonomi (løsgænger) kalder Jeanette Hiiri Marquart oplevelse med kommunen for "ærgerlig":

- Det er i sig selv en udfordring, at folk har den oplevelse med kommunen. Man kan godt give et nej på en positiv måde. Jeg har hørt fra flere, at de oplever kommunen som en barriere. Det skal vi lave om på, siger Morten Ulrik Jørgensen og fortsætter:

- Det er udtryk for at gå i meget små sko. Steder som Jeanettes er med til at gøre, at vores lokalområder bliver en smule levende. Det er klart, at hvis der var røg, støj og møg, så var det noget andet, men det er der jo ikke tale om her, siger han.

Morten Ulrik Jørgensen medgiver, at Jeanette Hiiri Marquart er udfordret på lovgivningen:

- Men bare det, at hun ikke føler sig hørt, er et problem, siger han.

Gribskov Kommune henviser blandt andet til, at grusvejen ikke ville kunne bære den øgede trafikmængde. Selv mener Jeanette ikke, hun vil have meget mere end fem kunder ugentligt. Foto: Nicklas Thorup Clausen

Ingen hjælp at hente

Fra Gribskov Kommunes side er der ikke megen hjælp at hente for Jeanette Hiiri Marquart. Søren Korsholm, centerchef for Byudvikling og Ejendomme, slår over for Ugeposten fast, at der er truffet beslutning om ikke at igangsætte en lokalplan efter Jeanette Hiiri Marquarts ønske

- Det mener vi simpelthen ikke, at vi kan inden for planlovens rammer. Selv hvis vi kunne, så er det jo vigtigt at være opmærksom på, at planloven gør, at man som eksempelvis nabo kan have en nogenlunde rimelig forventning om, hvad der kommer til at ske i ens område, siger Søren Korsholm.

Andetsteds i Rågeleje er der udarbejdet en lokalplan, der har muliggjort et glaspusteri på Stejlebakken. Dette medgiver Søren Korsholm, men her er forholdene anderledes:

- For mig at se er det lige til, når man har været ude at se stedet. Så står det klart, hvorfor kommunen ikke bare klapper i hænderne, og man er nødt til at tage hensyn til naboerne på Slettevej.

- Hun sammenligner med glaspusteriet i Rågeleje, der godt nok har samme zonestatus, men ligger lige op ad en stor offentlig parkeringsplads. Det er en helt anden påvirkning, det har på Slettevej. Det er et sommerhusområde, hvor vejene er ekstremt smalle og der er stille og det opleves som et naturområde, siger Søren Korsholm.

Jeanette Hiiri Marquart og Dennis Marquart har nu søgt en dispensation via Erhvervsstyrelsen til midlertidigt at kunne drive erhverv på adressen.

Parrets nabos advokat, Mads Berendt, oplyser til Ugeposten, at "min klient har alene den kommentar til sagen, at han er meget tilfreds med, at kommunen håndhæver forbuddet i lokalplan 47.5 fra 1982 om, at der ikke må udøves erhverv i området."

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?