
Jeg synes, at Trine Egetveds tanker om afkortning af skoledagen er fornuftigt.
Dog tænker jeg ikke, at det skal være en overordnet beslutning, som bare skal køres hen over skolerne i Gribskov Kommune.
Skulle det komme dertil, er det vigtigt for mig, at lærerne, eleverne og forældrebestyrelserne har været inddraget og hørt, inden en generel beslutning bliver taget for alle skolerne.
Jeg synes, at det er op til den enkelte skole at vurdere, om det giver mening med en afkortning af skoledagen.
Jeg tænker, at det skal ske i en dialog mellem ledelsen, personalet, eleverne og forældrene, inden ledelsen træffer beslutning om afkortning af skoledagen.
Det bør for mig være gældende praksis i Gribskov Kommune.
Som jeg kender til det, har kommunens seks skoler afkortet skoledagen i sidste skoleår. For klassetrinene 4.- 9. klasse har man afkortet skoledagen med 2-4 lektioner om ugen. Timerne er typisk blevet brugt til tolærerordninger og holddeling på én skole.
På én af kommunens andre skoler, har timerne været brugt til et matematikboost og læseløft, og et par af skolerne har brugt timerne til lektie-cafe i udskolingen. Timerne har også været brugt til social træning af elever.
Gode og fornuftige tiltag på den enkelte skole, som ledelsen, lærerne og pædagogerne har talt om og besluttet for at fremme læringsmiljøet lokalt på skolen. Det er en god vej at gå, da det giver ejerskab og mening.
For mig, som socialdemokrat, glæder det mig, at skolerne med afkortning af skoledagen (omlægning af timerne) særligt har haft fokus på de svageste elever med forebyggelse som mål.
Med dette skoleårs start står skolerne i en særlig situation på grund af byrådets beslutning om en fem procents besparelse. Det var ikke nogen nem beslutning.
Det er mit håb, at man på skolerne også i dette skoleår vil gøre brug § 16b og 16d i Folkeskoleloven, med afkortning af skoledagen, og bruge timerne til det forebyggende arbejde.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her