
Lige før jul fik vi den glædelige nyhed, at hele 7 bredbåndsprojekter var tildelt penge fra den statslige pulje og dermed bliver der for nogle borgere i Gribskov Kommune nu en bedre dækning.
Det er virkelig dejligt og æren skal alene tilfalde alle de frivillige, som har knoklet hver for sig og sammen for at ansøge om de pågældende midler. Så tusind tak til jer.
Desværre er det kommet mig for øre, at det har være meget svært at få mine kollegaer i Udvikling, By og Land, hvor Det Konservative Folkeparti ikke er repræsenteret, i tale omkring et fremadrettet samarbejde med kommunen i ansøgningsprocessen for 2021.
I en tid, hvor rigtig mange er nødt til at arbejde hjemme pga. Corona, så mærker vi alle sammen meget tydeligt, hvor essentiel en ordentlig internetdækning er.
Og derfor bør vi naturligvis også bakke op om alle de frivillige, der gør en kæmpe indsats for at gøre vores kommune endnu bedre at bo i.
Det er altså ikke nok, at der alene bygges den ene boligblok efter den anden, hvis den digitale infrastruktur ikke følger med.
I budgettet er der desværre ikke sat midler af til at kunne medfinansiere projekterne, men derfor kunne kommunen nu godt indgå i en mere aktiv og faciliterende rolle. så vi kunne hjælpe de resterende 21 projekter, som ikke fik penge i første omgang, til at lykkes i den ansøgningsrunde, der finder sted i foråret 2021 (01.07)
Derfor vil vi fra Det Konservative Folkeparti på førstkommende Byrådsmøde bede om at få en sag på dagsordenen, hvor vi i Byrådet taler om, hvordan kommunen kan hjælpe i en koordinerende rolle, så endnu flere kan få bredbånd.
I første omgang kunne man invitere de frivillige til et møde for at høste erfaringer fra dem, der lykkedes med at blive tildelt penge, og dem der ikke lykkedes.
Vi har i kommunen en frivilligkoordinator, som må kunne tilknyttes et sådant projekt, uden det giver kommunen øgede udgifter.
Når budgettet for 2022 skal vedtages, vil Det Konservative Folkeparti desuden gå til forhandlinger med ønsker om midler til medfinansiering af mere bredbånd i kommunen.
Det er simpelthen uundværligt, hvis det skal være attraktivt at flytte hertil.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her