1. marts 2021
- Jeg tror fuldt og fast på, at det miljø, man vokser op i, er med til at forme den person, du senere bliver, hvilke værdier man kommer til at sætte højest, og hvordan man behandler de folk, man møder på sin vej, skriver skribenten. Foto: Lars Christiansen
- Jeg tror fuldt og fast på, at det miljø, man vokser op i, er med til at forme den person, du senere bliver, hvilke værdier man kommer til at sætte højest, og hvordan man behandler de folk, man møder på sin vej, skriver skribenten. Foto: Lars Christiansen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Debat: Gribskov er ikke blot en kommune, det er et hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Debat: Gribskov er ikke blot en kommune, det er et hjem
Gribskov - 23. januar 2021 kl. 11:01
Af Sidse Kjær Bigum, Gribskov Gymnasium

Jeg flyttede inden for Gribskovs kommunegrænse i en alder af 4 år sammen med min mor, min far og min storebror.

arrow Læs også: Har modtaget ridderkorset: Formand fylder 75 år i dag

Efter et halvt år blev vores familie udvidet med det dejligste væsen på fire ben, og vi var nu den typiske "villa, vovse og Volvo"-familie. At komme til Helsinge var for os en stor forandring, skønt jeg ikke husker meget af tiden inden. Før boede vi inde mod København, men nu var vi rigtigt flyttet "på landet", som min storebror sagde flere gange. I dag - fjorten år efter - mærker jeg stadig, hvordan disse to ord "på landet" ofte nævnes, når mine kære jævnaldrende venner og veninder skal sætte nogle ord på vores lokalområde. Her er det næsten altid diskussioner om de begrænsede transportmuligheder, de tidlige lukninger af butikkerne og manglen på nattelivet, der leder til konklusionen: "Sådan er det at bo på landet". Denne sætning har nu rumsteret i mit hoved et godt stykke tid, for er det virkelig alt, Gribskov Kommune er for 'os unge'?

Trygge rammer

Jeg har boet i Helsinge næsten hele mit liv, og min hverdag har udspillet sig i denne bys trygge rammer så langt tilbage, jeg kan huske. Det sker tit, at jeg passerer et sted, hvortil der hører nogle fantastiske minder. Legepladsen, hvor jeg lærte at glide ned ad brandstangen, biblioteket, hvor jeg læste min første bog (med lidt hjælp fra mor), og græsplænen, hvor min storebror og jeg har spillet bold utallige gange. Minder, der kunne gøre enhver en smule nostalgisk. En dag, jeg husker særdeles tydeligt, er den første gang, jeg selv skulle cykle til skole. Jeg var simpelthen så stolt. Cykelturen var ikke på meget mere end halvanden kilometer, men jeg følte mig som en rigtig stor pige den dag, og jeg kunne ikke vente, til dagen var forbi, så jeg kunne cykle hjem helt selv igen og fortælle mine forældre alt om min oplevelse.

Her for nyligt blev jeg mindet om denne dag, da jeg så en yngre dreng cykle uden følge, og det gik op for mig, hvor meget jeg har haft taget mit eget lille lykkelige eventyr for givet. Mine forældre lod mig kun cykle alene, fordi de havde tiltro - ikke kun til mig - men til resten af byens borgere også. De vidste, at hvis jeg kom i nød, ville der være nogen til at hjælpe, ligesom jeg selv ville have hjulpet den dreng, jeg så, hvis han skulle have brug for det.

Og så var det, at jeg begyndte at tænke.

Selvstændighed

Lige siden jeg har haft en meget ung alder, har jeg mange lørdage taget min cykel for at bevæge mig mod bageren efter morgenbrød (min cykel var jo lige pludselig min nye bedsteven), jeg har cyklet til og fra legeaftaler, og jeg har ligeledes transporteret mig selv hjem fra gymnastik- og håndboldtræninger fire gange om ugen. At jeg kunne gøre disse ting, gav mig en følelse af succes og af selvstændighed, og den eneste grund til, at dette var muligt, var, fordi jeg havde hele lokalsamfundet til at passe på mig.

Jeg er vokset op i en by, hvor man bliver mødt af et høfligt godmorgen og et hertil følgende 'hav en god dag', når man passerer hinanden på gaden, hvor man stiller sine nyligt indkøbte varer fra sig for at hjælpe en ældre herre over vejen, og hvor man rejser sig op fra sit sæde i bussen, hvis man kan se, at personen ved siden af har mere brug for det end dig. Og fordi mine forældre vidste lige præcis, hvor meget alle altid har passet på hinanden, har de aldrig haft et problem med at lade mig gå uden for vores dør, selvom de ikke altid skulle med.

Hver for sig

Dette virker måske ikke synderligt vigtigt, men jeg tror fuldt og fast på, at det miljø, man vokser op i, er med til at forme den person, du senere bliver, hvilke værdier man kommer til at sætte højest, og hvordan man behandler de folk, man møder på sin vej.

Når jeg bevæger mig et stykke udenfor kommunegrænsen og indad mod storbyen, oplever jeg igen, hvordan jeg tager mange ting for givet i min hverdag. Her kan du ikke forvente at se nogen stille sine varer inde i kanten af fortovet for at hjælpe én over vejen. Det skyldes, at frygten for, at varerne bliver snuppet, mens du har ryggen vendt til, ikke er uden grund. Går man på en gade, ses det også ofte, at dit "godmorgen" gengældes med et mistænksomt blik, og i bussen er det hver mand for sig selv. Disse ting bevirker, at man ikke tør stole på hinanden, og hvis man ikke kan dét, har man så overhovedet et fællesskab? Har man overhovedet et samfund?

Jeg har været ovenud lykkelig for at vokse op i en kommune, der har bidraget med så megen positivitet til mit videre liv. Gribskov Kommune er et sted, man kan starte en familie. Det er et sted, hvor man kan blive gammel. Hvor man kan trække sig tilbage og sætte pris på den medmenneskelighed, der er at finde. Man kan sågar få børnebørnene på besøg og nyde, at man kan sidde og se dem lege, som kun børn kan, uden at skulle bekymre sig om deres velbefindende.

Så ville jeg nogle gange ønske, at togene kørte senere, end de gør? Ja. Ville jeg nogle gange ønske, at nattelivet var mere eksisterende? Bestemt.

Men jeg ved også, at hvis dette havde været gældende, så havde lokalsamfundet i Gribskov Kommune ikke været, hvad det er i dag, og hvis dét er prisen, man betaler for at bo "på landet", mener jeg personligt, at man slipper billigt. Gribskov er ikke blot en kommune, det er et hjem.

arrow DEBAT: Skal Tisvilde Hegn være naturnationalpark?
23. januar 2021 kl. 08:22 Opdateret: kl. 12:17
Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?